Anmeldelse: ‘Unstable’ med Rob Lowe og søn er bedst, når den ikke prøver for hårdt

Hvordan er livet med en berømt far, der bl.a. er kendt for sit gode udseende og nogle sex-tapes? Det ved John Owen Lowe noget om, som søn til Rob Lowe. Ikke altid nemt, åbenbart, når man dels står i skyggen af faren (læs: ikke ser lige så godt ud og har samme succes) og når dels faren også har tendenser til narcissisme og selvoptagethed.

Over årene har John Owen Lowe trollet sine far på de sociale medier nogle gange – alt i god ånd, tilsyneladende – og nu har han også skrevet en serie, der handler om et anstrengt far-søn-forhold. Det er blevet til sit-com-serien Unstable. Ingen instruktør er krediteret, så man må formode, at det er en delt opgave mellem far, søn og skaber, Victor Fresco.

Ustabil far

I serien spiller Rob Lowe biotech-geniet Ellis Dragon. Han er et teknologisk videnskabs-vidunder og også meget excentrisk. Den type, der går med bare fødder og dyrker meditation i sit kontor. Der er bare ét problem. Ellis har ikke opfundet noget nyt i lang tid, for han er i sorg efter sin kones død. Han er med andre ord, psykisk ustabil. Hans assistent kan ikke komme i tanke om et andet middel end at hidkalde Ellis’ søn, Jackson, for at se, om sønnen kan hjælpe sin far, både i sorgprocessen og i at komme videre i forskningen.

Det er dog en tjans, som Jackson er meget uvillig til at tage. Han nærer ikke mange varme følelser for sin far, som han synes har været mere optaget af sig selv og sit arbejde end af sin søn. Men blødhjertet som han er, siger han ja til at komme på et kort besøg. Her møder han også to intelligente piger i laboratoriet, der i sidste ende trækker, så han bliver lidt længere.

Prøver lidt for hårdt

Dermed er scenen sat for både situations- og replik-komik, og det er klart førstnævnte, der fungerer bedst. I biotech-firmaet er der også en række ansatte, som vi møder, efterhånden som serien skrider frem. Og fra at fokusere udelukkende på far-søn-forholdet i begyndelsen bliver serien bedre senere hen med introduktionen af bi-karaktererne.

Især skal Sian Clifford som Ellis’ assistent, Anna, have ros. Med deadpan-mimik og knastørt toneleje leverer hun nogle af seriens bedste linjer. Ellers er Unstable sjovest, når den ikke prøver for hårdt. For det er ofte, når den ikke overanstrenger sig, at den ægte komik træder mest frem.

I sin fars skygge

Seriens største trækplaster er selvfølgelig Rob Lowe, og rollen som den dybt narcissistiske Ellis er skræddersyet til ham. Lowe har karisma, men samtidig også en afvæbnende selvironi, så det selvoptagede bliver en fordel.

Den uretfærdige fordeling af livets goder, hvilket netop er seriens tematiske kerne, gør, at John Owen Lowe skal kæmpe mere for, at hans rolle giver det ønskede komiske afkast. Han er selvfølgelig også ‘the straight man’ oppe imod sit faderlige gak-gak-ophav. Men de scener, hvor han er decideret underhund – som i en bar på date, hvor daten møder en gammel alfahan-flamme – kommer han mere til sin ret end i fader-opgøret. Hvilket måske bare beviser seriens pointe: At det kan være svært at have en flot og berømt far, når man føler, at man står i skyggen af ham.

Som sådan er der et både sympatisk og interessant udgangspunkt i Unstable, som egentlig også er ganske hyggelig og til tider sjov, men et must-see er den ikke.