Anmeldelse: Wes Andersons excentriske kortfilm på Netflix er fyldt med højdepunkter

Den vidunderlige historie om Henry Sugar, den første af de fire kortfilm, som Wes Anderson har lavet for Netflix, var en lille genstreg. Det var som at se en kondenseret udgave af den texanske instruktørs film. Skåret helt ind til benet var det skønt art deco-pastelvanvid, hvor Roald Dahls univers passede perfekt til Andersons quirky perfektion.

De resterende tre kortfilm holder hver især et flot niveau, om end man godt kan forstå, hvorfor det var Henry Sugar, der fik den store premiere på Venedig filmfestivalen tilbage i starten af september.

Anmeldelsen af den bragte vi i sidste uge, og den kan læses lige her. Derfor vil det følgende omhandle de tre øvrige kortfilm The Swan, The Rat Catcher og Poison. De får hver især tildel et antal hjerter, og derudover får hele Wes Anderson og Netflix-kortfilmaffæren en samlet karakter.

The Swan

The Swan er uden tvivl den mest dystre af de fire historier. Fortælleren (Rupert Friend) er den voksne udgave af Peter Watson (Asa Jennings), en ung dreng, som bliver mobbet groft af to andre drenge.

Mobning er at omtale det mildt, for de spænder ham bl.a. fast til nogle jernbaneskinner, hvor det nærmere er held end overlæg, at Peter ikke dør.

Anderson er meget tilbageholdende i brugen af rekvisitter. Toget og nogle skudscener bliver udført, som var det amatørteater. Et godt valg, da grundtonen i The Swan er meget dunkel og dyster.

Rupert Friend har en god energisk scenetilstedeværelse, der sælger dramaet i historien, uden at man savner de manglende ting i scenerne.

The Swan får 4/6 hjerter.

The Rat Catcher

Tonen lettes betydeligt i den næste kortfilm, om end der også er lidt dysterhed hen imod slutningen, som kun bliver tålelig, fordi Wes Anderson vælger den udførelse, han nu engang gør.

En landsby plages af rotter. Vores fortæller, den lokale journalist (Richard Aoyade), og hans ven mekanikeren Claud (Rupert Friend) er modtagelseskomité for en skadedyrsbekæmper (Ralph Fiennes) udsendt af myndighederne.

Det er quirky godhed fra ende til anden, med Fiennes i topform som den rottelignende rottefænger. I en excentrisk historie er han det excentriske højdepunkt. Det er på vippen af at være en karikatur, men mimikken er (mestendels) tilbageholdende, så han stadig fremstår som et menneske.

Igen tager historien en mere dyster drejning til slut, og der er ingen tvivl om, at hvis ikke Wes Anderson havde lagt sig fast på den minimale teatertilgang, ville slutresultatet have været noget sværere at sluge.

The Rat Catcher får 4/6 hjerter.

Poison

Vi slutter, hvor vi startede, nemlig med en Benedict Cumberbatch-kortfilm.

Denne gang handler det om Harry Pope, der, mens han ligger og læser i sengen, kan mærke noget. En giftslange har lagt sig til rette på hans mave for at sove.

Vennen – og historiens fortæller – Woods (Dev Patel) ankommer til hans hus og finder Harry liggende stiv af skræk i sengen. Lægen Ganderbai (Ben Kingsley) bliver tilkaldt. Både for at administrere en modgift i tilfælde af, at slangen skal bide. Men også for at finde på eventuelle andre løsninger.

Udover Henry Sugar er Poison den af kortfilmene med mest komik. Cumberbatch, Patel og Kingsley er eksperter i at holde bibeholde deres stenansigter, mens situationen udvikler sig mere og mere absurd. Igen, med få justeringer, kunne den historie snildt være blevet transformeret til en nervepirrende thriller.

Men de Wes Anderson-ske kendetegn letter stemningen. Indtil sidst. Her bliver det decideret ubehageligt og ulig noget andet, man tidligere har set hos instruktøren. Letheden og humoren forsvinder som dug for solen, og alvoren får lov til at hænge i øjeblikket.

Det klæder Wes Anderson at komme ud af sin komfortzone på den måde og cementerer også instruktøren som den officielle hof-Roald Dahl-adapter.

Poison får 5/6 hjerter.

Opsummering

Alt i alt fremstår Wes Andersons kortfilmsamarbejde med Netflix som en klar succes. For nybegyndere er det en perfekt introduktion til instruktørens særegne stil, der til tider kan virke afskrækkende og for underlig.

Hvis man forventer en ny omgang Fantastic Mr. Fox, som var Andersons første filmatisering af en Roald Dahl-historie, bliver man skuffet. Det er voksne fortællinger med mere bid i, end man normalt får med Wes Anderson.

Men hvorfor Netflix ikke har gjort mere ud af det her projekt i forhold til opmærksomhed og promovering er hovedrystende. For kortfilmene er en lille guldgrube, anført af en veloplagt Ralph Fiennes, som i hver kortfilm dukker op som Roald Dahl selv og enten kommenterer eller på anden måde giver ekstra indsigt i den pågældende historie.

Kan vi få flere af den her slags kortfilm, Netflix? Gerne så hurtigt som muligt, tak!