Anmeldelse: Hvad er pointen med superheltefilmen ’The Marvels’?

Åh Marvel, Marvel, Marvel, hvad er pointen efterhånden?

Der var engang, hvor der var en klar retning med alle filmene i Marvel Cinematic Universe (MCU). Heltene skulle samles og forenes mod en stor skurk, der truede menneskehedens eksistens. Og med f.eks. Thanos i Avengers: Infinity War lykkedes de også med deres forehavende – indtil det selvfølgelig blev gjort om.

Men netop efter Infinity War og efterfølgeren Endgame, har det ikke været til at se, hvilken retning det hele skulle tage. Multiverser og forandrede tidslinjer er blevet introduceret og har dermed åbnet op for inklusionen af X-Men og alle de andre figurer, der hidtil ikke har været en del af universet.

Det blev også annonceret, at den tidsrejsende superskurk Kang (Jonathan Majors) skulle være den nye, store bad guy. Men med skuespillerens private problemer med anklager om vold mod kæresten og de kreative kræfters ringe håndtering af karakteren i Ant-Man and the Wasp: Quantumania har sendt de planerne ud til hjørnespark ind til videre.

Så hvad er det egentlig, at vi skal bruge The Marvels til? Efter at have set filmen blafrer svaret stadig heftigt i vinden.

Kreativt fallitbo

Filmen handler om de tre helte Carol Danvers/Captain Marvel (Brie Larson), Monica Rambeau (Teyonah Parris) og Kamala Khan/Ms. Marvel (Iman Vellani).

På grund af en krigerleder fra Kree-racen, Dar-Benn (Zawe Ashton) begynder de tre pludselig at bytte plads, når de bruger deres kræfter. Da lysenergi er en katalysator for deres evner, er det den ting, som binder dem sammen.

Dar-Benn vil redde hjemplaneten Hala, som er på randen af udslettelse efter en lang og udmagrende borgerskrig, hvor deres sol af en eller anden grund også er holdt op med at virke. Det er ikke altid, at man kan regne med logik i superheltefilm, og The Marvels tester i den grad grænsen for, hvad man kan sluge i den kontekst.

Kan man lukke øjnene for det, er filmen en fin omgang, som man helt klart kan og bør se – når den kommer på streaming.

For det er dét, The Marvels mest af alt minder om. En streamingfilm eller et udvidet afsnit af serien Ms. Marvel. Kun effekterne afslører, at vi er på biograf-niveau, og det er desværre blevet meget symptomatisk for Marvels MCU-film, som ikke har været instrueret af James Gunn.

Hvor er prestigen blevet af? Netop med Gunn og Taika Waititi (Thor Ragnarok) forsøgte Marvel at tænke ud af boksen og give visionære instruktører mulighed for at sætte deres fingeraftryk indenfor franchisens rammer. Man kan til tider se det i serierne, ellers er det så som så med unikke skaberfingeraftryk.

Men det er måske også meget sigende, at instruktør på The Marvels Nia DaCosta flyttede til London for at starte præ-produktionen på sin kommende film, imens MCU-filmen stadig var i post-produktion. Den slags er ikke helt sædvanlig modus operandi, når det gælder færdiggørelse af en film, hvis instruktøren er den primære kreative drivkraft, og det er deres vision, der skal op på lærredet.

Alle har brug for en ven

Selve historien i The Marvels føles ret ligegyldig indtil de sidste fem minutter inklusiv after-credit-scene, som teaser for fremtiden i MCU.

Men at det er dét, som skal være det kreative højdepunkt, er ikke ligefrem gode nyheder.

Heldigvis har filmen et trumfkort, som bliver spillet til perfektion hver gang. Iman Vellani som Kamala Khan er filmens hjerte og garant for (næsten) alle sjove scener. Teenage-superhelten er fuldstændig star-struck over mødet med idolet Captain Marvel og super-agenten Nick Fury (Samuel L. Jackson) og Vellani sælger figurens glæde og entusiasme så smittende, at man ikke kan andet end at blive i godt humør.

The Marvels ville have været en rigtig god serie. For helte-trioen har en rigtig god dynamik og ville snildt kunne underholde med ugentlige eventyr, hvor de rejser galaksen tynd og bekæmper nye skurke på forskellige planeter.

Deres tur til vandplaneten Aladna, hvor alle beboere kommunikerer igennem sang – Captain Marvel er i øvrigt gift med den lokale prins og kvalificerer sig vel dermed til titlen som Disney-prinsesse – har præcis den lidt fjollede tilgang, som kunne bære sådan en serie og give MCU noget tiltrængt humor.

Alternativt skulle man bare have lavet en sæson to af Ms. Marvel. For det er med hende, at The Marvels rigtig bliver interessant og underholdende. Dar-Benn kommer ikke til at gå over i historien som en af de mest interessante skurke i franchisens historie, og Carol Danvers og Monica Rambeaus historier udvikler sig ikke meget i løbet af filmen. Igen, skal vi faktisk frem til de sidste 10 minutter, før der rigtig sker noget.

Så hvad har vi skullet bruge de 90 foregående til? Udover at knuselske Iman Vellanis fremragende præstation, de til tider sjove kampscener og at klukgrine af rumkattemonsteret (en såkaldt flerken) Goose, der har den skønne kombination af nuttethed og absurd monstrøsitet.

Der er gode ting. Der er bare ikke nok af dem til at opveje den sløve historie i The Marvels.