Anmeldelse: ‘All of Us Strangers’ er nok den sørgeligste film, du ser i år

‘Finder jeg nogensinde kærligheden?’ er et spørgsmål, de fleste nok kan genkende at have stillet sig selv. På et eller andet tidspunkt i deres liv. Særligt, hvis man som Adam i All of Us Strangers er trådt ind i sit 4. årti og stadig ikke har mødt ‘the special someone’.

En tvivl, der har det med at frembringe og forstærke følelsen af ensomhed og det er dén nerve, instruktør Andrew Haigh mere end noget andet rammer med sin film.

Ville du sige ja?

Adams ensomhed bliver forstørret og visuelt frembragt ved hans bolig. Han bor i et højhus-kompleks, der er så nyt, at der stort set ikke bor andre i ejendommen. Kun én anden mand er også flyttet ind, og efter at have set hinanden på afstand ringer det en aften på Adams dør. Uden for står Harry, pissefuld, men alligevel charmerende – hvordan kan man være andet, når han bliver spillet af Paul Mescal (Normal People)?

Adam er i konflikt med sig selv om han skal invitere Harry indenfor, men ender med at takke nej. Og er derefter i tvivl, om det var en forspildt chance?

Alligevel udvikler der sig langsomt et kærlighedsforhold mellem de to. På en måde, der vrister Adam ud af den ensomhed, der har fulgt ham tæt, siden forældrene døde i en bilulykke, da han var 12.

Fantasi eller virkelighed?

Sorgen over de mistede forældre er filmens andet spor. Det er også her, filmen får et tilsnit af noget overnaturligt eller surrealistisk. Adam tager tilbage til sit barndomshjem for at aflægge fortiden et besøg og møder dér sine forældre. Sådan som de var i 1980’erne, på alder med den nu voksne Adam. At det lag faktisk virker, kan kun tilskrives Andrew Haighs evner som instruktør. Og så Jaimie Bells og Claire Foys skuespilstyrke. De spiller forældrene, som Adam har mange samtaler med. Alle de snakke, man kan fantasere sig til at have med dem, man mister alt for tidligt. I Adams tilfælde, for eksempel, hvad siger forældrene til, at han er homoseksuel?

I filmen er man klar over, at det er et fantasispor hos Adam, selv om man indimellem kan komme i tvivl, og der er små ansporinger til noget overnaturligt, men lige som han gør, håber man næsten på, at samtalerne er virkelige. At de er den befrielse fra Adams ensomme fængsel, som han længes efter, så han kan acceptere sig selv og sin homoseksualitet fuldt ud og opleve en forbundethed med et andet menneske.

Stemningens kunstner

Filmen er meget løseligt baseret på den japanske roman Strangers af Taichi Yamada, og den er først og fremmest båret af sine følelsesmæssige stemninger. Til at lade os mærke dem er Andrew Scott en uforlignelig transformator. Vi mærker præcis, hvilken sindstilstand han er i i de forskellige scener. Og at Andrew Haigh mestrer stemningerne har han vist i sine film Weekend, 45 og serien Looking.

Derudover er der en gnistrende kemi mellem ham og Paul Mescal, der bliver som en kæreste, man bare kan drømme om. Øm, kærlig og sexet.

Den evige følgesvend

Den evige følgesvend igennem det hele er dog ensomheden, der kaster et konstant melankolsk og sørgmodigt skær over historien. Jeg kan ikke afvise, at der bliver brug for et par lommetørklæder undervejs, for All of Us Strangers er måske den sørgeligste film, du ser i år.

Til gengæld føles den også som en sjælfuld rejse, der skærer sjældent dybt, og sandsynligheden for, at filmen vil hjemsøge dig i lang tid efter, er stor. Det er en oplevelse, du bør unde dig selv.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: