Anmeldelse: ’Mr. Freeman’ rummer ægte kærlighed i en digital tid

Mads Matthiesen har med Mr. Freeman lavet en film, der går tæt på det at være ung, eller måske bare menneske i det hele taget, i en digital verden, hvor ingen nødvendigvis er, hvad de giver sig ud for at være. Hvor vi er mange, der gerne lader sig bedrage, mere eller mindre frivilligt, i håbet om at opnå det måske mest sande af alt, nemlig kærlighed og samhørighed med andre mennesker.

Hovedpersonen i Mr. Freeman er Simone. En usikker teenager med en krop, hun selv synes er lidt for buttet, og en mor, der kun har øje for hendes søster.

Dating har hun ikke meget held med, for fyrene fra Tinder vender om på hælen, når hun møder dem i virkeligheden. Hvilket ikke just gør noget godt for hendes selvtillid. Men så skriver en afrikansk mand ved navn Freeman til hende. Han synes, hun er dejlig, præcis som hun er. Desværre er hans kamera i stykker, så det er kun ham, der kan se Simone under deres stadigt mere intime skype-sessioner.

Så da han erklærer, at han gerne vil til Danmark og møde hende, bliver man mildest talt bekymret på hendes vegne. For hvem er han? Hvad vil han med hende? Der må stikke noget under? Det samme mener hendes mor, der, forståeligt nok, siger lodret nej til, at hendes teenagedatter må få besøg af en fremmed mand. Men Simone insisterer på, at hun og Freeman har en særlig forbindelse, og snart er hele familien på vej til lufthavnen for at hente ham.

Fordomme frem i lyset

Mads Matthiesen spiller hele vejen igennem på vores fordomme. For selvfølgelig må der stikke noget under Freemans pludselig interesse for Simone. Hvad vil han opnå? Penge? Sex? Adgang til Danmark? Selv da Freeman rent faktisk dukker op og viser sig at være en tilsyneladende fin fyr, lurer mistanken lige under overfladen.

For hvor meget ved vi egentlig om dem, vi møder på nettet? Og hvor meget er vi villige til at lukke øjnene for, i håbet om en lykkelig slutning – eller bare et skønt intermezzo. Hvornår skal man passe på sig selv, og hvornår giver det mere mening at kaste alle fordomme og forbehold overbord og bare møde eventyret med åbne arme?

Der er meget at tænke over og masser af spørgsmål i Mr. Freeman, der heldigvis også lader svarene være op til den enkelte. Der er ingen lette løsninger i Mr. Freeman, der i øvrigt også indeholder et par gedigne overraskelser undervejs, der ikke skal afsløres her.

Skøn debutant

Trods skepsis hepper man helhjertet på Simone og hendes kærlighedsprojekt hele vejen igennem, fordi hun simpelthen er så skøn! Med alle sine komplekser, sin akavede teenagemuthed og det altid lidt fedtede hår, der hænger som et beskyttende gardin ned over hendes i øvrigt utroligt smukke øjne.

Hun spilles af den fabelagtigt dygtige debutant Lina Lund Jørgensen, der formår både at favne hendes usikkerhed og hendes måske naive, men ikke desto mindre determinerede, tro på kærligheden. Der er power i hendes trods overfor forældrene, og de strejf af en rebelsk natur, der bliver mere og mere tydelige, i takt med at Freeman styrker hendes selvtillid.

Det er lidt af en kliché at kalde en film vigtig, men det føles vigtigt at vise en ung kvinde, der tør stå ved både sine drømme, sin selvstændighed. sin seksualitet og sin ret til at blive elsket, uanset at hun ikke passer ind i samfundets standardiserede støbeform. Simone er en rollemodel. Slet og ret.

Karikatur af en mor

Over for hende er franske Daouda Keita en rørende Freeman. Han formår at give lige præcis nok af sig selv til, at vi kommer til at holde af ham, samtidig med at han holder så meget tilbage, at vi bliver både nysgerrige og en lille smule utrygge. Han og Lina Lund Jørgensen har en skøn kemi.

Nicolas Bro er varm som Linas fraværende far, der er komplet under tøflen på hendes mor. Hun spilles af Mia Lyhne, som er filmens eneste egentligt svage led. Simpelthen fordi hendes karakter kammer over i en karikatur af en læderbukseklædt forstadsmor, der af ren og skær kedsomhed hakker på både mand og ældste datter, mens hun kaster sin kærlighed efter den på papiret perfekte yngste datter.

Overdrivelse fremmer forståelsen, men vi havde nok også fanget pointen medmindre armbevægelser. Det er dog kun en enkelt skønhedsplet på en film, der virkelig har meget på hjerte, og giver en noget at tænke over på vej hjem fra biografen. Både over kærligheden, vores færden i den digitale verden og vores syn på andre mennesker.