Anmeldelse: ’Furiosa: A Mad Max Saga’ er årets actionfilm

Sjældent har lyden af en larmende motor, der gasser op, været mere passende end i starten af Furiosa: A Mad Max Saga.

For knapt ni år siden smadrede instruktør og manuskriptforfatter George Miller samtlige rammer for, hvad en actionfilm kunne være med Mad Max: Fury Road. Hele 10 Oscarnomineringer blev det til, hvoraf filmen hentede seks af dem hjem, alle i de tekniske kategorier, herunder Bedste visuelle effekter.

Historien om den sure Max (Tom Hardy) og hans eskapader i det postapokalyptiske australske landskab var et adrenalinskud af en actionbasker lige i blodet. Det var dog Charlize Therons karakter, den stoiske og handlekraftige Imperator Furiosa, som stjal hele filmen.

Derfor begyndte rygterne om en eventuel spin-off centreret om hendes figur hurtigt at florere.

Det har nu udmøntet sig i Furiosa, hvor vi får forhistorien til, hvordan hun endte som håndlanger for krigsherren Immortan Joe (afdøde Hugh Keays-Byrne, som nu er afløst af Lachy Hulme).

Filmen foregår i to perioder. I den første er Furiosa (Alyla Browne) en ung pige, der bor i en grøn og frodig dal sammen med sin mor (Charlee Fraser) og resten af deres matriarkalske koloni, Vuvalinierne.

En lille gruppe bikere kommer tilfældigvis forbi og kidnapper unge Furiosa, og trods morens ihærdige forsøg på at redde datteren, ender hun som fange for den rablende vanvittige krigsherre Dementus (Chris Hemsworth), som er leder for en kæmpe horde af motorcykelbæster.

Den postapokalyptiske ødemark er trods de enorme vidder ikke stor nok til alle de gale mænd med store guns og små egoer. Snart krydser Dementus veje med Immortan Joe og resten af hans Kastel-slæng, og det bliver startskuddet til en mangeårig fejde med Furiosa (Anya Taylor-Joy som den ældre version) midt i epicentret i den gloriøse og oktanfyldte actionfilm, hvor kugleregnen kommer i monsunmængder.

Kulminationen på et vildt actionår

Foråret har indtil nu været et sandt mekka for action-aficionados, og Furiosa er kulminationen.

Hvor Fury Road var rendyrket intensitet, der holdt sit publikum i et nervepirrende kvælertag, er der skruet en tak ned for actiondelen. Og i stedet for en storstilet befrielsesaktion er omdrejningspunktet for Furiosa todelt.

Først og fremmest forsøger hun at komme tilbage til sit folk, og for det andet er hun fyldt af hævntørst. Det er ikke en film, hvor Furiosa udbasunerer sine indre tanker igennem tale. I stedet er det handlinger, som taler, og de er øredøvende.

Anya Taylor-Joy har for nylig i interviews fortalt, hvor tærende optagelserne var og især, hvor alene hun følte sig. Samme situation gør sig gældende for Furiosa, som ikke har en eneste allieret, hun kan stole på.

På nær Prætorianer Jack (Tom Burke). Han tager hende under sine vinger og oplærer hende i at gebærde sig udi landevejskrigens kunst.

Hver gang de store tankvogne – kaldet war rigs – bevæger sig ud på vejen, melder de motoriserede gribbe deres ankomst. Eksplosioner og spektakulære stunts tager pusten fra en gang på gang, samtidig med at historien arbejder sig målrettet hen mod sit episke crescendo.

Komponist Tom Holkenborg leverer endnu en gang et sonisk lydbombardement, der emmer af vildskab, vrede og ikke mindst sorg. Det sidste er nemlig en drivkraft for flere af karaktererne i Furiosa.

Apokalypsen ligger nemlig ikke så fjernt tilbage i tiden. I filmens åbning hører vi således masser af lydklip, hvor den eskalerende dommedag bliver italesat, inklusive de mange omrejsende bander, som plyndrer og myrder på livet løs.

Dementus går også rundt med en lille bamse, som han sørgmodigt fortæller har tilhørt hans afdøde unger.

Chris Hemsworths præstation balancerer på grænsen til galskab, og flere gange tager han også veloplagt springet ned i det dyb. Men han formår også at bibringe en reflekterende og human side, godt camoufleret under excentrisk vanvid.

Det er en præstation ikke meget ulig den, landsmanden Heath Ledger gav som Joker i The Dark Knight med en snert af Johnny Depps Jack Sparrow fra Pirates-filmene. Det er en fremragende og mindeværdig birolle af den slags, hvor man har lyst til at se mere med den karakter.

En storladen, operatisk tragedie

Furiosa tilhører dog utvetydigt én, og det er den titulære hovedperson.

Hvad end det er Alyla Browne eller Anya Taylor-Joy, der legemliggør Furiosa, er figurens karaktertræk meget tydelige, og man kan også klart se den færdige form, vi får med Charlize Theron i Fury Road.

Det er ikke mange ord, de to skuespillere ytrer i løbet af filmen, men når de gør, laver de ekko de i publikums bevidsthed i lang tid.

På mange måder er Furiosa en storladen tragedie.

Vores helt bliver kidnappet som barn og skal derefter igennem en masse prøvelser i bestræbelserne på at komme hjem igen. Derunder slagte sig vej igennem et utal af vederstyggelige testosteron-machismo-bomber og selv blive udsat for alverdens uhyrligheder. Den slags, hvor viljestyrken bliver testet til det maksimale, og håbets ild brænder ud, indtil der kun er en lille glød tilbage, som altid er i fare for at blive udslukt.

Taylor-Joys urkraft-præstation har samme gennemslagskraft som Therons for snart et årti siden, uden at det bliver en karikatur. Skuespillerens distinkte evne til at stirre et brændende hul i, hvem end der har påkaldt sig hendes figurs vrede, er fuldstændig unik, og Miller ved, hvordan det skal indfanges med fotograf Simon Duggans linse.

Furiosa er uden tvivl årets actionfilm, men den er også så meget mere. Det er en (velkendt) historie om, hvad der sker, når verden går af lave, og samfundets love og normer sættes ud af spil. Hvor man enten kan vælge at give efter for galskaben og kaste sig hovedkulds ned i vanviddets afgrund for på den måde at kunne overleve. Eller forsøge at leve efter et kodeks, hvor fred og humanisme er udgangspunktet. Men hvor man også slår igen, når og hvis det eller man selv er truet på eksistensen.

Med fantastiske effekter og hæsblæsende actionsekvenser, en skurk i spitzenklasse – lur mig om Hemsworth ikke får en nominering i birollekategorien, når det bliver Oscartid – dobbelttrumfen i form af Alyla Browne og Anya Taylor-Joy i hovedrollen og en fuldstændig overrumplende god historie, cementerer Furiosa: A Mad Max Saga sig som en af årets bedste film.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: