Anmeldelse: ’Wolfs’ med George Clooney og Brad Pitt er discountudgaven af 'Ocean's Eleven'
Wolfs
Streamingtjeneste: Apple TV+
Premieredato: 27. september 2024
Genre: Krimi, action, komedie
Instruktør: Jon Watts
Manuskriptforfatter: Jon Watts
Medvirkende: George Clooney, Brad Pitt, Amy Ryan, Austin Abrams, Poorna Jagannathan, Zlatko Burić, Richard Kind, Frances McDormand m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 48 minutter
Kan du huske den scene i Pulp Fiction, hvor Vincent (John Travolta) og Jules (Samuel L. Jackson) får assistance af en cool cleaner til at få fjernet liget fra bagsædet af deres bil?
Karakteren hed Winston Wolfe (Harvey Keitel), og selv om mange drømte om en spin-off med ham, fik vi den aldrig.
Eller det gør vi på en måde nu.
Lur mig, om ikke det er den sekvens i Tarantinos film, som Wolfs-instruktøren og manuskriptforfatteren Jon Watts har set og tænkt, ”Det ku’ da blive en meget fed film.”
For filmen på Apple TV+ handler om to fixere – folk, der får problemer til forsvinde – der begge bliver tilkaldt, da en anklager (Amy Ryan) pludselig befinder sig på et hotelværelse med en tilsyneladende død ung mand (Austin Abrams).
Selv om Jack (George Clooney) og Nick (Brad Pitt) normalt arbejder alene, tvinges nu de til at arbejde sammen. Og gudhjælpemig om knægten ikke lige pludselig vågner op, og i hans tasker ligger der usædvanligt mange stoffer.
Hvad der indledningsvist lignede en simpel skaffe-liget-af-vejen-opgave, udvikler sig hurtigt til noget meget større.
Det lyder da umiddelbart som et meget godt udgangspunkt for en god actionkrimi. Og det er Wolfs i og for sig også, hvis ikke det var fordi, den mest af alt fremstår som en discountudgave af Ocean's Eleven.
Set bedre før
George Clooney og Brad Pitt har begge karisma til overflod. Det er da også derfor, at selv Nespresso bliver cool, når Hollywoods sølvræv står med kælen bas i stemmen og forsøger at sælge kapselkaffe.
Men i Wolfs kører Clooney og Pitt på automatpilot. Som det meste i det hele taget kører på rutinen i denne film. Selv da Zlatko Burić dukker op for en kort bemærkning, giver det mere lyst til at se ham i den karrieredefinerende rolle som Milo i Pusher-filmene.
Filmen er en pastiche over noget, vi har set flere gange tidligere, bare friskere og bedre. Nu er det 'samme procedure som sidste år'.
Anmeldelse: ’Killer Heat’ er en lækker middelmådig solskinskrimi
Udtrådte sko
Wolfs føles derfor utrolig forældet. Måske også fordi Brad Pitt stadig ikke har gidet føje nye nuancer til sit skuespil siden Once Upon a Time in Hollywood, som verden af uransagelige årsager fandt imponerende.
Og George Clooney har ikke for alvor medvirket i en god film siden Gravity i 2013. Hvis der var én skuespiller, der dominerede 00'erne med et uhørt højt antal af gode film, var det ham. Men der har immervæk været langt mellem succeserne de seneste 10 år, og det kommer Wolfs ikke til at ændre på.
Det er sigende, at Apple i sidste øjeblik fik kolde fødder og ikke turde sende filmen i biografen, som det ellers var planen i første omgang.
Månedens biografguide: Det skal du se i biografen i oktober 2024
Bevares, et par enkelte visninger hist og her i tilfælde af, at den kunne score nogle nomineringer ved et eller andet awardshow i USA, sikrer filmen lidt symbolske billetindtægter.
Bekvemme sko, der er tilpas udtrådte og passer forudsigeligt på foden, er nice. Men det er ikke sådan, en god film skal være.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: