Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: 'Ted Lasso' rammer plet igen

AfSibel Türker
18. august 2021
Ted Lasso Emmy
Foto: Apple TV+

Del artikel

Streamingtjenesternes mest optimistiske feel good-serie er tilbage med sin anden sæson.


Verdens rareste, mest charmerende og godtroende fodboldtræner, Ted Lasso, er tilbage i topform. Den evigt entusiastiske Ted Lasso spillet af Jason Sudeikis er endnu en gang seriens hjerte og sjæl.


Ted er underdoggen, som har fået til opgave at træne en flok britiske spillere i klubben AFC Richmond.


Han har taget opgaven til sig i langt højere grad, end nogen havde forventet det af ham, men holdet kæmper dog stadig med at levere resultater efter deres nedrykning til Championship i sæsonfinalen af første sæson.

Under det smilende ydre


Især én spiller er så medtaget af noget, der sker på banen i løbet af de første fem minutter af denne sæson, at klubben er nødt til at hyre en sportsterapeut ind for at hjælpe. Hun skal dog nok vise sig at kunne hjælpe en del flere mennesker i klubben end bare den ene spiller.


Ted virker til at føle sig utilpas i nærheden af hende, hvilket giver anledning til, at vi som seere får en fornemmelse af, at der under hans altid smilende ydre nok gemmer sig nogle ting, som han er bange for at se i øjnene.


Vi fik et lille indblik i Teds mentale helbredsproblemer, da han i slutningen af sidste sæson fik et panikanfald på en klub. Dette uddybes ikke yderligere her i de første par afsnit. Dog er vi som seere ikke i tvivl om, at der foregår nogle dybere ting bag hans charmerende smil.

'Ted Lasso' lider ikke under mangel på gode biroller


Ted Lasso kan også noget helt særligt med sine biroller, og alle dem, som vi forelskede os i i første sæson, er naturligvis tilbage igen. Især Roy (fucking) Kent er værd at nævne, da han med sin korte lunte, beskidte mund, men alligevel kæmpe store hjerte, tilføjer noget helt særligt til serien.


Den side han viser af sig selv til omverdenen, er ofte den temperamentsfulde og aggressive, men inderst inde finder han mest ro i at hænge ud med yoga mødrene og drikke rødvin.


Keeley har dog set igennem denne facade og virker mere forelsket i ham end nogensinde før. Hans forhold til Keeley virker også realistisk, og de er et par, man som seer hepper på.

Feelgood-serie som alle bør se


Har du brug for en opløftende serie i din hverdag er Ted Lasso et rigtig godt bud. Lad dig ikke blive skræmt af, at den foregår i fodboldverdenen. Der er ganske lidt fodbold, men til gengæld masser af fokus på de personlige relationer bag scenen.


Ted Lasso er en slags modgift til den form for maskulinitet, som vi er vant til at se det i denne slags omgivelser. Her er ingen mænd bange for et kram eller for at fortælle, hvad de føler.


Man sidder altid tilbage med en god følelse i maven efter et afsnit af Ted Lasso og enhver, der nød sæson et, vil komme til at elske hvertfald de første tre afsnit af sæson to.


Teamet bag serien rammer den “lige i røven” for at sige det på godt fodboldsprog.


Ted Lasso sæson et og to kan ses på Apple TV+


https://imgix.vielskerserier.dk/2019/10/5-hjerter.jpg

Fakta om 'Ted Lasso'

Instruktør: Declan Lowney, Ezra Edelman
Medvirkende: Jason Sudeikis, Brendan Hunt, Stephen Manas, Jeremy Swift, Nick Mohammed, Hannah Waddingham, Toheeb Jimoh
Antal episoder: 12 afsnit i anden sæson (denne anmeldelse er baseret på seriens tre første afsnit)
Dansk premiere: 23 juli 2021 (Nyt afsnit hver uge)
Land: USA
Streamingtjeneste: Apple TV+

Del artikel

Læs mere omApple TV+

Andre Serier | Anmeldelser