Anmeldelse: ‘Idioten’ er en autentisk socialrealistisk mavepuster

I disse år dukker der – heldigvis – flere film op, der foregår i provinsen. Andre typer fortællinger end vi er vant til, om typer, vi ikke ser afbilledet så ofte i dansk film. Og når det endelig sker, er de ofte beskrevet og spillet udefra og ind, ud fra en stereotyp forestilling.

Sådanne karakterer er der også i filmen Idioten. Mennesker fra det, der i det offentlige system bliver betegnet som socialklasse 5, der sjældent føles helt ægte. Men instruktør Kasper Rune har i samarbejde med sin muse, Jacob Skyggebjerg, formået at komme under huden og helt ind til nerven af, hvordan en hverdag ser ud, når man har stort set alt at kæmpe imod.

At finde sin hylde

For Tobias, der bor et sted i provinsen, sammen med sin gravide kæreste, Cille (Sara Juel Werner), er livet egentlig ikke så stakkels. Han er godt nok på kontanthjælp, men efter et højskoleophold, som han blev sendt på af kommunen, har han opdaget sin hylde, skuespillet.

Efter at have haft hovedrollen i teatrets afslutningsstykke har han endelig fundet noget, han var god til. Det forsøger han at forfølge ved at søge castings og får på et tidspunkt også en, endda til en tv-serie.

Nederst på rangstigen

Nu kunne man foranlediges til at tro, at det er historien om en ung håbe- og talentfuld nobody fra provinsen og hans vej til succes. Men det er ikke ærindet i Idioten. Vi følger Tobias i hans hverdag, hvor han ganske vist drømmer om succes, men mest hænger i sofaen med Cille, som han skal giftes med, eller spiser middag hjemme hos sin far og dennes kone fra Thailand eller drikker øl med sin storebror, der har travlt med at belære ham om ansvarlighed.

Vi lærer om hans tidligere stof- og alkoholmisbrug og om kærestens næsten lige så problematiske fortid. Vi ser to mennesker, der forsøger at have et godt liv inden for de rammer, de kender.

Men en dag kommer systemet. Nogen har meldt dem til kommunen – vi ved ikke hvem, men kan selv gætte – og så kommer Tobias og Cille under lup. Er de egnede som forældre? Drikker Tobias stadig lige en anelse for meget? Spiser Cille ikke for meget hvidt toastbrød i forhold til sit ufødte barn? Har de et netværk omkring sig, der kan hjælpe, når babyen kommer? osv. osv.

Et ømt punkt

Det skarpe bid i filmen er, at de færreste ville kunne få et flueben ved alle de punkter, det unge par bliver kritiseret for, men fordi de befinder sig, hvor de gør på den sociale rangstige, bliver de bedømt anderledes og hårdere.

Om man socialpolitisk er enig eller ej i filmens udfald må være op til den enkelte, men hatten af for Kasper Rune for at lykkes med at fortælle nuanceret og indefra om skæbner og problemstillinger, der let kunne være et minefelt af overeksponeret indignation eller sentimentalitet. I filmen føles det som en helt almindelig hverdag i provinsen, og lige netop derfor slår den hårdere.

Impro giver nærvær

En stor del af fortjenesten for, at det lykkes, kan tilskrives filmens altoverskyggende hovedrollespiller, Jacob Skyggebjerg. Skyggebjerg arbejdede også sammen med Rune i dennes debutfilm, Danmark, og de to har en særlig arbejdsmetode.

Stort set alt er improviseret, både karaktererne og scenerne, hvilket giver en effekt af ekstremt nærvær. Et nærvær, som Skyggebjerg er dygtig til at riffe på, og hans præstation er overbevisende og sindssyg stærk.

Prisen for Skyggebjergs eminente skuespil er dog, at det ofte er på bekostning af de andre karakterer. Alle andre bliver tæt på baggrundsskuespillere, hvilket føles som en forspildt chance, fordi de også er gode. F.eks. er det helt utroligt, at Sara Juel Werner ikke har fået større roller endnu. Hvis man har set serien Doggystyle, hvor hun spiller den handicappede søster, ved man, hvor dygtig hun er.

Det er, som om Kasper Rune har fokuseret på sin muse, Skyggebjerg, og ladet kameraet blive på ham og givet ham plads til mange scener med lange vævende sætninger. Misforstå ikke, det er ikke dårligt, men lidt kortere scener og lidt flere af de andre skuespillere med ville have givet filmen det sidste nøk op ad.

Helt sin egen

Det er under alle omstændigheder et bevidst valg og en meget anderledes måde at arbejde på i dansk film. På den måde viser Kasper Rune, at han har en vilje til at gå sine egne veje, ligesom han gjorde det med sin debutfilm Danmark. Instruktører, der tør og gør dét, er altid interessante i mine øjne, fordi det kræver mod at skille sig ud fra mængden og eksperimentere med nye fremgangsmåder.

Med Idioten leverer han et autentisk samtidsportræt af en befolkningsgruppe, der ikke ofte bliver skildret, med en intens grad af indlevelse, der er megen beundring værd. Det er stærkt gået, og Idioten er blevet en lille skive af Danmark, der på sin egen stilfærdige facon ryster vores grundvold.