Anmeldelse: Frankrigs største biografhit i 10 år går lige i hjertet

Herhjemme er det nok de færreste, der kender franske Artus, med det fulde navn Victor Artus Solaro. Men i Frankrig er han en stor komiker, der særligt har slået sig op på en lidt mere flabet stand up-stil. Heldigvis med noget på hjerte under de kække oneliners.

Det beviser han til fulde med sin instruktørdebut, komedien ’Lidt ud over det sædvanlige’, der er fjollet og farverig, men først og fremmest helt og holdent hjertevarm. Artus spiller den uheldige juveltyv Paulo, hvis flugtbil bliver flyttet, fordi hans far (som han har begået kuppet med) har parkeret den på en handicapplads. Ups!

På desperat flugt fra politiet kommer de forbi en bus fra et handicapcenter, der er på vej på landet. Handicaphjælperne tror, at Paulo er den nye beboer Sylvain, der er forsinket, og genner ham op i bussen. Paulo insisterer på, at hans far er hans personlige hjælper, som han ikke på nogen måde kan efterlade, og efter lidt palaver kører bussen ud på landevejen mod smukke Auvergne, for fuld musik.

Men det går hurtigt op for de to uheldige juveltyve, at den tilsyneladende så smarte flugtvej nu betyder, at de er fanget i et rollespil, hvor Paulo er nødt til at spille handicappet, mens hans far giver den som hans noget hårdkogte og upædagogiske hjælper.

Hårfin balance

I modsætning til de ansatte på bussen lugter de andre – rigtige – handicappede selvfølgelig straks lunten, men lover ikke at sladre. Hvis Paulo til gengæld hjælper dem med en række småting, der kan gøre deres liv lidt lettere. Med mange komiske optrin til følge.

For det kan godt være, at de handicappede i samfundets øjne er mindre begavede, men de er slet ikke så dumme. Faktisk er de ret snu! Det samme kan man faktisk sige om filmen, der ligner en vaskeægte, og måske lidt fjollet og overfladisk falde på halen-komedie, men viser sig at have utroligt meget på hjerte. Heldigvis.

Til at starte med sidder man faktisk med en lidt underlig smag i munden. Det hele er utroligt fjollet og karikeret. Det føles sådan lige på kanten af det tilladte. For griner vi med eller af de handicappede?

Er det overhovedet i orden at fremstille handicappede sådan i 2024, hvor vi allesammen skal være så politisk korrekte? Og hvornår viser man mennesker frem, som de nu er, og hvornår udstiller man dem for deres fejl og mangler?

Grænsen synes så hårfin, at man bliver i tvivl om, hvorvidt den faktisk bliver overtrådt, der i det tågede grænseland mellem okay og absolut-ikke-i-orden.

Utroligt ægte

Men langsomt skifter tonen, og før man ved af det, er det helt tydeligt, at vi griner med dem. Føler med dem. Og identificerer os med dem. Faktisk har man lidt lyst til at hoppe ind i lærredet og hænge ud med dem også.

Fordi de er så skønne og helt uden forstillelse. De er, som de er, og det er nok. Er der nogen, der er til grin, så er det faktisk de såkaldt “normale”, der roder rundt i deres liv. Der er en utrolig hjertevarme over ’Lidt ud over det sædvanlige’, der er én stor hyldest til alle dem, der er lidt skæve, lidt ud over det sædvanlige. Perfekt uperfekte.

Måske fordi de handicappede spilles af amatører, der selv er udfordrede af det handicap, deres karakterer har. Det giver en ægthed, der går lige i hjertet. Men de spiller også bare godt og har en fremragende kemi som gruppe.

Noget, der helt tydeligt har ligget Artus på sinde, siden han efterspurgte ‘handicappede med stærke personligheder’ i et opslag på Instagram. Han har siden udtalt at: “Jeg ville ikke lave en film, hvor man kun af og til ser personer med handicap dukke op, for at minde om, at de er der. For mig var de i centrum. Som ensemble.”

Stort hit i Frankrig

Og det er de. Mens de professionelle skuespillere svæver omkring dem som plejere og andre mere eller mindre tilregnelige voksne. Og afslører træk, der faktisk er en del mere usædvanlige.

Blandt andet er komiker Céline Groussard virkelig morsom som en kvindelig plejer med yderst ekstreme tendenser, der ikke skal afsløres på forhånd, mens Alice Belaïdi er filmens bankende hjerte som søde Alice med det rodede kærlighedsliv, som Paulo selvfølgelig får et godt øje til.

Undervejs lærer alle de såkaldt ‘sædvanlige’ et og andet – eller ligefrem temmelig meget – af de handicappede. Ikke mindst at stå ved den, man er, og det, man føler. Og at eksistere sammen med alle de bump og skævheder, menneskelige relationer nu engang har og giver.

Det er berigende. For karaktererne på lærredet. Men også for os, ude i biografsalen. Ægte feelgood til juleferien. Lidt fjollet, men først og fremmest forfriskende, sjov og charmerende. Man forstår, hvorfor ’Lidt ud over det sædvanlige’ er blevet et kæmpe hit i hjemlandet Frankrig, hvor over 10 millioner har løst billet til filmen. Hvilket gør den til det største lokalproducerede filmhit i over 10 år.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: