Anmeldelse: Netflix-filmen ’Trold’ er Norges svar på 'Godzilla'
Monsterfilm kan bare noget særligt.
Filmen i sig selv behøver ikke nødvendigvis at genopfinde den dybe tallerken, så længe den bare leverer på actionsiden. Som forrige års Godzilla vs. Kong, hvor det i bund og grund var lige meget, hvordan de to monstre kom op at slås med hinanden, så længe de bare gjorde det.
Få flere film anmeldelser her!
Det er ikke fordi, vi i Norden har haft særlig stor tradition for denne filmgenre. Danmark var leveringsdygtig i form af den dårlige, men absurd underholdende klassiker Reptilicus fra 1961, hvor Dirch Passer naturligvis skulle synge en sang midt i det hele.
Men der har også været rigtig kvalitet.
André Øvredals Trolljegeren fra 2010 var en perfekt sammenblanding af found footage og monsterfilm, tilsat lokale troldemyter fra Norge. Filmen blev en succes både i hjemlandet og i udlandet og fungerede som et godt springbræt til Hollywood for instruktøren.
Derfor var forventningerne også høje, da de første nyheder omkring Netflix’ Trold tikkede ind. En monsterfilm fra instruktøren af den intense gyser Fritt Vilt og katastrofefilmen The Wave? Ja tak!
Efter en smuttur til Hollywood for at lave Tomb Raider med Alicia Vikander, er Roar Uthaug nu tilbage i de norske fjelde til en god, gedigen gang rabalderaction. Og det resultatet er bragende godt!
Ingen trold under broen
Under udgravningen til en tunnel igennem et bjerg får arbejderne vækket en trold. Og han er godt knotten efter at have ligget i dvale i flere hundrede år.
Det er derfor op til palæontologen Nora (Ine Marie Wilmann), hendes lettere vanvittige far Tobias (Gard B. Eidsvold), den norske statsministers rådgiver Andreas (Kim Falck) og militærmanden Kris (Mads Sjøgård Petteren) at stoppe det rasende væsen.
Læs også: Anmeldelse: Steven Spielbergs ’The Fabelmans’ er fabelagtig
For det har kurs direkte mod Oslo, og den norske regering vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at stoppe trolden. Inklusiv brug af meget farlige våben.
Bum, kort og præcist. Trolden skal stoppes, inden der går fuldstændig ragnarok i den. Mere kompliceret behøver en monsterfilm ikke at være. At der så også er en forklaring på, hvorfor den er så stålsat på at komme til hovedstaden gør i og for sig ikke noget. Tværtimod giver det mulighed for en eventuel efterfølger, som der lægges kraftigt op til.
Hvilket bestemt ikke ville gøre noget. Effekterne, der er blevet brugt til trolden er ganske overbevisende hele tiden, mens den er ude i den norske vildmark. Norges konstant dårlige efterårsvejr er her en velsignelse, da det giver lidt tåge og andre ting, som effektfolkene kan bruge til at udjævne overgangene mellem væsnet og virkelig omgivelser. Så snart den kommer ind i byerne, stikker den lidt mere ud, men ikke til et punkt, hvor det ser decideret pinligt ud.
Effekterne holder, og det er den halve sejr i en monsterfilm.
Læs også: Anmeldelse af Metoo – sexisme bag skærmen.
Det er ikke Trolderik
Der er ingen tvivl om, at Øvredal og kompagni har skævet til klassikerne indenfor genren. Især ses det tydeligt, at Steven Spielbergs Jurassic Park-film har været en stor inspirationskilde. For aficionados af de film, vil Trold være et sandt potpourri af underskønne små referencer. Nogle mere direkte end andre, men aldrig i en grad så man tænker, at det er skamløst tyveri.
Det er fine små hyldester til en af genrens milepæle.
Med monsterfilm ser man dem sjældent for menneskerne. Tværtimod er det nærmest en dødssynd, hvis de kommer til at fylde for meget (Jurrassic World). I Trold er de der hele tiden i kontekst til trolden, og hvordan de får stoppet den. En lille sidehistorie om, hvordan Nora og Tobias’ far/datter forhold gik i smadder efter morens død får lige nøjagtig den plads, som den kan bære, før det bliver utåleligt.
Stor cadeau til de kreative folk for have et så skarpt fokus på, hvad der er det vigtige i filmen.
Trold kan flytte bjerge
Det er ikke fordi, Trold er perfekt. Anden halvdel mister pusten efter en fremragende start. Det er pudsigt i takt med, at væsnet nærmer sig hovedstaden og kommer i flere konfrontationer med mennesker. Når vi er ude på de åbne vidder, hvor skabningen kan animeres frit i forhold til omgivelserne, er der langt mere action og vildskab.
Dermed ikke sagt, at filmen bliver dårlig. Der er stadig fuld knald på underholdningskontoen. Nora og Aleksanders hæsblæsende køretur igennem Oslos gader med en rasende trold lige i hælene kan noget. Og det er netop fordi, det er et så genkendeligt område, forholdsvis tæt på os. Ikke en eller anden billedskøn lokation, badet i konstant solskin. Nej, det grimt, gråt og kedeligt, præcis som omkring de fleste danske byer.
Læs også: Anmeldelse: ’Ustyrlig’ sætter spot på en tid, da frisindet skulle udryddes
Det er en herlig tradition, som Netflix har stablet på benene. Først sidste år med den svært underholdende serie Nisser og nu Trold. Lad endelig nordiske monsterfilm og -serier blive en fast decemberting.
Og så kunne man måske være så heldig, at det betød en rigtig dansk monsterfilm. For det kan ikke være rigtigt, at Reptilicus’ forfærdelige skygge stadig skal ligge tungt over den genre. Dannys dommedag gav lidt af, og Sorgenfri var et friskt zombiebud. Men vi mangler et rigtigt stort monster.
Kom så Netflix, giv folket, hvad de vil have!
Fakta om ’Trold’:
Instruktør: Roar Uthaug
Manuskriptforfatter: Espen Aukan og Roar Uthaug
Medvirkende: Ine Marie Wilmann, Kim Falck mfl.
Land: Norge
Produktionsår: 2022
Dansk premieredato: 1. december 2022
Dansk streamingtjeneste: Netflix
