Anmeldelse: ’Goodbye June’ er i bedste fald en gennemsnitlig tåreperser

Der er to måder at gå til ’Goodbye June’ på. Den ene er med forargelsens fakkel hævet over, at Netflix har valgt at lave det drivende sentimentale juledrama, bare fordi det er Kate Winslets passionsprojekt.

Skuespilleren debuterer temmelig anonymt som instruktør med historien om en splittet familie, der genfinder hinanden ved juletid, da den aldrende matriark June bliver indlagt og ligger for døden.

’Goodbye June’ er skrevet af Winslets 21-årige søn, Joe Anders, som en filmskoleopgave, men nu findes den altså som et stille kammerspil med et hav af kendte skuespillere – ikke mindst Helen Mirren som det døende samlingspunkt, der er god til at sende døtrene små stikpiller, men selvfølgelig elskes betingelsesløst.

Filmen er fuld af børnesygdomme, men man kan også mere nænsomt se den som et forståeligt studentikost drama, der går med rolige skridt mod en glasklar konklusion, hvor det er svært ikke at blive bare en smule rørt.

For meget minikøleskab

Vejen hen til den tårevædede afslutning byder på enkelte fine øjeblikke og en hel del kameler, som det kræver noget af en højtidsappetit at få ned. Man tror simpelthen ikke på filmens grundlæggende konflikt, nemlig fejden mellem de voksne søstre, som kæmper for at tage sig bedst af moren.

Kate Winslets pligtskyldige Julia og Andrea Riseboroughs hårdt prøvede lillesøster Molly har svært ved at være i stue sammen, men forklaringen om jalousi på førstnævntes på overfladen perfekte liv fremstår for letkøbt.

Det er desuden meget svært ikke at aldersdiskriminere i mødet med filmen. Det er altså mærkeligt at se 50-årige Kate Winslet rende rundt med et lille barn på armen, mens 53-årige Toni Collette – hvis flippede Helen er den ældste i søskendeflokken – går med tanker om at få børn.

I det hele taget står det utroværdige i kø. På et tidspunkt bakser Julia med at bære et minikøleskab ud af sin bil for at sætte det på morens hospitalsværelse, for hun er jo den gode datter.

Havde Kate Winslet været en bedre instruktør, ville hun i bedste Lars von Trier-stil have bedt sig selv skrue 100 % ned for præstationen i den scene, for den normalt blændende skuespiller gør simpelthen alt for meget.

Det er også for tykt, at der i Mollys hjem hænger en stationær telefon på væggen for at vise, at de ikke har så mange penge som Julia og hendes mand, som til gengæld ikke er lige så kærlige forældre. Der kommer nærmest staveplade på i dialogerne, så ingen kan være i tvivl om forskellene, men det får kun usandsynlighederne til at fremstå mere absurde.

Midt i det hele står Johnny Flynn som den granvoksne, men stadig hjemmeboende lillebror Connor, der bærer på en tung bagage. Ligesom de andre figurer udfoldes hans indre kamp dog ikke nok til, at man for alvor føler med ham, så hverken et angstanfald i elevatoren eller en spirende forelskelse på hospitalet giver for alvor hjertebanken.

Rørende karaoke

Mange julefilm kommer i skikkelse af romcoms, hvor romantikken og komikken sammen skaber en behageligt hyggelig stemning. Kate Winslet er blandt meget andet kendt for en af dem, ’The Holiday’, men hendes nye læner sig mere op ad tragedie.

Forsøg på komik overlades primært til Timothy Spall, der som Junes mand og deres børns far, Bernie, bruger det meste af filmen på at stavre ubehjælpsomt omkring på sine ødelagte fødder og se fjernsyn.

Han joker med, at han havde været som verdensmanden David Attenborough, hvis han ikke havde mistet foden i en grum ulykke. Og så fejlhører han den ene læges navn som Simon Cowell i en sjov scene, hvor den anden læge, efter sin irriterende klikken med en kuglepen, får det lidet flatterende øgenavn doktor Titfuck.

Det er kun moderat sjovt, men Bernie får sin tur i solen med et dybtfølt nummer fra karaokemaskinen på den lokale pub, hvor han går hen i afmagt over ikke at kunne stille noget op.

Misundelig vrede

Man skal jo ikke have ondt af Joe Anders for at have fået filmatiseret sit første manuskript som kun lige knap voksen. Alligevel kan man godt mistænke, at hans kærlige mor har gjort sønnen en bjørnetjeneste ved at sende hans historie ud til millioner af mennesker på Netflix, før han har livserfaring nok til at skabe et for alvor vedkommende drama.

Filmen kommer uden tvivl til at antænde en nepobaby-debat, for den var helt sikkert aldrig blevet til noget, hvis ikke manuskriptforfatterens mor havde heddet Kate Winslet – hans far er i øvrigt den Oscar-vindende instruktør Sam Mendes, der står bag perler som ’American Beauty’ og ’1917’ samt flere Bond-film.

Dermed har Joe Anders allerede på forhånd påkaldt sig den misundelige vrede blandt stakkevis af håbefulde filmskabere, der sikkert har bedre manuskripter liggende i skrivebordsskuffen.

Man ville virkelig ønske, at ’Goodbye June’ var et sublimt mesterværk, der straks kunne kvæle enhver diskussion om ophavet. I stedet må vi nøjes med en i bedste fald gennemsnitlig tåreperser.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: