Anmeldelse: Glenn Close skuffer i den selvhøjtidelige gyserfilm ’The Deliverance’

Idéen er god nok.

Efter at have set talrige hvide familier blive hjemsøgt af onde ånder, er det et kærkomment skift med Lee Daniels’ The Deliverance.

Den enlige mor Ebony (Andra Day) bor sammen med sine tre børn og kræftramte mor (Glenn Close) i et gammelt hus, som de lige er flyttet ind i. Ebony er godt stresset, og som enlig forsørger bliver der revet og flået i hende fra alle sider. At hun så også har et problem med alkohol, gør ikke tingene nemmere.

Og så begynder der at ske underlige ting.

Børnene får uforklarlige blå mærker, som alle er overbevist om, at Ebony giver dem. Men det er det ikke.

Noget ondt er på færde i hjemmet. Fluer sværmer rundt over det hele, og det hjælper ikke, at skadedyrsbekæmperen har fjernet en død kat fra kælderen. Der er lyde om natten, og børnenes opførsel bliver mere og mere mærkelig.

Hvem er den usynlige ven, som den yngste søn, Dre (Anthony B. Jenkins), bliver ved med at snakke med?

De velkendte gysertroper står i kø, og genren egner sig også fremragende som allegori for fortællinger om misbrug og traumer. Men The Deliverance rammer ikke helt plet.

Fuld smæk på larmen

Lee Daniels bragede igennem med det hjerteskærende drama Precious tilbage i 2009, og ikke et øje var tørt, da rulleteksterne rullede over skærmen. Historien om teenageren gjorde ondt helt ind i marv og ben i en sådan grad, at det nærmest var uudholdeligt.

Det gør ikke lige så ondt i The Deliverance.

Den har egentlig elementerne til at være et ganske habilt drama. Sammenfletningen med horrordelen hakker til gengæld.

Og det er endda, selv om den del er fint urovækkende. Men at få dem til at glide sammen, det sker ikke. En del af skylden ligger hos den enerverende underlægningsmusik, som er lige lovlig tyk, når det kommer til at sætte stemningen.

Lucas Vidals musik har en finurlig appel, men den distraherer flere gange fra handlingen på skærmen ved at være for meget in-your-face.

Det er tydeligt at se, hvilke gyserskuldre The Deliverance står på.

The Amityville Horror står tydeligst i forhold til familien, der flytter ind i et nyt hus, hvor der er sket onde ting, som nu har sat dets ondskabsfulde blik på dem. Tilsat et skvat Eksorcisten med et par dråber The Babadook som primære ingredienser i David Coggeshall og Elijah Byrnums manuskript.

Sørgelig virkelighed

Så hvori består filmens mislyde? Pilen peger desværre på Lee Daniels’ udførelse.

Eskaleringen af uhyggen og det overnaturlige sker lige pludselig meget brat, og vi får endda Glenn Close med hugtænder og sorte øjne, mens hun ligger og spræller som en fisk på gulvet.

For en film, der langt henad vejen forankrer sig selv i realisme så meget, som den gør i filmens første halvdel, kommer den anden del til at virke overdrevet urealistisk.

Det gør det ikke bedre, at vi aldrig rigtig får at vide, hvad det er for et gespenst, der torturerer familien. En lidt vag forklaring bliver givet, men ikke noget, hvor man for alvor tænker ”nå ja, det var derfor, at det skete”.

Og nej, gys- og horrorfilm skal ikke altid give mening. En lala-handling kan ofte tilgives, hvis filmen enten skræmmer eller har fede effekter.

Problemet med The Deliverance er, at den tager sig selv meget, meget seriøst. At tage horror alvorligt er ellers kærkomment, men Lee Daniels og kompagni har meget højttravende ambitioner for både at lave verdens bedste drama og verdens bedste dæmonfilm.

Alt sammen pakket ind i den tykkeste Jesus-hyldest med overdrevne ikonografiske opstillinger og referencer, så selv en indremissionsk pastor ville mene, at det var lige lovlig kristent.

Men det værste er næsten, at vi skal trækkes med den forfærdelige og fortærskede 'Inspireret af virkelige begivenheder'. Herre jemini, kan vi ikke snart få aflivet den trend?

Netop The Amityville Horror brugte det samme, men bare fordi du som kreativ kraft gemmer dig bag prædikatet ’inspireret af virkeligheden’, er det ikke ensbetydende med, at det så er noget særligt.

Havde Daniels valgt en mere nøgtern indgang og beholdt forankringen i realismen, ville en sådan betegnelse give rigtig god mening. Her bliver det en undskyldning, der skal gøre det sværere at kritisere slutresultatet.

"Jamen, det var sådan, det skete i virkeligheden.”

Skuespillet, well, det er som forventet. De gør, hvad de kan. Man kan tydeligt se, at de har evner, men at de også bliver hæmmet af et manuskript og en instruktør, som svigter dem.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: