Anmeldelse: En skefuld satire får slave-hykleriet til at glide ned i 'Viften'
Vi befinder os i en tid, hvor de handlinger, vi behændigt har fejet ind under gulvtæppet, skal ud i dagslyset. Det er både sundt og godt (og svært) for mange, fordi det piller ved vores selvforståelse. Det er rarest for os at tænke på os selv som et mildt og lunt folkefærd, der altid har haft mere sans for kartoffelmadder end kolonier. Sådan forholder virkeligheden sig bare ikke. Vi har været en kolonimagt, og danskerne har ejet slaver. Og dét er omdrejningspunktet for instruktør Frederikke Aspöck og manusforfatter Anna Neyes biografaktuelle film, Viften.
Få flere film anmeldelser her!
Emma Gad for hvide mennesker
Anna Neye har udover manus også en hovedrolle i filmen. Måske du kender hende bedst fra DR-satireprogrammet Normalerweize? Men faktisk har spørgsmålet om danskernes manglende indsigt i vores brutale koloni-historie ligget hende på sinde i mange år.
Neye udgav i 2017 bogen Emma Gad for hvide mennesker, der berørte mange af de samme emner som vi kommer igennem i Viften. Med humor og absurd gru spinder Neye et formidabelt net, der flår maskerne af og afslører den hverdagsracisme, glorificering og bias, der lurer latent under overfladen. For denne anmelder var bogen en øjenåbner af rang, og forhåbentlig vil filmen her få samme effekt på sit publikum.
Von Scholten og de ’humanistiske’ slaveejere
Vi befinder os i Dansk Vestindien i det herrens år 1848. Generalkonsul Peter Von Scholten (Claus Riis Østergaard) styrer St. Croix, med hvad han selv synes er blød hånd. Ingen slaver, må man forstå, har det så godt som dem i Dansk Vestindien. Eneste problem er, at øens slaver ikke helt er af samme overbevisning
Filmen følger begivenhederne, der leder op til slavernes frigivelse på øen. En begivenhed, der herhjemme blev hyldet som forudseenhed og humanisme, men som reelt blev gjort mere af nød end af lyst.
Læs også: ’Underverden 2’ er tilbage, men Dar Salim er ugenkendelig
De brune er både slaver og ejere
På øen bor både frie og slavegjorte brune. Miss Anna Heegaard (Anna Neye) er én af disse. Hun har sit eget hus og sin egen flok af slaver. Heriblandt Petrine, der spilles fremragende af Sara Fanta Traore. De to er en slags veninder, eller så veninder man nu kan blive, når den ene ejer den anden. Men de mener det i hvert fald selv. Lige ind til Petrine ytrer ønske om at købe sig selv fri, som loven forskriver, at hun har ret til.
Kolonimagtens konsekvens
Karakterperspektivet ligger hos de caribiske kvinder, og det er et genialt valg, for filmen nuancerer deres syn på livet på en anden måde, end hvis vi havde kigget med fra de hvides skuldre. Filmen viser både grusomt og absurd, hvor meget ’den hvide mands’ magtspil har inficeret samfundet og reproduceres i alle sociale lag, også blandt de frigjorte slaver. Den gangbare mønt synes at være magten over andre menneskers kroppe, og de frie brunes største drøm er selv at eje en slave. Der er ingen tvivl om, at ’den hvide mands’ fodspor ikke kan slettes, når først de er sat. Man kan ikke bare fjerne slaveejerne, lade dem pakke deres habengut og rejse hjem. Ødelæggelserne forsvinder ikke, konsekvenserne efter sådan et brutalt regime sætter sig i alle, der er i berøring med det – offer som bøddel.
Et reklamekatalog for slave-ejere
Det er én af den slags filmoplevelser, hvor man undervejs sidder uroligt i sædet. Det har sin åbenlyse årsag i filmens tematik, men uroen i kroppen forstærkes af flere andre elementer. Den visuelle side er hyper-æstetiseret og farvemættet. Skriggule kæmpekjoler, grønne palmer, pyntepuder på divanen. Som taget ud af et reklamekatalog for slaveejere. Flere steder stiller karaktererne sig endda op som på et portrætfoto, mens de stirrer tomt ind i kameraet. Ud på os, der kigger på. Trækker os ind i absurditeterne og hykleriet. Samme følelse opstår, når filmen krydsklipper mellem handling og grufulde tegninger af torturerede, hængte slaver. Vi ser ikke volden udspillet, men vi tænker den – og vi mærker den i kroppen. Også filmens lydside stikker ud, og sammenlagt med de andre filmtekniske greb bliver det en film, der i ekstrem grad gør opmærksom på sig selv som konstruktion.
Ingen løftede pegefingre
Viften er en ekstremt vigtig, interessant og (det lyder forkert at sige, men) underholdende film. Der er ingen løftede pegefingre. Til gengæld er den et spejl og en indirekte opfordring til at tage plakaten med Cirkel-Kaffe-pigen ned af væggen. For nok er kvinden på billedet og logoet smuk, men der er intet romantisk ved at være slavekoloni. Tak for at huske os på det!
Viften
Premieredato: 20. april 2023
Genre: Historie, komedie
Instruktør: Frederikke Aspöck
Manuskriptforfatter: Anna Neye
Medvirkende: Anna Neye, Sara Fanta Traore, Claus Riis Østergaard, Jesper Groth, Caroline
Land: Danmark
Spilletid: 1 time og 33 min.
Læs også: Anmeldelse: Cate Blanchett er fremragende i filmen ’Tár’
