Serier | Anmeldelser

Anmeldelse: ’Troldehjertets hemmelighed’ er mere af det samme, dog med et stort lyspunkt

Af
Daniel Lindekilde Engberg
31. marts 2023
Troldehjertets hemmelighed anmeldelse
Karla Larsen Moltsen som Karen Høst og Rasmus Bruun Homburg som troldejægeren Cornelius / Foto: Jacob Kusk / DR

Del artikel

Påskeserien 'Troldehjertets hemmelighed' på DR læner sig lidt for meget op ad sidste års julekalender, men får point for sin troldejagende skurk.

Troldehjertets hemmelighed

Streamingtjeneste: DRTV
Premieredato: 31. marts 2023
Genre: Familie, fantasy
Instruktør: Jacob Bitsch
Manuskriptforfatter: Jesper Nicolaj Christiansen (Hovedforfatter)

Medvirkende: Karla Larsen Moltsen, Lova Müller Rudolph, Rasmus Bruun Homburg Isa Thorlacius, Maximillian Henriques Hale, Vigga Bro, Esben Dalgaard, Mia Lyhne m.fl.
Land: Danmark
Antal afsnit: 7

Lad det være sagt med det samme: Hvis du kunne lide Julehjertets hemmelighed, vil du nok også kunne lide Troldehjertets hemmelighed.

Når det nu er afklaret, så har Troldehjertets hemmelighed nogle store problemer. Både nye og gamle.

Oven på den hektiske jul har normaliteten igen lagt sig over Lindestrupgaard. Vi er nået hen til sankthansaften. En aften, hvor magien står særlig stærkt, fortæller den kloge og sære skovkone (Vigga Bro). Hun hidkalder børnene og de unge for at vise dem en forstenet trold og for at fortælle, at den ikke må røres i dag. Og så smutter hun igen. Karen (Karla Larsen Moltsen) rører selvfølgelig ved den, fordi ...

Andetsteds flygter pigen Rebekka (Lova Müller Rudolph). Tydeligt udsultet og tørstig tager hun et hvil ved en brønd. Her ankommer den sortklædte Cornelius (Rasmus Bruun Homburg) med det magiske troldehjerte i sin hånd.

Det begynder at banke, når en trold er i nærheden, og det gør det i Rebekkas nærhed. Cornelius prøver først at forklare Rebekka, at det altså vil være nemmere, hvis hun drukner sig selv, men han ender med at tage sagen i egen hånd. Hun slipper dog helskindet fra oplevelsen, da hun pludselig udviser en overnaturlig styrke og brøler et bestialsk brøl.

Karen og Rebekka krydser veje, og Karen forsvarer hende mod vrede landsbyboere og giver hende husly. Rebekka begynder dog langsomt at forandre sig, både i udseende og opførsel. Hun er ved at blive en trold, og det er skidt for alle, også for Rebekka selv.

De må finde en måde at redde hende på, inden hun bliver forvandlet til en trold for evigt, og de skal hele tiden holde sig et skridt foran den onde troldejæger.

Mere af det samme

Det første store problem, der hurtigt står klart, er, at vi i høj grad får fortalt de samme historier som i Julehjertets hemmelighed.

Herremanden Erik (Esben Dahlgaard) tøver med at sætte en dato for sin datter Marie Louise og karlen Rasmus’ bryllup, og han prøver med forskellige kneb at få det aflyst. På den måde underminerer han sin karakterudvikling fra julekalenderen.

Marie Louise (Isa Thorlacius) og Rasmus (Maximillian Henriques Hale) taler fortsat om, at fremtiden vil være præget af lighed i et klasseløst samfund. Der er altså heller ikke noget nyt under solen for de karakterer.

Mia Lyhne er stadig fremragende som Rigmor, der har nogle af de bedste replikker og udviser mest visdom af alle karaktererne. Fx når hun forsvarer Marie Louise (Isa Thorlacius) over for hendes far - for derefter at rette blikket mod Marie Louise og sige: ”I unge, I tror, alt nyt er godt. I glemmer nogle gange, at det gamle også kan bruges”.

Hun er noget nær den eneste nuance at finde i tematikken om kønsroller, klassesamfund og alle andre verdensforhold, hvor man kan skille mellem tilstanden i verden anno 1850’erne og nu. Altså ting, der allerede blev behandlet i stor grad i julekalenderen.

En torn i øjet

Vores hovedkarakter Karen Høst udviklede sig til en torn i mit øje i løbet af Julehjertets hemmelighed, og i denne påskefortsættelse er Karen stadig lige dele bedrevidende, helligfrans og dum.

Karen får at vide, at hun ikke skal røre stenen, så for derefter at røre ved stenen 22 sekunder efter (jeg tog tid). Hun slipper derved trolden fri. Bevares, Karen har glemt alt om Rumle, fordi hun jo er blevet for gammel. Men virker det så ikke lidt mærkeligt at tro på trolde? Næsten lige så mærkeligt, som at skovkonen hiver en, der ikke tror på trolde, ud til en sten, hun aldrig ellers ville komme forbi, for bare at sige ”Du må ikke røre ved denne sten i dag."

Det stopper dog ikke der. Efter begivenhederne i julekalenderen er Karen i den utrolige position, at hun som kvinde i 1850 er selvstændig erhvervsdrivende og delvist forsørger sin familie. Hvad er problemet så, spørger du måske? Jo, hun bager kun ’sommerkagen’ for tiden, fordi den sælger bedst, og livet er altså noget surt, når man kun bager én slags kage.

Jeg kunne komme med en malende beskrivelse, der opsummerer, hvordan karakteren Karen er skrevet. Men pudsigt nok gør skovkonen det glimrende, og jeg citerer: ”Du er en idiot, Karen Høst. Din kæmpestore kraftidiot.” At man skriver sin hovedkarakter, som det er meningen, vi skal heppe på og have sympati for på den måde, er mig en gåde.

Guder og monstre

Mange af karaktererne går igen, men der er plads til nye ansigter, og der er dog forbedringer fra deres pendanter i julekalenderen. Det overnaturlige element kommer denne gang i form af trolden Rebekka. Hun kæmper mod sin skæbne som vild og altædende trold, og det giver noget ’Nature vs. Nurture’ at spille på.

På trods af, at hun nærmest kun har ét ansigtsudtryk, er hun dog langt mere troværdig end sin forgænger, fordi hun ikke er reduceret til en kvindelig barnestemme, der kommer ud af en karakter med fuldskæg.

Det andet nye skud på stammen er Rasmus Bruun som troldejægeren Cornelius. Han går til sit arbejde med barnlig glæde under et slet skjult dække af at gøre Guds arbejde. Der ligger dog mere under overfladen, som vi ser i en scene, hvor han i dialog med sig selv veksler mellem at føle empati for troldene og vredt vræle, at det er et arbejde, som SKAL gøres.

Han er klart den mest komplekse karakter. Hvis der er en grund til at se Troldehjertets hemmelighed, så er det ham.

Del artikel

Andre Serier | Anmeldelser