Anmeldelse: ’Killer Heat’ er en lækker middelmådig solskinskrimi

Der mangler bare et tykt lag cigaretrøg og et sort/hvidt-filter, og så ville noir-stemningen være komplet i Killer Heat.

Prime Videos adaptation af Jo Nesbøs novelle Jalousimanden handler om privatdetektiven Nick Bali (Joseph Gordon-Levitt), der bliver hyret af den attraktive Penelope (Shailene Woodley) til at finde ud, om hendes svoger Leos (Richard Madden) død var et uheld eller ej.

Hendes mand, Leos tvillingebror Elias (Richard Madden), og resten af den græske rigmandsfamilie er ikke begejstret for at have den nævenyttige efterforsker rendende omkring.

Men Nick får hurtigt færten af, at noget ikke er, som det skal være. Hans egen fortid i New York, hvor øgenavnet ’Jalousimanden’ stammer fra, nager ham stadig.

Yup, der er fuld plade på alle detektivklichéerne i Prime Video-filmen, inklusiv en voiceover, hvor Nick muser over begivenhederne. Man kan næsten høre, hvor det stille jazz-soundtrack skulle være, og hvor regnen ubønhørligt burde sile ned.

Klimaet er dog mere ala lækker græsk charterferie, og Killer Heat er blandt andet filmet på Kreta.

Den bombastiske titel lover død i lange baner, men det er nu så som så med lig. I stedet er det opklaringen, som fylder i Phillippe Lacôtes film, og selv om mysteriet er ret gennemskueligt, hvis du har set bare én detektivfilm/-serie, er der alligevel noget udefinerbart dragende omkring den drabelige hede.

Mere hakket end en PureGym-bro

Er der noget spændende at komme efter i Killer Heat? Både ja og nej.

Selv om mordmysteriet er temmelig gennemskueligt, bliver man alligevel hængende. For har man nu ret i sine antagelser, eller kommer der lige pludselig et twist?

Det handler om både at blive bekræftet i sine antagelser og så håbe (eller frygte), at der kommer noget uventet til sidst.

Og så er Joseph Gordon-Levitt en af de gudsbenådede skuespillere, der kan gøre det mest middelmådige interessant. Et velplejet sjusket fuldskæg, hat og jakkesæt får ham til at se tilpas inkognito ud, samtidig med at man ikke helt kan tage øjnene fra ham.

Flashbackene i Killer Heat, som er filmens svageste øjeblikke, giver Levitt mulighed for at lege med nogle skiftende følelser, men ellers er det kun, når vi er i nutiden, at filmen rigtigt spiller.

Dog kan man med rette begræde, at Shailene Woodley ikke har fået mere at arbejde med end en halvflad femme fatale-figur, hvis dybde ikke matcher skuespillerens talent. Men hun formår dog ligesom Levitt at hæve det skrevne materiale til noget tåleligt.

Richard Madden står som skåret i marmor som en anden græsk statue. Han er mere hakket end selv den flittigste PureGym-bro, med kindben, der snildt kunne bruges som mordvåben. Er hans to karakterer spændende? Egentlig ikke, men skuespilleren giver akkurat nok nuancer til begge, at man køber deres forskellige personligheder, og måden, det rent filmteknisk er udført, hver gang de to er i samme scene, er også helt fin.

Det er måske dét, der er Killer Heats problem. Den er bare helt fin og ikke så meget andet.

Toppen af middelmådighed

Som sagt er mysteriet ret nemt at løse. Et par minutter inde i filmen, og sofadetektiven har allerede regnet den ud. Men fordi filmen også kender sine begrænsninger, bliver det ikke trukket unødigt i langdrag. Lige knap halvanden time inkl. rulletekster er præcis, hvad Killer Heat kan bære.

Man kan fornemme Jo Nesbøs fordrukne og forpinte heltekarakter, trods den amerikaniserede indpakning. Der er ikke langt fra Nick Bali til Harry Hole, selv om Jalousimanden har fået en overhaling i adaptationen fra novelle til film.

Og det er nok også her, at vi skal finde arnestedet for Killer Heats svagheder. Det kræver noget helt særligt at strække en novelle til en exceptionel film.

Ved at lade Killer Heat have så få svinkeærinder, som den har, ryger noget af den uforudsigelighed, et godt krimimysterium har brug for. Når mængden af mistænkte kan tælles på en hånd, og man stadig har rigeligt med fingre i overskud, bliver det svært at blive overrasket ved den store afsløring.

Derfor ender Killer Heat som nærmest det værste, der kan overgå en film: Den er bare okay.

Helt igennem middelmådig og den perfekte form for baggrundsfilm, som man snildt kan tale indover, uden at man føler, man er gået glip af en milepæl i filmhistorien.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: