Anmeldelse: ‘Golda’ er så livløst et drama, at selv ikke Helen Mirren kan redde filmen

Golda Meir var Israels første kvindelige premierminister, den kun tredje kvindelige statsleder verden havde set på det tidspunkt i 1969, hvor hun kom til magten. Sin tids jernlady længe før Storbritannien fik en. Udvandret fra Ukraine til Milwaukee, USA, med sine forældre, før hun selv flyttede til Palæstina og var en af grundlæggerne af staten Israel.

Uagtet ens politiske synspunkter om Palæstina-Israel-konflikten må man fra et dramatisk synspunkt konstatere, at der burde være rigeligt materiale til en spændende biografisk film om hende.

Gråhåret Golda

Man forstår derfor godt, hvorfor instruktør Guy Nattiv har kastet sig over hende. Han blev kendt for sin kortfilm Skin, der vandt en Oscar for bedste kortfilm, og han har i sin første spillefilm siden da valgt at fokusere på den aldrende Golda Meir.

Hans film Golda møder den gråhårede statsleder, der mest ligner stereotypen på en bedstemor med sin knold, konetøj og hævede ankler, i 1973, da hun skal vidne i en høring, der skal undersøge, hvis ansvar det var, at Israel blev overrasket over angrebet fra Syrien og Ægypten under Yom Kippur-krigen.

En statsleder i tvivl

I filmen følger vi Golda Meir i tiden omkring høringen, hvor hun nu er alvorligt syg af lungekræft, og i flashbacks tilbage til tiden op til Yom Kippur-krigen. Her får hun divergerende meldinger fra Mossad-chefen, Zvi Zamir, og sin egen forsvarsminister, Moshe Dayan, om der er angreb eller ej på vej, og filmens valg er at skildre, at det er fordi, Meir håber på fred til det sidste, at hun vælger ikke at reagere. Med fatale følger som konsekvens.

En oplagt chance for en filmskaber at gøre sin fortælling nervepirrende spændende og at kreere scener, der illustrerer krigens gru. Men hvad vælger Nattiv? Han bliver i mødelokaler og ved rundbords-skænderier og en konstant kæderygende Golda Meir. Det kan man vist kalde en forspildt chance for dramatiske scener.

En tyk tåge af røg

Når jeg nævner kæderygningen er det fordi, det er så markant en ting i filmen. Uden at have nøjagtigt regnskab, anslår jeg, at vi ser Golda tænde en cigaret halvtreds gange i løbet af filmen. Ret meget for en film på en time og fyrre minutter.

Udover at det er en enerverende repetition, er det endnu værre, at det ikke altid tjener noget narrativt formål. Jo, vi forstår, at Golda er ligeglad med sit eget helbred, når nationens sikkerhed er på spil. Jo, det er brugt kreativt, når cigaretpakker og askebægre bliver brikker i at lægge krigs-strategi på mødebordet. Jo, der er en vis ironi i, at hun ligger i hospitalssengen med en iltmaske i den ene hånd og en cigaret i den anden. Men hvad så med de 47 andre gange? Man kan ganske enkelt ikke helt gennemskue, hvorfor Guy Nattiv synes, det er så interessant at Golda ryger, at vi skal se det konstant.

Småkrummer til Helen Mirren

Filmens store trækplaster er, selvfølgelig, at det er Helen Mirren, der går i Ingrid Bergman og Judy Davis’ fodspor og spiller Golda Meir. Castingen har rejst kritik som en ‘jewface-casting’, at en ikke-jøde spiller en jøde og derpå bliver makeuppet til ukendelighed. Ligesom Bradley Cooper i hans kommende film Maestro om Leonard Bernstein, hvor han også har fået en kunstig næse sat på. Det kunne man skrive en hel afhandling om, men her vil jeg nøjes med at tage stilling til Mirrens præstation.

Skuespilarbejdet fejler ikke noget med det materiale, hun er givet. Problemet er, at materialet er temmelig begrænset. Hun får kun få scener, hvor man mærker noget af den humor og det bid, Golda Meir også var kendt for. I filmens slutning ser man ægte arkivklip med hende, hvor man kan mærke, hvor karismatisk hun var, men i filmen får Mirren ikke lov til at vise de sider.

Kun i en enkelt scene med Liev Schreiber som Henry Kissinger, hvor Meir nærmest tvangsfodrer Kissinger med borscht, fornemmer man kraften i hende. Ellers er Mirrens kundskaber komplet spildte her. Og hvad der var lagt op til som en potentiel Oscar-nominerende præstation, fiser ud som en våd cigaret.

Forspildte chancer

Der er med andre meget uudnyttet materiale og forspildte chancer i Golda, der desværre bliver en knastør og kedelig omgang. Et mislykket biografisk drama, hvor man hverken kommer tæt på karakteren i fokus eller forstår, hvad det er, Nattiv vil med sin film.

Hvorfor synes han, Golda Meirs afhøring om Yom Kippur-krigen er relevant i dag? Vil han sætte Israels politiske eksistens til tvivl? Vil han perspektivere urolighederne på den arabiske halvø fra dengang og til nu? Var Golda Meir et eksempel til efterfølgelse eller afstand som statsleder? Spørgsmålene hober sig op i ens hoved efter filmen, men filmen selv er ikke det mindste interesseret i nogle af dem.

Den vælger bare at vise endnu en scene, hvor Golda Meir tænder en smøg. På den måde er det måske fair at sige, at filmen går op i røg.