Anmeldelse: ’Masters of the Air’ er et veludført krigsdrama med masser af nervepirrende øjeblikke

Selv om vi kun lige er knap en måned inde i året, lander en af årets, ja de senere par års, mest ventede serier endelig!

Lige siden de to HBO-milepæle Band of Brothers og The Pacific har seriefans tørstet efter mere 2. verdenskrigsdrama på samme høje niveau. Rygterne gik hele vejen op igennem 2010'erne, at noget var på vej om uhyrlighederne. Denne gang set fra luften i form af piloter og deres talrige bombetogter indover Europa.

Tiden gik, og der kom stadig ikke noget fra HBO, så overraskelsen var stor, da Apple TV+ i 2019 annoncerede, at de havde indgået en aftale med producenterne af de to tidligere succesfulde serier, Tom Hanks og Steven Spielberg, om, at miniserien nu skulle komme på streamingtjenesten.

Siden da gik det forholdsvis stærkt og kun diverse Covidrelaterede episoder forsinkede serien, som nu havde fået titlen Masters of the Air.

Det primære fokus i serien er pilotvennerne Gale (Austin Butler) og John (Callum Turner) og resten af mandskabet omkring enhed ’the 100th Bomb Group’. Eskadrillen dækker over en gruppe store bombefly af typen ’B-17 Flying Fortress’, der med udgangspunkt i deres base i England flyver indover kontinentet og kaster bomber over de nazikontrollerede områder.

Men det er ikke uden fare. Enheden har øgenavnet ’the Bloody Hundredth’, fordi næsten hver mission er lig med omfattende tab. Enten fordi de enkelte blandt besætningen bliver ramt af antiluftskyts eller kugler fra fjendtlige jagerfly, eller fordi de slet og ret bliver skudt ned.

Luftens helte

Med et budget på omkring 250 millioner dollars og prominente navn som Hank og Spielberg på producersiden samt Cary Joji Fukunaga (første sæson af True Detective), duoen Anna Boden og Ryan Fleck (Captain Marvel, Mrs. America), Dee Rees (Pariah, Mudbound) og Tim Van Patten (The Sopranos, The Wire, The Pacific) i instruktørstolene, er svært ikke at have forventningerne oppe i den høje ende.

Men Masters of the Air indfrier dem ikke. Ikke fordi det er en dårlig serie, bestemt ikke. Men der mangler helt klart noget for at nå op på forgængernes absurd høje niveau.

Skuespillet fejler ikke noget. Det kræver lige lidt tilvænning at høre Austin Butler tale med den samme uhørt dybe basstemme som i Elvis, men ellers er alt fint på den front. Skuespilleren har et look, der oser af old school-Hollywood, og han gør sig derved godt som flyverhelt. Lige så med Callum Turner som hans langt mere vilde ven, som dog igen bliver overgået af en sprudlende Barry Keoghan.

En af de ting, der gjorde Band of Brothers og The Pacific så gode var, at man aldrig var sikker på, hvornår ens yndlingskarakter var i fare. Ved at bruge – på det tidspunkt – forholdsvis ukendte skuespillere i de bærende roller sad man ikke umiddelbart med følelsen af, at den person var sikker på at overleve, fordi det var en kendt, som spillede rollen.

Samme følelse eksisterer ikke helt her. Butler, Turner og Keoghan er genkendelige for film- og seriefans. En del af forklaringen på det skal selvfølgelig findes i, at Masters of the Air har været lang tid undervejs, og især Elvis-skuespillerens og Saltburn-stjernens karrierer er strøget til himmels, siden optagelserne startede i 2021 – og jo, Keoghan var allerede et stort navn pga. Dunkirk og The Killing of a Sacred Deer, men Oscar-nomineringen for præstationen i The Banshees of Inisherin har trods alt løftet ham et par nøkker op.

Dybt at falde

Derudover er det også det faktum, at piloterne ikke er omgivet af fare konstant.

Det med at de hele tiden er tilbage på basen i England, tager meget ud af spændingen. Vi får ikke et afsnit som Bastogne fra Band of Brothers eller Peleliu Hills og Okinawa fra The Pacific, hvor krigens helvede næsten bliver for meget at overvære.

Men igen, det er på sin vis også uretfærdigt at sammenligne Masters of the Air med de ”gamle” 2. verdenskrigsserier. For det er en umanerlig hård målestok at sætte den aktuelle serie op imod.

Klaustrofobien er til at tage og føle på, når vi er oppe i luften i de flyvende fæstninger. Sårbarheden med at være fanget flere kilometer oppe i et overraskende trangt fly, fyldt med brændstof, sprængstof og ammunition, sidder lige i skabet.

Man forstår godt, at navigatøren Harry Crosby (Anthony Boyle) bliver flyvesyg af både det ene og det andet og kaster op hele tiden i starten. Det er sgu et skræmmende sted at være. Ikke mindst med tanke på, at tyskerne stadig er særdeles modstandsdygtige på dette tidspunkt.

De tyske Messerschmitt-jagerfly suser omkring bombeflyene som aggressive hvepse, der gør alt for at levere deres dødbringende stik.

Effekterne, der er blevet brugt til at vise luftkampene, sidder ikke altid lige i skabet, men så snart man har vænnet sig til seriens look i den henseende, lægger man ikke mærke til det i længden.

Ankerne til trods, er der nemlig masser af spænding, og vi får en side af krigen at se, som vi ikke har fået i de to foregående serier. Blandt andet kommer vi ind i en krigsfangelejr og får i et kort glimt den almene tyske befolknings reaktion på at stå overfor de personer, som har sønderbombet deres hjem.

Lige præcis den del kunne have været interessant at få udfoldet noget mere, men showrunner John Orloff og forfatterkompagniet holder serien til at være rene heltekvad. Det er så som så med folk med flosset moral. Alle, der taler engelsk er gode, og tyskerne onde, bum, færdig.

Et nobelt forsøg på at inkludere de afroamerikanske piloter i ’The Tuskegee Airmen’ føles ikke organisk integreret og snarere som et appendiks, man også lige skulle sørge for at få med.

Og alligevel er det vigtigt at sige, at Masters of the Air er en helt okay serie. Den lider bare under, at den aldrig vil kunne leve op til forgængerne og derfor nærmest er dømt til at styrte fra start. Så galt går det ikke, og trods en ujævn tur er serien klart værd at se. Både hvis du var fan af de to forrige serier, og også hvis du kan lide et veludført krigsdrama med masser af nervepirrende øjeblikke.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: