Anmeldelse: Luften er tyk af undertrykte følelser i den 'Den blå kaftan'

Den blå farve er indbydende. Hånden stryger stoffet nænsomt. Med respekt. Det skal blive til en kaftan, når det er færdigt. Åbningsscenen fremstår nærmest andægtig, Skrædderen Halim (Saleh Bakri) kan sin metier til perfektion. Han har lært faget fra sin læremester, og nu er han selv mentor for den unge mand Youssef (Ayoub Missioui).

Halim og konen Mina (Lubna Azabel) driver en forretning i byen Salé i Marokko. De har været gift i over 20 år, og de er hinandens bedste venner. Intimiteten er dog ikke i top.

De ligger med ryggen til hinanden, og han virker langt fra interesseret i hende seksuelt. Det er der også en god grund til. Halim er homoseksuel og møder fra tid til anden tilfældige mænd i det lokale dampbad, hvor den tunge vandholdige damp danner rammen om hemmelighedsfulde møder bag lukkede døre i små kabiner.

Faktisk bliver de gemt så meget væk fra kameraet, at vi kun ser nogle fødder bevæge sig, inden der bliver klippet væk. For det er ikke den fysiske akt, som er omdrejningspunktet i instruktør og manuskriptforfatter Maryam Touzanis rørende film.

Det handler om partnerskab, der går ud over fysisk relation. Det handler om kærlighed, forståelse, frustration, tilgivelse og i sidste ende det at ville det bedste for den, man elsker – og det formidles til noget nær perfektion i Den blå kaftan.

Scener fra et ægteskab

Filmen lever og ånder med sine hovedpersoner, Halim og Mina, gennem skuespillerne Saleh Bakri og Lubna Azabal. Der er så meget varme og utalt indforståethed imellem dem, at man ikke behøver ord for at forstå, hvad der sker imellem dem.

Selvom Mina fremstår spinkel og til tider skrøbelig fysisk, er der ingen tvivl om, at hun er et veritabelt powerhouse, som styrer kaftan-butikken og hjemmet med effektiv og bestemt hånd. Når der er noget, hun har sat sig for, bliver det sådan. Er der en kunde, som brokker sig, bliver vedkommende sendt af sted med et tonefald, der umiddelbart bare siger farvel, men underliggende bander personen langt væk.

Hun er den stærke og udadvendte i forholdet, mens Halim er mere indelukket og behagesyg. Hans hemmelige liv bliver holdt i det skjulte og virker som en form for følelsesmæssig selvregulering. Når noget bliver for meget for ham mentalt, smutter han i dampbad for at flygte fra omverden.

Især de spirende følelser for Youssef sender ham ind i en labyrint af forvirring. For han elsker uden tvivl Mina. Men der er heller ingen tvivl om, at det er hende, som har valgt ham. Vi får decideret at vide, at hun friede til ham dengang for mange år siden. Men de er sammen, fordi sådan er det i Marokko. En mand og en kvinde finder sammen, og så er de sammen uanset hvad. Så længe, man ikke bringer skam over hinanden.

Men der er heller ingen tvivl om, at de elsker hinanden højt. Senere i filmen vasker Halim Minas hår med den nænsomhed, der kun opstår efter flere års samvær. Tilliden er der stadig.

Accept af din næste

Skuespillet er blændende.

Salah Bakri har en fysisk fremtoning, der bedst af alt kan beskrives som en miks mellem Murray Bartlett og Tom Selleck, og nej, det er ikke kun på grund af overskægget.

Som de to førnævnte skuespillere formår Bakri at gestalte en meget maskulin og stoisk fremtoning og kontrastere den med et følsomt indre, hvor alt bobler af liv og konflikter.

Man kan nærmest se for sig, hvordan hænderne bliver knyttet så hårdt, at der kommer mærker i hænderne fra neglene, og knoerne er hvide. Halims splittelse fanger Bakri til perfektion.

Ligeledes er Lubna Azabal en regulær urkraft i sin præstation. I takt med at Den blå kaftan udspiller sig, bliver Mina fysisk svagere og svagere. Derfor bliver skuespilleren i højere grad nødt til at bruge små bevægelser og ansigtstræk, fremfor store armbevægelser. Fotograf Virginie Surdej fanger fornemt alle nuancerne med kameraet, og danske Kristian Eidnes Andersens fremragende underlægningsmusik er med til at fuldende det nænsomme drama.

Den dansk co-producerede film var Marokkos kandidat til forårets Oscar-uddeling, hvor man godt kan ærgre sig over, at den ikke fik en plads blandt de endelige kandidater.

For det er et af årets allerbedste dramaer, der bliver hængende i en, lang tid efter at rulleteksterne er færdige. Var filmen blevet trimmet med fem-10 minutter hist og her, havde den fremstået fuldstændig perfekt – men noget nær perfekt er også en fremragende bedrift.