Anmeldelse: ’Kingdom of the Planet of the Apes’ er et storslået og underholdende actionepos

Kingdom of the Planet of the Apes starter som den forrige Planet of the Apes-trilogi sluttede: Med den afdøde abe Caesar. Det var ham, som samlede alle aber og førte an i det store oprør mod menneskeheden – et, som de har trukket sig sejrrigt ud af. Efter den lille bevægende åbning, springer vi i tid. Helt præcist, til flere generationer senere.

Landskabet ser markant anderledes ud, end da menneskene var den dominerende race på Jorden.

De høje skyskrabere er mærket af tidens tand, men det rustne metal er ikke umiddelbart synligt. Planter og natur har overtaget alt, og der er sågar begyndt at løbe floder igennem storbyer, hvor der tidligere var asfalterede veje.

Imellem det hele svinger tre chimpanser sig hjemmevant i højderne. De er medlemmer af Ørne-klanen, en stamme, som har et ganske særligt overgangsritual.

Riten består i, at de unge én gang om året skal ud og finde et ørneæg, der så skal blive deres ørn. Computereffekterne er bjergtagende, når Noa (Owen Teague), Soona (Lydia Peckham) og Anaya (Travis Jeffery) med stor elegance og selvsikker dumdristighed springer igennem luften.

Målet er de højtbeliggende ørnereder.

”Altid efterlade en,” siger Noa. Selv om han har ungdommelig fandenivoldskhed, er han også i besiddelse af et veltunet moralsk kompas. Han følger reglerne, sådan som de er blevet beskrevet af klanens ældre. Faren er fuglemester og passer på dem alle, inklusiv den flotte og hidsige Solørn med fjer som den smukkeste orangeaftensol.

Idyllen bliver dog brudt. Først af Ekkoer – stammens ord for mennesker – og dernæst af en fremmed gruppe aber. De brænder landsbyen ned og tager dem alle med som fanger. På nær Noa og hans far. Sidstnævnte er død, og den unge chimpanse har nu ét mål i livet.

”Finde dem og føre dem hjem,” afgiver Noa som løfte foran farens grav, inden han begiver sig ud på den farefulde færd, hvor vi virkelig får studeret det smukke og til tider skræmmende postapokalyptiske landskab.

En episk rejse

Kingdom of the Planet of the Apes skal være starten på en ny trilogi, og er du sunshine for en medrivende begyndelse!

På overfladen og ud fra traileren at dømme er det måske nemt at se filmen udelukkende som en CGI-fyldt actionbasker. Men der er langt mere substans under overfladen.

Fans af den forrige trilogi ved allerede, hvor rørende og hjerteskærende et drama, universet er i besiddelse af. For selv om hovedpersonerne er aber, er værdierne i høj grad universelle humanistiske leveregler.

”Abe slår ikke abe ihjel” og ”Aber sammen stærke” er to yderst simple, men særdeles slagkraftige måder at leve efter. Hvor Noas stamme har levet efter afarter af disse, er de dog i deres verden ikke tilskrevet Caesar. Men det er de andre steder.

Den ambitiøse bonobo-abe Proximus Caesar (Kevin Durand) har taget de dele af ikonisk lærdom, som han synes om og bruger den til at cementere sin position som regent over en slagkraftig klan – dem, der angreb Noas landsby.

For ham er der én ting, som tæller: Finde frem til menneskegenstande, han kan bruge i bestræbelserne på at udrydde den sidste rest af menneskeheden. Hans ræsonnement er egentlig meget forståeligt: Hvis menneskene får lov til at komme tilbage til magten, betyder det, at aberne ryger tilbage i bur.

Der er nemlig stadig enklaver af intelligente mennesker tilbage, som ikke er blevet påvirket af den menneskeskabte virus, som gjorde aber intelligente og sendte størstedelen af menneskeheden tilbage til et mere primitivt stadie.

På sin rejse møder Noa den lærde orangutang Raka (Peter Macon), som holder Caesars originale tanker i hævd. Men den unge chimpanse er ikke meget for at have mennesket Nova, som Raka døber hende, med på slæb.

Når vi er selskab med den umage trio, føles Kingdom of the Planet of the Apes som en af den slags gamle western- eller eventyrfilm, hvor en sammensat gruppe skal forsøge at nå frem og enten redde nogen eller finde en skat. Igennem dem får vi etableret mange af de livsfilosofier, som eksisterer på det her tidspunkt, og hvordan de oftest er sammensat af brudstykker af overleveret viden.

Den slags harmonerer ikke nødvendigvis med verdens realiteter, og det er uden tvivl noget, vi kommer til at dykke meget mere ned i i de kommende film også.

Fremtidens aber

Instruktør Wes Ball – som stod bag actionperle-trilogien Maze Runner – og manuskriptforfatter Josh Friedman (Foundation) har skabt en flot og medrivende actionfilm med noget på hjertet.

Computereffekterne er oppe i den fremragende ende, detaljegraden i abernes pels er fuldstændig outstanding. Maj måned har været helt exceptionel, når det kommer til actionfilm, og Kingdom of the Planet of the Apes fortsætter den gode stime.

Karaktererne bliver fremragende nuanceret, så vi kommer udover genrens karikerede afgrænsninger og ender med et episk drama, hvor der også er plads til svimlende actionsekvenser.

Der er anerkendende nik til andre film i franchisen, hvor abernes jagt til hest af mennesker giver genlyd af det, vi så i den oprindelige film fra 1968, og Proximus Caesars herredømme ude ved kysten har også scener, der i den grad virker bekendte fra originalen.

Det er en god kombination af kig tilbage og så skuende ud mod fremtiden.

For det er med Noa og Nova, at den nye trilogi bliver centreret, og spørgsmålet bliver så, hvordan fremtiden skal være for både mennesker og aber. Er der plads til begge arter på Jorden, eller er skæbnen beseglet til at ende i en udryddelse for den ene part?

At noget udenjordisk kommer til at spille ind, bliver der teaset kraftigt for. Noa kigger på et tidspunkt i et teleskop og ser ”En tunnel, der æder lys”. Om det er et sort hul eller motoren på et stort rumskib, er ikke helt til at afgøre ud fra den beskrivelse, men i forhold til franchisen kunne det sagtens være førstnævnte.

Uanset hvad det ender med, er Kingdom of the Planet of the Apes et storslået actionepos.

Karaktererne er fængende, computereffekterne i topklasse, actionen får en til at tabe vejret, og dramaet går direkte i hjertekulen.

At det skal være en film med CGI-aber, som på bedste vis italesætter de værdier, vi som mennesker burde leve efter, er paradoksalt og underholdende – præcis som filmen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: