Anmeldelse: ’Kaos’ er en guddommelig sort komedie

At der ikke er nogen, som har tænkt på at caste Jeff Goldblum som en gud før nu, virker næsten blasfemisk. Skuespilleren har fået en mindre renæssance de senere år, hvor især hans mere excentriske sider er kommet i spil.

Vi er ikke helt ude i rage-Cage-kategorien, men Goldblum er da gået hen og blevet lidt af en kulturinstitution i sig selv indenfor de seneste 10 år.

Derfor er det nemt at glemme, at han rent faktisk også er en rigtig dygtig skuespiller, hvis blik især nemt skifter fra legesyg til skræmmende.

Derfor er Goldblum også perfekt som Zeus i Netflix-serien Kaos.

Den sorte komedie er skabt af Charlie Covell, der også stod for manuskriptet til den vidunderlige The End of the F***ing World, og som er en alternativ udgave af den græske mytologi.

Gudernes konge er egentlig ganske tilfreds med tilværelsen, hvor mennesker tilbeder ham og hans medguder blindt. Men en dag opdager han en rynke i panden. Hvordan kan den evige gud lige pludselig begynde at ældes?

Svaret inkluderer blandt andet en snedig plan udtænkt af Prometheus (Stephen Dillane) og en profeti, der involverer tre mennesker, som er ganske uvidende om den rolle, de spiller i verdens potentielle undergang.

Menneskene mod guderne

Det er måske kun Biblen, der overgår den græske mytologi i vanvidsmyter, og Charlie Covell har fornemt vævet et spændende gudetæppe sammen.

Æstetikken minder lidt om Baz Luhrmanns Romeo+Juliet, med pang på farverne og masser af åbentstående skjorter med det ene mere farvestrålende print efter det andet.

På nær når vi er i Underverdenen, i de dødes rige, hvor det bureaukratiske helvede bliver holdt i en elegant sort/hvid farveskala.

Selv om Kaos bugner med humor og sjove øjeblikke, får de også modspil af brutale henrettelser og tortur uden en snert af munterhed. Guderne og Zeus især er ikke bleg for at dræbe deres tjenere, eller hvem end der står i vejen.

Det er netop den slags hybris, som truer med at føre til deres fald.

Deres vægelsindethed og smålighed er mere utilregnelig end det danske sommervejr, eller om en Targaryen bliver intelligent eller skingrende sindssyg. Bedst som man tror, man har gennemskuet reglerne, ændrer de sig med et fingerknips.

Derfor er det ud fra et ønske om overlevelse, at menneskene begynder at trodse guderne.

Ægteparret Orfeus (Killian Scott) og Riddy (Aurora Perrineau) er det lykkeligste par på Kreta, hvor han er en populær musiker. Da hun dør, stjæler han den mønt fra hendes lig, som hun ellers skal bruge for at komme videre i efterlivet.

Han vil nemlig forsøge at redde hende fra de dødes rige og bringe hende tilbage til livet. Det er dog ikke lige sådan til. Selv med partyguden Dionysos’ (Nabhaan Rizwan) hjælp, er der både kongen af Underverden, Hades (David Thewlis), skæbneguderne Moirer og diverse døde, som hver har deres agenda. Herunder ungersvenden Caneus (Misia Butler), som bliver betaget af Riddy – og følelserne er gengældt.

Skrækindjagende sjov

Selv om der er mange historier og personer at holde styr på, bliver det aldrig forvirrende.

Covell bruger god tid til at sætte universet op i første afsnit, hvor de fleste af karaktererne bliver præsenteret, og de tre hovedlokationer – Olympen, Kreta og Underverdenen – kommer i spil. Derefter brygges der drypvis videre på fortællingen, så det næste historieelement føles som en naturlig forlængelse af det forrige.

Den lettere urovækkende tone er af den særegne britiske slags, som vi kender fra The End of the F***ing World og Dennis Kellys dystre konspirationsthriller Utopia.

I takt med at Kaos-afsnittene udspiller sig, kommer netop thriller-elementet mere og mere i spil. Selv med sort galgenhumor er der alligevel noget grundlæggende urovækkende på spil, så snart det første grin har lagt sig.

Især er det overraskende at se Jeff Goldblum som et ondsindet og sadistisk svin. Magtarrogancen driver af ham som små perfekte svedperler af bedrevidenhed og selvtilfredshed.

Det er samme småpsykopatiske præstation som i gangsterfilmen Deep Cover, hvor narkogangsterens udødelighedsfølelse kombineret med en brutal hensynsløshed nu nærmest står som en prototype for hans præstation som Zeus.

Skuespillet er over hele linjen fuldkommen upåklageligt.

Stephen Dillane er en gæv fortæller og græsk kor til handlingen, og Janet McTeers samspil med Goldblum og Cliff Curtis er fuldkommen elektrisk.

Eneste anke mod Kaos er måske, at serien lige er et til to afsnit for lang. Og det er også derfor, den ikke henter topkarakter. Der kunne godt være trimmet lidt hist og her.

Man måtte dog ikke skære i Jeff Goldblums genialt urovækkende præstation. Det er så forfriskende at se, hvordan skuespillerens lidt fortærskede udtryk med enkelte justeringer til tider fremstår decideret skrækindjagende.

Kaos er lille triumf, som for alvor slår Charlie Covells unikke fortælleegenskaber fast. Serien er et must-see for fans af vilde, sjove, hjerteskærende og fuldkommen overrumplende fortællinger.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: