Anmeldelse: Colman Domingos præstation i ’Rustin’ er Oscar-værdig

Billedet af Martin Luther King Jr., der holder sin ikoniske ”I have a dream”-tale ved mindesmærket Lincoln Memorial i Washington D.C., er let genkendeligt. Ikke mindst doktor King selv ved talerstolen.

Det var dog ikke den berømte borgerrettighedsforkæmper, som havde arrangeret begivenheden. Omkring 250.000 mennesker deltog i ”The March on Washington”, en begivenhed, som blev strikket sammen på cirka to måneder.

Bagmændene var fagforeningsbossen A. Phillip Randolph og ikke mindst Bayard Rustin. Og det er sidstnævnte, der er omdrejningspunktet i den navnkundige Netflix-film.

Vi lægger ud med en slags prolog på 5-10 minutter, der foregår nogle år før marchen.

Rustin (Colman Domingo) og Martin Luther King (Aml Ameen) er pot og pande, når det kommer til borgerrettighedskampen. Det er Rustin, som har overbevist King om fordelen ved en ikkevoldelig protestform, med inspiration fra, hvordan Gandhi gjorde det mod det undertrykkerne fra det britiske imperium.

Der er dog ikke en samlet front, når det kommer til borgerrettighedskampen i USA. Den består af flere fraktioner, og lige nu er mange rigtig trætte af Rustin.

Den udadvendte og karismatiske mand er homoseksuel i en tid i USA, hvor det nærmest var værre end at være sort. Selv om Rustin er meget åben omkring sine præferencer privat, er det noget andet offentligt. Rustin af træt af rænkemagerne, der truer med at sværte hans navn til og forsøger sig med en bluff-opsigelse i håb om, at vennen King vil støtte ham.

Det sker ikke, og Rustin er ude af det gode selskab, men ligger bestemt ikke på den lade side.

Modstand med stil

År går, idéer spirer, og verden har ikke ændret sig nævneværdigt, når det kommer til sortes rettigheder. Og så opstår tanken om en march mod Washington. Og det er dét, som fylder mest i Rustin.

Trods det vigtige emne er filmen langt hen ad vejen en meget konventionel biopic. Hvis altså ikke, det var for Colman Domingos fuldstændig eminente præstation i hovedrollen.

Skuespilleren har hidtil primært leveret et hav af mindeværdige biroller i for eksempel Euphoria og Fear the Walking Dead. Med en udefinerbar cool karisma og evne til at hæve selv middelmådige replikker til noget nær Shakespeare-monologer, har det bare været et spørgsmål om tid for, hvornår den rigtige rolle landede.

Rustin er den rolle. Den slags karriereændrende, hvor der er et klart før og efter. Ligheden med virkelighedens person er der ikke hundrede procent, men det er heller ikke vigtigt. For det er med scenetilstedeværelse, repliklevering og indlevende kropssprog, at illusionen bliver skabt.

I Domingos hånd bliver Rustin en karakter, man automatisk drages mod, når han kommer ind i lokalet. En larger-than-life-figur. Sådan som man tænker, at omverden har set borgerrettighedsforkæmperen.

Hvad end det er vigtige taler, hvor folk skal overtales til marchen eller planlægningsmøder, hvor Rustin nærmest hopper rundt i lokalet af begejstring over de andres forslag og forsøger at opildne den gode stemning, er det svært ikke at blive revet med selv.

Hadet af alle verdner

Instruktør George C. Wolfe har lavet en rimelig ligefrem film, uden de store dikkedarer. Det eneste, som rigtigt stikker ud, er nogle meget stiliserede flashback-sekvenser. Et heftigt blåt filter fungerer som en klar markør for, hvornår vi er i fortiden.

Det er ikke ligefrem det mest subtile eller elegante, men omvendt er det meget brugervenligt at følge med i.

Dustin Lance Black – som modtog en Oscar for sit manuskript til Gus Van Sants Milk – og Julian Breeces manus tegner et fint og nuanceret billede af Rustin. Vi mødet også en håndfuld andre prominente borgerrettighedsforkæmpere og får også slået fast, at lige meget, hvor meget makeup han får på, kommer Chris Rock altid til ligne og lyde som sig selv i en sådan grad, så man snarere ser komikeren fremfor den figur, han spiller.

Aspektet omkring Rustins seksualitet bliver forvaltet i to arenaer. Der er den offentlige, hvor det i vid udstrækning bliver brugt som et våben imod ham af politiske modstandere. Både racistiske politikere, men også andre borgerrettighedsforkæmpere, der enten er trætte af Rustin eller slet og ret homoseksuelle.

I den private del, er han mere fri, og så alligevel ikke. En flirt med den gifte præst Elias (Johnny Ramey) er en konstant reminder om, at det ikke er frit at være homoseksuel i 1960'ernes USA.

I sidste ende handler det om marchen mod Washington. Og Bayards Rustins rolle i den historiske begivenhed. Colman Domingos præstation gør i sig selv Rustin til must-see og positionerer skuespilleren som en kraftig kandidat til en Oscar-nominering.