Anmeldelse: ’Avatar: Fire and Ash’ kører videre på rutinen

Da den første ’Avatar’-film udkom i 2009, var begejstringen ikke til at tage fejl af. James Cameron havde begået et mesterværk, hvis lige verden ikke havde set.

13 år senere var modtagelsen af efterfølgeren ’Avatar: The Way of Water’ mere afdæmpet. Selvom effekterne stadig var imponerende, var det på ingen måde den samme monumentale oplevelse at se filmen og dykke ned i universet som i 2009.

’The Way of Water’ føltes mange steder som en gentagelse af den originale film. Det samme gør sig gældende her i den tredje film, ’Avatar: Fire and Ash’.

Efter sønnen Neteyams død i den forrige film er Jake Sully (Sam Worthington) og Neytiri (Zoe Saldaña) sønderknuste af sorg. Ærkefjenden Quaritch (Stephen Lang) leder stadig indædt efter dem – både for at få fingrene i Sully og bringe ham for en domstol og for at finde sønnen Spider (Jack Champion), som han aldrig rigtig har kendt, men som han stadig nærer varme paternale følelser for.

Jake og Neytiri forsøger at transportere Spider til deres gamle klans hjem, hvor menneskeoprørerne også holder til. På vej dertil bliver deres luftkonvoj angrebet af en ny Na’vi-stamme kendt som Askefolket.

Deres leder, Varang (Oona Chaplin), er besat af tanken om at underlægge hele planeten sin tro og sit lederskab. Hun og Quaritch indgår en alliance. Han giver dem våben, og til gengæld hjælper hun med at fange Jake, og det hele ender i et stort, episk slag – præcis som i de to foregående film.

Det kan godt være, at effekterne er nye, men ’Avatar: Fire and Ash’ er mest af alt bare genbrug af elementer fra de to forrige film.

Én positiv ting at sige

Tre timer og 17 minutter.

Så lang – og det er med tryk på lang – er ’Avatar: Fire and Ash’.

Det er virkelig lang tid, når halvdelen af tiden går med at sige til sig selv, at det her så vi i ’Avatar’, og det her så vi i ’The Way of Water’.

Man glemmer det lidt undervejs, fordi man bliver hypnotiseret af de mange pangfarver og af 3D-effekten, som fungerer fint. Men det er også et gimmick. Og hvis det er strengt nødvendigt for at gøre en film tålelig, er det et problem.

Jeg vil dog rose James Cameron for én ting.

Hele sideplottet omkring de hvallignende tulkun-væsner og den måde, menneskerne driver rovdrift på dem – på grund af væsken amrita, der har antiældningsegenskaber – er prisværdigt.

Det er en slet skjult kommentar til hvalfangst og den måde, vi i det hele taget bedriver moderne industrielt fiskeri på. Hvis ’Avatar’-filmene kan være med til at sætte fokus på dette, har de tjent et godt formål.

Men det er efterhånden også det eneste positive, der er tilbage at sige om denne filmfranchise.

Svulstig rumopera

Groft sagt: Hvis du har set en ’Avatar’-film, har du set dem alle.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt historien ændrer sig fra film til film. De samme ting sker vitterligt på samme tidspunkt i alle film, der kører efter den samme skabelon.

Mere end tidligere føles det som at sidde og se på et computerspil. Alt ser så uvirkeligt ud, at det er svært at leve sig ind i universet.

Der er ingen tvivl om, at James Cameron har haft store ambitioner med sin svulstige rumopera, der efter planen skal slutte med en femte film. Halvdelen af den fjerde film er allerede optaget, men instruktøren lurepasser og filmer ikke resten, før modtagelsen af ’Fire and Ash’ er landet.

Og ’Fire and Ash’ skal nok blive en kæmpe succes. Men det bliver ikke på grund af den gode historie eller pseudo-filosofiske replikker som ’Hadets ild efterlader kun sorgens aske’ og ’Når man rider på dyret, bliver man dyret’.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i din foretrukne podcast-app eller på Spotify: