Anmeldelse: ’Blonde’ er et karaktermord på en af Hollywoods største legender
Hvor ligger sympatien i instruktøren Andrew Dominiks nye film Blonde på Netflix? I hvert fald ikke hos sin hovedperson Marilyn Monroe, som den skildrer gennem en endeløs række af overgreb, voldtægter og svigt i de næsten tre timer, lidelseshistorien varer.
Få flere film anmeldelser her!
Da vi langt om længe når til vejs ende af filmen, kan vi konkludere, at Marilyn Monroe tilsyneladende var et offer, der ikke magtede at forvalte hverken sit eget liv eller sin karriere, men som udelukkende var et produkt af omstændigheder og beslutninger, som hun ingen som helst indflydelse havde på: En miserabel barndom, en far hun ikke kendte, mislykkede graviditeter, nederdrægtige ægtemænd samt en hel filmindustri, der udnyttede hende til fulde, indtil hun døde i en alder af bare 36 år i 1962.
Bygget på et fiktionsværk
Selvfølgelig er der dele af sandhed i den fortælling, men det er samtidig en alt for stærk reduktion af Marilyn Monroes enorme succes og ekstraordinære karriere, som hun i høj grad selv var medskaber af. Hun skabte sig en persona og blev forbillede for en hel generation af kvinder verden over med sit korte platinblonde hår, de røde læber med den sorte skønhedsplet over og de stramme pencilskirts og højhalsede rullekravesweatre.
Hun optrådte i et utal af legendariske Hollywood-film som Gentlemen Prefer Blondes (1953), The Seven Year Itch (1955) og Some Like it Hot (1959) for bare at nævne nogle af hendes mest dundrende succeser, og hun var en teknisk dygtig skuespiller med formidabel sans for komisk timing.
Det er naturligvis værd at bemærke, at filmen er bygget over den amerikanske forfatter Joyce Carol Oates’ bestseller-roman Blonde fra 2000. Romanen er altså ikke en biografi om Marilyn Monroe, der følger de historiske fakta, men et fiktivt værk, hvor Oates digter nye historier og tilføjer selvopfundne detaljer til de allerede kendte sider af Monroes liv.
Bogen er over 700 sider lang og dækker hele skuespillerens liv, fra hun er omkring to år til hendes død i 1962, så selvfølgelig må meget sorteres fra i en filmisk fremstilling. Men her har instruktøren Andrew Dominik så valgt at fokusere stort set udelukkende på de tragiske historier, både sande og fiktive, der bidrager til myten om Monroe på yderst kompromitterende vis.
Misbrugt og ydmyget
I filmen møder vi indledningsvis barnet Norma Jeane Baker (spillet fortrinligt af barneskuespilleren Lily Fisher), som ulykkeligvis må sande, at hun er et uønsket barn. Hendes mor Gladys (Julianne Nicholson) lider af paranoid skizofreni og forsøger at gøre sin datter fortræd. De ellers sympatiske naboer lyver for hende og sender hende på børnehjem. Og over det hele svæver illusionen om den fraværende far, der forlader familien i det øjeblik, han hører, at et barn er på vej.
Som ung aspirerende skuespiller bliver Marilyn Monroe (spillet af Ana de Armas) brutalt voldtaget af direktøren for filmstudiet, hvor hun er til casting og får til gengæld for ’ydelsen’ en kontraktansættelse.
Hun bliver misbrugt og offentligt ydmyget af sine to ægtemænd, den pensionerede baseballstjerne Joe DiMaggio (Bobby Cannavale), der er dødeligt jaloux på hendes arbejde og samtidig slår hende, og forfatteren Arthur Miller (Adrien Brody), der udstiller hendes person og deres forhold i sit litterære arbejde. Hun kalder dem begge for ’Daddy’ og higer efter deres anerkendelse: ”Am I your good girl, Daddy?” spørger hun for at blive bekræftet.
Hun bliver bragt som en prostitueret til John F. Kennedys (Caspar Phillipson) hotelsuite, hvor hun i filmens mest ubehagelige og seksuelt eksplicitte scene bliver udnyttet af lederen af den frie verden, mens hun befinder sig i en tåge af alkohol og piller og ikke er i stand til at sige fra.
Præsidentens Secret Service-agenter ikke heller har meget til overs for det alkoholiserede vrag af en skuespillerinde, der knap kan stå på sine egne ben, og puffer hende rundt, som var hun roomservice.
Drømmer om et ønskebarn
Undervejs i filmen bliver Marilyn Monroe gravid flere gange, og vi ser grafiske afbildninger af både fostret i livmoderen, en abort, vi bliver i tvivl om, er frivillig eller ej, og senere en spontan abort. Filmen antyder, at Monroe ønskede sig et barn mere end noget andet, så hun kunne blive den kærlige og omsorgsfulde mor, hun aldrig selv fik. Første gang, man ser fostret i maven, bliver man fascineret af de smukke nærmest drømmeagtige syn, men tredje og fjerde gang udebliver wauv-effekten, og man bliver i stedet lidt irriteret over de mange gentagelser.
Filmen er ellers fuld af smukke billeder, og farverne skifter konstant imellem scenerne. Fra stærke Technicolor-kulører over sort-hvid til sepiatonede scener, der skal vække minder om kendte vintage-fotografier af Marilyn Monroe. Pudsigt nok kommer farveskiftene til at understrege den snigende fornemmelse af, at man aldrig rigtig trænger ind under overfladen på de kendte fremstillinger og får noget mere til historien om Monroe.
Læs også: Anmeldelse: Steven Spielbergs ’The Fabelmans’ er fabelagtig
Reduceret til røv og bryster
Havde man håbet på en film, der gav et nuanceret billede af ikonet Marilyn Monroe og altså viste både hendes op- og nedture, styrker og svagheder, går man slukøret fra filmen Blonde.
Der er ganske vist enkelte mere opløftende scener, hvor Ana de Armas genopfører fx den berømte Diamonds Are A Girl’s Best Friend-scenen fra Gentlemen Prefer Blondes. Men hurtigt er vi tilbage i sortsynet. Og en enkelt gang hører vi stjernen tage tilløb til en lønforhandling, fordi hun synes, det er uretfærdigt, at hun skal have sin sædvanlige hyre på omkring 5.000 dollars i førnævnte film, mens hendes modspiller Jane Russel får hele 100.000 dollars. Om hun får lønforhøjelsen hører vi dog aldrig.
Monroe giver i filmen gentagne gange udtryk for, at hun ikke bryder sig om sin succes, hun distancerer sig fra sit skuespilleralias, og hun vil bare væk fra det hele og leve et stille liv. Hun drømmer om at blive taget seriøst som skuespillerinde og spille stykker af russiske forfattere som Tjekhov og Dostojevskij, men hele tiden bliver reduceret til røv og bryster.
Der er ingen tvivl om, at Blonde gerne vil have os til at føle noget for Marilyn/Norma Jeane, men den svælger så meget i hendes smerte og pinsler, at det er ulideligt at være vidne til. At den samtidig fremstiller hende som et uselvstændigt og barnligt væsen, der kun lander i alle sine forskellige roller og livssituationer, fordi nogle udefrakommende (mænd) skubber hende til det, er et utilgiveligt karaktermord.
Marilyn Monroe var og er stadig en af Hollywoods største og mest lysende stjerner nogensinde. En status, som hun i den grad selv bar hovedrollen i tilblivelsen af.
Blonde kan ses på Netflix.
Se traileren her
