Anmeldelse: Hovedrollerne imponerer i den psykologiske gyser ’Paranoia’

Dansk films villighed til at give sig i kast med genrefilm er godt og vel ikke-eksisterende, undtaget alt, der bare har den mindste stank af krimi.

Undskyldningen er altid, at der ikke er mange penge i gys eller science fiction – hvilket giver god mening, når man kun laver en eller to styks, hvis himmellegemerne står rigtigt på himlen. Og så det faktum, at Danmark er et relativt lille marked, når man laver ting på dansk.

Men derfor kan man stadig godt længes efter et godt gys eller at blive blæst bagover af en overvældende sci-fi-film.

Og Paranoia dufter lidt af gys visse steder.

Filmen handler om gymnasieeleven Lulu (Zoe Bryan Hertz), der efter at have bællet sig til en promille på over tre til en fest mister bevidstheden. Som hun ligger i sengen på akutmodtagelsen på randen af døden, ser hun en ung kvinde ligge i sengen ved siden af sig. Igennem druktågerne ser Lulu den spøgelseslignende skikkelse ligge med et blødende hul i tindingen for kort tid efter at være pist væk.

I dagene efter kampdruk-nærdødsoplevelsen begynder Lulu at opleve mærkelige ting omkring sig. Lyde og følelsen af at blive overvåget bliver mere og mere presserende. Samtidig fatter skolens særling Mads (August Isaac Carter) interesse for hende. Eller rettere sagt, han stirrer intenst på noget lige bag hende flere gange.

Han siger, det er en død pige, der vil have, at Lulu hjælper hende. Men kan Lulu rent faktisk tro på, hvad Mads siger, eller er han midt i en psykotisk episode? Og hvad er det for en mørk skikkelse, han begynder at snakke om, som også følger efter Lulu?

Nogle ser døde mennesker

Paranoia er baseret på Birgitte Lorentzens roman Cykose – som også var filmens titel i lang tid – og det er instruktør Kari Vidøs spillefilmsdebut. Serie- og teaterveteranen har tidligere været en af drivkræfterne bag Absalons hemmelighed og 2900 Happiness samt leveret manuskripter til Rejseholdet og senest Sygeplejeskolen blandt andet.

Og man fornemmer tæften for at formidle effektivt hverdagsdrama.

Det er scenerne mellem Lulu og Mads, når de ”bare” er almindelige teenagere, som finder sammen i et specielt fællesskab, der fungerer bedst, og så de øjeblikke vi bruger sammen med Lulu og hendes familie.

Der er en naturlighed, som giver følelsen af at overvære en god ungdomsfilm om psykisk sygdom og kærlighed. De kreative folk kunne med fordel have holdt kortene tættere ind til hånden, så man var i tvivl om, hvad der var virkeligt, og hvad der mon udsprang af Lulu og Mads’ hallucinationer.

For det er en rørende historie imellem de to unge og deres eksistens sammen. Zoe Bryan Hertz og August Issac Carter leverer overbevisende præstationer, hvor især førstnævnte flot bærer filmen som den uomtvistelige hovedperson.

Scenerne sammen med Lulus forældre, spillet af Maria Rossing og Rasmus Hammerich, har en god naturlighed, hvor replikkerne og situationer har den rette virkelige følelse, som tilstræbes.

Små detaljer, som når Lulu og veninden Alishba (Stran Ezgi Benli) har huer på med samme mønster, men i forskellige farver, er en elegant måde at vise deres sammenhold, uden at en karakter brøler ”Hej, min bedste ven!” – det er der større filmproduktioner, som kunne lære noget af.

Helt ind i sindet

Det overnaturlige og uhyggelige har omvendt ikke den samme gennemslagskraft.

Rækkefølge og forløb i Paranoia sidder ikke helt i skabet, og så er effekterne heller ikke i den skarpe ende, man kunne ønske.

Som altid med en horrorfilm eller psykologisk gyser/thriller a la Paranoia er der en levende lydside. Det er gennem lyde eller fraværet af samme, at vores sanser begynder at signalere alarm til resten af vores system.

Derfor ryger noget af effekten, når lydbilledet også bliver fyldt med underlægningsmusik. Det er ganske vist med til at sætte en stemning, men igen, man afslører også, hvad det er for en stemning, som tilstræbes, og tager dermed noget af brodden af den isnende uhygge, som ellers kan forplante sig hos publikum.

Bare fordi man kan bruge mange effekter og greb, kan minimalismens mådehold ofte være mere effektiv, fordi det sætter gang i vores fantasi til at udfylde de tomme pladser.

Paranoia fremstår derfor som en pudsig blanding af en rigtig god ungdomsfilm om psykisk sygdom kombineret med en middelmådig psykologisk/overnaturlig gyser, båret af gode skuespilspræstationer.

Det er en skam, at Netflix – og for den sags skyld andre streamingtjenester – droppede deres villighed til at investere i genre-projekter, for Paranoia er en af den slags film, som helt klart kommer til at få et større liv online end i biografen. Sådan som det også skete for sidste års Englemageren.

En hård sandhed for en god film, der trods mangler hist og her faktisk er solid underholdning med noget på hjertet omkring ungdom og psykisk sårbarhed.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: