Anmeldelse: I ’Perfect Days’ bliver selv et offentligt toilet i Tokyo til en eventyrlig oplevelse

“Mest af alt holder jeg af hverdagen,” skrev Dan Turèll i sit digt Hyldest til hverdagen i 1984. Og mon ikke den tyske mesterinstruktør Wim Wenders er enig med ham? Han har lavet film i mere end 55 år. Dokumentarfilm, spillefilm, tv-film, musikfilm og kortfilm. Hans erklærede idol er den japanske mester Yasujirô Ozu, som han i 1985 hyldede med dokumentarfilmen Tokyo-Ga, hvor han rejste til Japan, for at se det Tokyo, han kendte gennem Ozus film.

Siden har Japan ligget hans hjerte nær, og det er derfor ikke så underligt, at hans seneste spillefilm Perfect Days, skrevet i samarbejde med japanske Takuma Takasaki, er blevet en så umiskendeligt japansk film, at den var landets Oscarkandidat.

Uden at det betyder, at Wim Wenders på nogen måde har givet køb på sit særlige, finurlige og nysgerrige blik, der aldrig føles som en udenforstående, der kigger ind på en fremmed kultur. Han kender sit Tokyo. Men vigtigst af alt ved han, at selv om den japanske kultur kan synes forskellig fra den europæiske på mange punkter, er vi ikke så forskellige, når det kommer til alt. Vi er allesammen bare mennesker.

En smuk rutine

Måske derfor rammer historien i Perfect Days så stærkt og rent. I al stilfærdighed. Wim Wenders er nemlig både erfaren og klog nok til at stole på, at den gode historie ikke behøver at blive fortalt med drama og ramasjang. Heldigvis. For Perfect Days er en både smuk, meditativ, tankevækkende, sørgmodig og berigende filmoplevelse.

Hovedpersonen Hiroyama lever et stille og struktureret liv. Hver morgen følger han samme fastlagte rutine, inden han begiver sig ud på sit job med at rengøre Tokyos offentlige toiletter. En opgave, han går til med omhu og dedikation, men uden at mæle et ord. Heller ikke med sin mere sludrevorne unge kollega.

Alligevel taler hele hans væsen. Når han studerer lyset gennem et træs blade. Når han tager billeder med sit analoge kamera. Når han hører klassisk rock i bilen. Når han betragter de mennesker, der krydser hans vej. Når han vælger en ny bog i det lokale antikvariat. Sjælen er med i det hele, hånd i hånd med et sjældent nærvær. Hiroyamas liv er ikke fyldt med kvantitet, men med kvalitet. Intet er ligegyldigt. Han har et sjældent åbent blik på livet, som han tager imod med sit stille, underfundige smil.

Livets bump

I løbet af den første time, hvor vi bare følger Hiroyamas stort set ordløse hverdag, tager man sig i at længes efter et så enkelt og tilfredsstillende liv. Det er så rent og smukt og tilsyneladende fyldestgørende, nærmest meditativt, at man får lyst til at rydde sit hjem og sit liv for alle overflødige dimser og larm.

Men selvfølgelig er der mere på spil. Snart begynder glimt fra fortiden at dukke op, helt konkret i form af hans niece, som han ikke har set i flere år. Lidt efter lidt løftes sløret blidt og forsigtigt for den smerte, der ligger bag Hiroyamas gemytlige ydre. Og pludselig får den ekstreme orden i hans liv et andet perspektiv. Måske er den også et forsøg på kontrol? En kontrol, der er nødvendig for at leve videre.

Vi får aldrig at vide, hvad der egentlig er sket. Sløret løftes aldrig helt – fortidens drama får kun lov at dukke op i glimt og antydninger af en større historie. Det vigtige er ikke, hvad der er sket, men hvordan Hiroyama vælger at leve med det. At leve videre. Det findes bare – som en underliggende spænding gennem resten af filmen. En sørgmodig påmindelse om de bump, der er på livets vej for alle. Og som man kan vælge at leve med. Hvis man vælger hverdagen til.

For når alt kommer til alt, er Perfect Days først og fremmest en smittende hyldest til hverdagens skønhed og kraft. En kraft, der kan om ikke hele de dybeste sår, så i hvert fald gøre dem til at leve med.

Eventyrlige toiletter

Den er også en længselsfuld hyldest til et mere analogt liv, med paperbacks, rigtige filmruller og kassettebånd. Et langsomt liv, hvor der er plads til at mærke regnen på kinden. Uden at det af den grund bliver et ringere liv.

For når Hirayama skruer godt op for Patti Smith og Lou Reed (hvis klassiker Perfect Day har givet filmen sin titel), suser hele verden forbi hans lille rengøringsbil og gør de kendte veje til et eventyr. For der er eventyr lige for fødderne af os, hvis bare vi er bevidste om vores skridt og ikke bare løber gennem livet. Faktisk kan noget så simpelt som et toilet i Tokyo være en oplevelse – i hvert fald når man får lov at betragte deres kreative mangfoldighed gennem Wim Wenders’ øjne.

I øvrigt skal der, afslutningsvis, lyde en stor hyldest til den japanske skuespillerveteran Kôji Yakusho, hvis udtryksfulde ansigt bærer hele filmen. Det er fuldt fortjent, at han vandt prisen for Bedste mandlige skuespiller, da filmen havde verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes sidste år.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: