Anmeldelse: Er Disney ikke snart færdig med at maltraktere sine gamle klassikere?

Vi kender historien om den forældreløse kongedatter, hvis onde stedmor hver dag spørger spejlet, hvem der er er smukkest i landet her og beordrer Snehvide dræbt, da hun bliver den skønneste. Snehvide flygter derfor ud i en magisk skov, taler med nogle dyr og bliver venner med de syv små dværge.

Så langt, så godt, men i den nye film har man villet forbedre Snehvide ved for det første at nedtone al prinserelateret pjat og i stedet give hende det mål at blive den bedst mulige leder for sin fars kongerige. Der er med andre ord gået girl boss-feminisme i den.

Derfor er filmen udvidet med en hel del ligegyldige betragtninger om, hvornår man er en god dronning, og hvad det vil sige at dele. Det bliver temmelig tykt, og måske skulle man bare have stolet på, at vi godt kan se, at Snehvide er en bedre regent end sin stedmor, alene fordi hun er ligeglad med, om et forhekset spejl synes, hun er lækker.

I den anden grøft

Hvis man ser bort fra hendes mangel på lederambitioner, var der i øvrigt ikke meget galt med den originale ’Snehvide’ fra 1937. Hun var et venligt menneske, der kunne tale med dyr, var skidegod til at lave mad og gøre rent, og som i øvrigt kunne ramme det høje c og adskillige toner derover. Det værste ved hende var hendes matriarkalske tromlen af dværgene. Hvilket i øvrigt er en af de ting, som man ikke har lavet om.

Tag nu sangen ‘Whistle While You Work’. I originalen gør Snehvide selv rent sammen med skovens dyr, men i den nye version uddelegerer Snehvide udelukkende rengøringsopgaver til dværgene. Vi er vist kommet for langt over i den anden grøft, når vores heltinde nu pludselig kun fløjter, mens andre tager fat.

I øvrigt er der ikke nogen prins. I stedet er han blevet til en slags Robin Hood, der rebeller den ude i skoven med en gruppe af syv helt nye karakterer. Det kunne potentielt have været meget irriterende, men ikke-prins Jonathan er spillet af Andrew Burnap, der ligner og opfører sig som en meget charmerende blanding af Michael J. Fox og Ewan McGregor anno ’Moulin Rouge’, så han er trods alt godkendt.

En æstetisk rodebutik

Kostumerne er flotte hver for sig, men stritter i så mange retninger, at de ser forkerte ud, når karaktererne står ved siden af hinanden. Snehvide har en kjole, der nikker meget til originalen, og som er ret flot og struktureret fra livet og op. Nederdelen består imidlertid af en form for gul chiffon, der altid ser krøllet ud.

Den onde dronning ligner én, der er 100 % klar til catwalken i RuPauls Drag Race med pailletter, similisten, grafiske mønstre og glasmosaikkrone. Ikke-prinsen er afslappet i grønt hør, og hans syv raske svende ligner beboerne i et 70’er-kollektiv.

Det eneste, som er lige så inkonsekvent som kostumerne, er skoven, der i nærheden af dværgenes hus er fuldt CGI-fortryllet, mens en anden scene ser ud, som om den sagtens kunne være optaget ude i Dyrehaven.

Man har desuden fundet to friske komponister til filmen, Benj Pasek og Justin Paul, der også har skrevet ’The Greatest Showman’. Pasek og Paul har dog ikke gjort det store for at matche originalens musik, så kontrasten mellem de moderne og gamle sange bliver temmelig stor. Værst er ’Waiting on a Wish’, et forglemmeligt popnummer, der erstatter mange af Snehvides sange.

Langt mere vellykket er den nye skurkesang, ’All is Fair’, som den onde dronning i skikkelse af Gal Gadot fremfører med stort overskud. Ikke-prinsens nye, småironiske sang ’Princess Problems’ er også rigtig godt leveret.

Men det er vildt irriterende, at man har ofret ’Someday My Prince Will Come’. Selvfølgelig er den ikke særligt feministisk, men som i gode gamle ’Heigh-Ho’ kunne man jo ændre teksten i stedet for at give hele sangen kniven.

Heldigvis er der styr på skuespillet

Midt i alt det historiemæssige, musikalske og visuelle kaos er der imidlertid en del skuespilpræstationer, som fungerer. Rachel Zegler er charmerende og velsyngende i hovedrollen’, og romancen mellem hende og ikke-prins Jonathan er vanvittig sød.

Den største positive overraskelse er dog Gal Gadot, der i alle scener, hun medvirker i, ser ud til at have det megasjovt. Man har valgt, at dronningen skal leveres med humor og lidt overspil, og Gadot rammer virkelig den der fornemmelse af, at det er vidunderligt at være slem, som også Hades fra ’Hercules’ er storleverandør af.

Dværgenes medvirken har været en hel saga i sig selv på internettet, og det tilkommer bestemt ikke mig at afgøre, hvordan man live-action-filmatiserer ’Snehvide’ uden at være ufølsom overfor mennesker med dværgvækst.

Men. Den rigtige beslutning var formentlig ikke både at CGI-fremstille syv kopier af originalens dværge og introducere syv raske svende og svendinder, der er skovrebeller sammen med ikke-prins Jonathan, hvoraf en enkelt, Quibb, er charmerende spillet af George Appleby, der ser ud til at have en form for dværgvækst.

At vi ender med hele 14 vage karakterer lugter stærkt af berøringsangst og mangel på beslutningstagen. Takket være veloplagte stemmeskuespillere og god klipning fungerer mange af CGI-dværgenes scener rent æstetisk, men det er ofte med krummede tæer, at man ser med.

Den originale ’Snehvide og de syv små dværge’ er efterhånden en ældre dame på 88 år, men hvis man trods alt skulle mene, at den stadig er en tidløs klassiker, kan det godt være svært at se den nye udgave, hvor man tilsyneladende først og fremmest er gået til den med en idé om, at den skal forbedres.

Det ville være rart, hvis Disney snart gjorde én af to ting: Enten sluttede fred med det faktum, at mange af deres klassikere er bygget på gamle, europæiske folkesagn, og at vi faktisk elsker dem alligevel.

Eller lavede nogle ordentlige moderniseringer og virkelig fornyede med andet end CGI og feministiske betragtninger, som allerede her i 2025 føles lidt forældede.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: