Anmeldelse: Det er umuligt at få øjnene fra mesterlige Kate Winslet i rollen som ’Lee’

Det kan virke vanvittigt, at Lee Miller faktisk var ved at forsvinde ind i glemslen. Hendes liv er objektivt set en rasende god historie.

Amerikaneren var model i Frankrig i 1930’erne. Hun hang ud med typer som Picasso, Paul Éluard og Jean Cocteau. Inden længe fik hun sit eget studie, hvor hun selv tog smukke modefotografier eller eksperimenterende surrealistiske kunstfotos i Syrien, Israel eller Egypten.

Da 2. Verdenskrig brød ud, blev hun korrespondent for Vogue. Hun tog hele vejen til frontlinjen på et tidspunkt, hvor kvindens plads fortrinsvis var i hjemmet. Sammen med vennen og kollegaen David Scherman fra Life Magazine var hun blandt de første til at rapportere om napalm, Holocausts rædsler og det kulsorte mørke, der havde sænket sig over Hitlers Tyskland, som de allierede fik adgang til i krigens sidste dage.

Og nå ja, så var der jo dét der billede af hende i Hitlers badekar. Støvlernes mudder på måtten foran badekarret er fra Dachau-koncentrationslejren. Samme dag, David Scherman tog billedet af Miller, begik Hitler selvmord.

Nu har Lee Miller fået sin egen biopic, hvor selveste Kate Winslet lægger sine ekstreme skuespilmuskler i at gestalte fotografen. Castingen er oplagt, en stærk kvinde indeni en anden. Og selv om filmen mest af alt er okay, så er det svært at rive øjnene fra lærredet, når Winslet rigtigt folder sin valkyrie-agtige karisma ud som ustoppelige Miller.

Fra hygge-biopic til kz-lejr

Lee Miller lever sit bedste boheme-liv i Frankrig, hvor hun drikker hvidvin barbrystet med sine intellektuelle venner under lysende grønne sommertræer. Hun er god til tre ting: ”drikke, have sex og tage billeder,” siger hun. Så det gør hun så meget som muligt.

I løbet af en håndfuld minutter er hun dog i fast, ikke-monogamt parforhold med en Alexander Skarsgård (godt for hende), de flytter til London, hun arbejder ved Vogue – og i det hele taget er en stor del af Lee en nem omgang hygge-biopic med overtydelige grin for at vise, at nu har vi det altså rigtig førkrigssjovt.

Heldigvis ændrer filmen tone, da krigen bryder ud. Lee viser krigens kvindelige ansigt. Hun forstår hele tiden at træde ind i en sidegade, følge en kvinde bærende på brød ind i et mørkt rum, og der er de: krigens kvindelige ofre. Hende, der er ved at blive voldtaget. Barnet, det allerede er sket for.

Filmens linse fokuserer på kvinderne, tyskerpiger og dem, der blev ofre for de allierede styrker, da tyskerne trak sig tilbage. Voldtægt og krig hænger desværre sammen, men det var først i 2008, at den type vold blev anerkendt som krigsforbrydelser af FN’s Sikkerhedsråd. Jeg har ikke før set en mainstreamfilm med det fokus.

Mere relevant end nogensinde

Lee er som krigsfilm langt blødere, nemmere og mere generisk end for eksempel Alex Garlands Civil War fra sidste år, hvor brag og blødende soldater stod i kontrast til neonfarvede blomster.

Men det gør heller ikke noget, at Lee er nem at se. Særligt mødet med koncentrationslejren, hvor vi næsten kun ser Kate Winslet og makkeren David Schermans (Andy Samberg i en overraskende dramatisk rolle) rædselsslagne og sorgfyldte ansigter, er væsentlige scener.

Filmen fik mig til at tænke på krigsfotografernes billeder fra den ukrainske by Butja, hvor almindelige mennesker lå med cykler og aftensmadskartofler på vejene i pøle af blod. Eller hvad med de døde journalister i Gaza og krigskorrespondenternes manglende adgang til netop den gru, vi alle burde vide noget om? 7. oktobers seksuelle vold?

Vi skal fortsat fortælle historier om dem, der turde gå hele vejen til fronten, hele vejen ind i mørkets hjerte, så de kan fortælle os andre, hvad der sker derinde. Set i det lys er historien om Lee Miller er mere relevant end nogensinde.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: