Anmeldelse: Pixar har stadig helt styr på det uendelige univers

Pixars nye sci-fi-fortælling ’Elio’ er både et farverigt rumtrip og en rørende fortælling om sorg, mod og relationer – og den lander sikkert i hjertekulen.

Drengen Elio har for nyligt mistet sine forældre og er nu blevet adopteret af sin tante Olga. Hun havde egentlig en lovende karriere i militæret med udsigt til at kunne blive udpeget til et astronautprogram, så at blive mor til en livlig 11-årig var virkelig ikke en del af planen.

Under et besøg på en rummuseum bliver Elio fanget af stjernerne og er fra da af besat af tanken om at blive bortført af aliens og ført væk fra jorden og alle de svære følelser, der bor der.

Den store passion for rummet gør ham både uvenner med de andre militærunger på basen, hvor Olga arbejder, og desværre også med Olga, efter at han fra et gemmested i en skraldespand har sneget sig til at sende en besked ud i rummet via basens satellitter. Snart får Elio endelig sin drøm opfyldt om at komme ud i rummet.

Den indre rejse

Man taber nok mange under 7-8 år den første halve time, for der går faktisk ret lang tid, før vi forlader Jorden. Det er til gengæld rigtig rart for alle os andre, der skal have lidt relaterbarhed sammen med vores aliens.

’Elio’ tager sig god tid til at etablere den navnkundige dreng som karakter og ikke mindst til, at vi forstår Olga, som man har kæmpe sympati med, mens hun fejler gang på gang, selvom hun gør alt, hvad hun kan. Relationen mellem tante og nevø er anstrengt, men også fuld af kærlighed, og lige netop den fine forbindelse bruges til at navigere resten af filmen.

Det er lige der, at man kan se, at det er en Pixar- og ikke en Disneyfilm. Hos Disney er eventyret og turen ud vigtigst, mens Pixar altid har forstået at gøre den indre rejse mest interessant.

Flotte farver og gensynsværdi

Man kan se kvaliteten i animationen, når man kigger på velkendte, jordiske ting som træer, vand og camouflageuniformer, men skaberne folder sig især ud, da Elio bliver bortført og ender i Kommuniverset, som er et forsøg på at skabe en slags højteknologisk, intergalaktisk blanding af en tænketank og FN.

Her har hver kendt, beboet planet en ambassadør, og i den tro, at Elio er Jordens leder, giver man ham lov til at søge om optagelse. I Kommuniverset er alt i smukke farver, domineret af blå, hvid og pink, og det er fuldt af features som universelle oversættelsesdiske, et alvidende AI-leksikon og små rumskibe, der styres med stemme og håndaftryk.

Der er altså mange fine ting i filmen, som ikke nødvendigvis er så originale, at man er ved at gå bagover af benovelse. Langt hen ad vejen ved man også godt, hvor filmen skal hen, men der er noget trygt ved at læne sig tilbage og nyde, at filmen folder en historie ud på lærredet, som er så gennemtænkt og fint forankret i karakteropbygning. ’Elio’ er ikke en ny ’Wall-E’, men jeg forudser, at den får stor gensynsværdi for både sit kernepublikum og måske også et par voksne derude.

Måske blev der knebet en enkelt tåre

De danske stemmer fungerer rigtig fint, og især er der mange fine præstationer i børnerollerne, hvor Carl Løber leverer en alsidig præstation som hovedkarakteren Elio, og Louis August Jensen er vanvittigt sjov og charmerende som rumormen Glordon, der bliver Elios første ven i dette univers.

Camilla Lau leverer en præstation, der er både varm og genkendelig som tante Olga. Desuden er der flere gode præstationer blandt rumambassadørerne, hvor Sigurd Holmen Le Dous er herlig som den muntre Helix, og Carsten Svendsen leverer ultratørre replikker som ambassadør Tegmen, der bogstaveligt talt er lavet af sten.

Man har desuden fået Andreas Mogensen til at oversætte et arkivklip med den ikoniske, amerikanske astronom Carl Sagan. Det går jo nok over hovedet på de fleste, men der er intet som filmskabere, der interesserer sig for detaljer, såsom hvem der har rumcred nok til at dubbe Carl Sagan.

Hen mod slutningen, da en alienbegejstret radionørd med stemme af Christian Fuhlendorff kniber en tåre, da han får bekræftet, at vi ikke er alene i universet, vil jeg gerne indømme, at jeg selv blev lidt fugtig i øjenkrogen.

Ikke så meget, fordi jeg fik et animeret rumskib at se, men fordi det er ret vidunderligt, at Pixar, nu hvor Disney efterhånden kun kan finde ud af at parodiere deres egne tidligere mesterværker, stadig kan skabe en solid børnefilm, som er mindst lige så interessant for de voksne, fordi alt udenjordisk er stærkt forankret i genkendelige, jordiske følelser.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: