Anmeldelse: "Jøsses, hvor har den nye 'The Crow' bare ikke været ventetiden værd!"

10.200 kr. Det var så meget, den originale The Crow-film (1994) kostede mig.

200 kr. for DVD’en, som jeg var nødt til at eje efter at have fanget bidder af filmen på TV 2 og aldrig nået at optage den på VHS. Plus, muligheden for at se den blærede, alternative superheltefilm i det nye, overlegne DVD-format – det var for stor en fristelse for min teenagehjerne.

Derfor investerede jeg fluks i en funklende ny DVD-afspiller. Mærket erindrer jeg ikke, men den fyrstelige pris af 10.000 kr. står meget klar i hukommelsen. Teknologien var helt ny, og priserne derfor absurd høje.

Mere veludviklede hjerner (forældrenes) mente også, at det var en for høj pris at betale, og ledsaget af en techkyndig svoger blev afspilleren returneret, og med hjem kom i stedet et DVD-drev til computeren, som så kunne kobles til tv’et.

Pris? Knap 1.500 kroner.

Filmen? Et ofte overset mesterværk, som i den brede bevidsthed mest huskes som filmen, hvor hovedrolleindehaver Brandon Lee mistede livet i en tragisk vådeskudsulykke på settet.

Men Alex Proyas stemningsfulde adaptation af James O’Barrs grafiske novelle er en filmperle i sin egen ret. Visuelt blændende og med den magnetiske Brandon Lee i en karrieredefinerende præstation. Der er god smæk på actiondelen og et simpelt, men veludført hævnplot, samt et heftigt soundtrack, som tilsammen cementerer The Crow som en af 90'ernes ypperste kultfilm.

Filmen fik mange efterfølgere, men uden originalens charme og kvalitet. Og nu er det blevet tid til den uundgåelige genindspilning, 30 år efter den første film havde premiere.

Og jøsses, hvor har den nye The Crow bare ikke været ventetiden værd!

Tiden snegler sig afsted

Efter mere end et årti i udviklingshelvede, hvor alle Hollywoods populære mænd med et unikt ansigt blev castet i hovedrollen, endte vi til sidst med allestedsnærværende Bill Skarsgård. Og inden jokesene begynder om, at de ikke havde råd til storebror Alexander, så var Succession-stjernen faktisk tilknyttet rollen en overgang.

The Crow anno 2024 lægger ud med en voiceover.

”Når en, man elsker dør, forstår man tomheden,” lyder det med tilpas emo-studentikos overbevisning om, at dette er de mest sande ord, der nogensinde er sagt. Volker Bertelmanns uskønne svulstige musik hamrer pointen hjem om, at der er VIRKELIG STORE FØLELSER på spil.

Eric (Bill Skarsgård) er en ung mand med misbrugsproblemer, der er indespærret på en militaristisk afvænningsklinik/sted for unge med problemer.

Der møder han den dragende Shelly (musikeren FKA Twigs), som er på flugt fra nogle skumle folk, fordi hun har en video på sin telefon. En af den slags, som folk slår ihjel for at få fingrene i.

De to falder for hinanden og stikker af sammen til selvsamme storby, hvor Shelly ellers er jaget vildt. En masse stoffer og en masse kropsvæsker bliver udvekslet, og tiden flyver afsted for de to turtelduer.

Vi skal faktisk helt frem til 30-40 minutter inde i filmen, før skurkene når frem og dræber dem. Derefter følger en hulens lang tid, hvor Eric prøver at finde ud af sine nye evner som afdød hævner, før han endelig knap 1 time og 20 minutter inde er fuldt komfortabel og ifører sig lidt dyster øjenskygge og rigtig bliver ’The Crow’.

Hvorfor tidsangivelserne? Fordi The Crow snegler sig så umanerligt langsomt afsted, med komplet unødvendige ekspositioner og ligegyldige scener, at det føles som tre gange så lang tid.

Temu-udgaven af originalen

En direkte adaptation af O’Barrs kulttegneserie ville være umulig, da det ville give for meget sammenligningsgrundlag med 94-udgaven. Derfor har manuskriptforfattere Zach Baylin og William Schneider været tvunget til at tænke ud af boksen.

De har stukket hånden direkte ned i kassen med alverdens klichéer og tåkrummende replikker og smasket det hele sammen i et forfærdeligt manuskript. Det bliver ikke engang så dårligt, at The Crow ender med at blive underholdende. Filmen er bare skrald fra start til slut.

Men okay, med Rupert Sanders i instruktørstolen kunne man egentlig ikke forvente andet. Tre film er det blevet til for instruktøren, og kvaliteten er dalet fra gang. Og så god var debuten Snow White and the Huntsman ikke. Ghost in the Shell taler vi slet ikke om.

Sanders er en håndværksinstruktør uden nogen form for distinkt stil, hvis vi ser bort fra grå og moody.

Han er Temu-udgaven af David Fincher, og ligesom et ur, der er gået i stå, viser han tilsyneladende klokken rigtigt to gange. Udover pilotafsnittet til Apple TV+-serien Foundation venter vi stadig spændt på, hvad det andet pletskud bliver.

Det er i hvert fald ikke The Crow anno 2024.

Skuespillet er stift og uvedkommende, ikke engang grotesk teatralsk overspil til at løfte stemningen. Det er tonstung alvor og ja, Skarsgård er ferm til actionscenerne. Men han kom også direkte fra optagelserne til Boy Kills World, så han var ligesom i kampform.

Der er intet, der kan få seeren til at investere sig i figurerne, som er papirstynde skeletter. Ikke engang mesteren i excentrisk spil, Danny Huston, formår at få noget ud af sin dæmoniske bagmand for det hele, Vincent Roeg.

Æstetikken er boho-junkie-chik eller i det mindste sådan, som filmmagerne tror, at det ser ud.

Skarsgårds Eric-look er en mellemting mellem Jared Letos Suicide Squad-Joker og musikeren Machine Gun Kelly. Igen forsøger den sig med noget andet end originalen. Igen fejler det.

Alt i The Crow minder om noget, du har set andre steder før, bare udført langt bedre. Selv titelsekvensen vækker mindelser om dem til Finchers The Girl with the Dragon Tattoo.

Rupert Sanders selv påstår, efter at hans The Crow udkom i USA med miserable anmeldelser til følge, at han skam elsker James O’Barrs forlæg, og at hans film skal ses som en fortolkning af den tekst.

Hvis det vitterligt er sandheden, er The Crow nok det største red flag nogensinde. For hvis det er Sanders’ kærlighedserklæring til tegneserien, har instruktøren en urovækkende indgang til kærlighed.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: