Anmeldelse: Eminente Ruth Wilson er hjertet i ’The Woman in the Wall’ 

Irland, nutid. Det er tidligt om morgenen, og Lorna Brady, en kvinde omkring de 40 år (Ruth Wilson), ligger på en vej omgivet af marker på begge sider. Omkring hende står køer og ser nysgerrigt på hende. Hun vågner omtumlet op og ser, at hun kun er iklædt sin hvide natkjole.

Lorna må ikke sove. Hvis hun falder i søvn, går hun i søvne, og så er hun ikke bevidst om, hvad hun gør. Søvngængeriet har rod i et traume forårsaget af hendes anbringelse på en Magdalene-institution i teenageårene.

Som 15-årig blev hun gravid, og hun blev anbragt på det, man kaldte et ”Mother and baby home”, hvor hun fødte. Efter fødslen blev barnet tvangsfjernet, og hun blev tvunget til at arbejde i et ”Magdalene laundry”. Hvad der skete med datteren, ved hun ikke. Magdalene-anstalterne kan på mange planer sammenlignes med pigehjemmet på Sprogø (1923-1961), som Malou Reymanns film Ustyrlig fra sidste år skildrede.

Baseret på vidnesbyrd

To hændelser fungerer som katalysator i Woman in the Wall. Præsten fader Percy Sheenans (Stephen Brennan) mistænkelige dødsfald og kvinden (Fiona Bell), som ud af det blå dukker op på Lornas arbejde med informationer om hendes datter. Sagen om præsten introducerer detektiven Colman Akande (Daryl McCormack). Han blev selv født på et ”Mother and Baby home” og senere adopteret. Hans blik på fortiden bliver udfordret i opklaringen af sagen om præsten.

Mere af handlingen skal afsløres ikke her. Heller ikke seriens mystiske titel, der skal have mulighed for at udfolde sig uforstyrret for seeren.

Personerne og plottet i dette krimidrama er opdigtede, men det er de historier, som den beretter om, ikke. For den er baseret på de vidnesbyrd fra nogle af de 10.000 kvinder, der fra 1922 til 1996 under tvang blev anbragt på Magdalene-institutioner i Irland.

Børn, unge og ældre, som ikke passede ind og overholdt samfundets ekstremt konservative moralkodeks. Udover det meget hårde tvangsarbejde blev de mishandlet både psykisk og fysisk. Anstalterne blev drevet i et samarbejde mellem den katolske kirke og den irske stat.

Raffineret vævet ind i hinanden

Der er allerede skabt fiktion om skampletten i Irlands historie. Peter Mullans The Magdalene Sisters fra 2002 og Stephen Frears Philomena 2013. Begge stærke, velspillede film, men The Woman in the Wall kryber ind under huden på en facon, de andre slet ikke gør. Det skyldes den originale måde, man har valgt at fortælle historien på.

Nutid og fortid væver sig ind i hinanden på en utrolig raffineret og levende facon. I stedet for at have et langt flashback om tiden på institutionerne klipper man dynamisk imellem dem. På den måde mærker man tydeligt, hvordan Lornas smertefulde fortid har et fast greb i hendes nutid. Hendes søvnmangel betyder, at hun lider af vrangforestillinger, og hun er ofte i tvivl om, hvad der er hallucinationer, og hvad der er virkelighed. Det er så stærkt og autentisk skildret, at hendes angstfyldte uvished planter sig i seeren.

Musikken fungerer nærmest som en selvstændig karakter. Flere af de dramatiske scener er iklædt en blanding af kirkekor, en tung bas, der føles lidt som et bankende hjerte, blandet med elektroniske rytmer. Det skaber en form for tranceagtig stemning, som minder en om, i hvor høj grad særligt Lorna, men også Malcom, er fanget i traumerne.

Få måneder før sin død sidste år gav Sinéad O’Connor tilladelse til, at serien kunne bruge hendes sang om sine egne horrible oplevelser i et års langt ophold på et Magdalene-vaskeri.

Et stærkt håb

En skøn sort humor flyder igennem hele serien. I en scene sidder Lorna på en pub og læser på sin telefon om, hvordan søvnmangel påvirker en. Et af symptomerne er overspisning, og foran hende ligger en kæmpe bunke chips. En mand konstaterer tørt: ”That is a lot of crips”, hvortil hun skarpt svarer ”They are mine”.

Selv om Woman in the Wall fortæller en mærk historie, udtrykker den også et stærkt håb. En sidehistorie handler om en gruppe kvinder, som alle har oplevelser fra Magdalene-institutioner. De kæmper for at få en undskyldning fra staten og en anerkendelse af, hvilke uhyrligheder de har været igennem.

Mesterlig præstation

Ruth Wilson er hjertet og nerven i The Woman in the Wall. Skuespillerens præstation er så intens, hudløs og bjergtagende, at det er svært at finde de helt rigtige ord at beskrive den med. Rollen er uden tvivl hendes hidtil største præstation, og det er store ord, når man tænker på hendes mesterlige og intense skuespil i serier som Luther, The Affair og His Dark Materials.

Endnu en gang er det lykkes BBC at skabe et usædvanligt helstøbt værk, hvor uhygge, humor og hjerte supplerer hinanden, så de danner et mesterværk af en serie.

Den skærer i hjertet og er en gribende hyldest til menneskets ukuelighed og vigtigst af alt – til alle de tusinde ofre, som fik stjålet deres liv. Verden må aldrig glemme eller fortie, hvad de gik igennem.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: