Anmeldelse: ‘Pot-au-feu: Vejen til hjertet’ bobler af kogekunst og kærlighed på fransk

Der er noget Babettes gæstebud over Tran Anh Hungs smukke og sanselige foodie-fantasi Pot-au-feu: Vejen til hjertet, der har finere fransk madlavning i den absolutte hovedrolle.

Benoît Magimel spiller Dodin Bouffant, en rig gourmand i Loire-dalen anno cirka 1885, der har viet sit liv til at udtænke raffinerede retter i sit veludstyrede køkken, som han deler med kokken Eugenie, spillet af Juliette Binoche. I 20 år har de to svinget gryderne og delt sanselige oplevelser mellem blus og køkkenhave, og i 20 år har de elsket hinanden.

Dodin ønsker at blive gift med Eugenie, men hun har det fint med at beholde sin frihed – i sikker forvisning om, at hun har hans hjerte.

Men forandringens vinde blæser også over Loire-dalen, og både Eugenie og Dodin må sande, at de bliver ældre og måske nok er herrer over den perfekte ovntemperatur, men ikke over skæbnens lunefulde og til tider ubarmhjertige vingeslag.

Som om hun aner, at balancen i det store køkken snart vil blive forstyrret, kaster Eugenie sin kærlighed på en ung lokal pige, der udviser et særligt sanseligt talent for smagssammensætninger, mens Dodin for sin del får travlt med at imponere en udenlandsk prins, der serverer en nærmest vulgær og overdreven menu for Dodin og hans venner, der foretrækker Eugenies uovertrufne, men mere enkle kogekunst. Og derfor vil give blærerøven en lektion i, at kvalitet som oftest er at foretrække frem for kvantitet.

Ægte kemi

Det samme princip gør sig gældende for den centrale kærlighedshistorie i Pot-au-feu: Vejen til hjertet. En simrende, langtidsbagt kærlighed med dybde i smagen og mange lag. Det er rørende at opleve den ellers temmelig kontante Dodins uendelige ømhed for Eugenie. Hans nærmest skoledrengeagtige trippen om hende, i håb om, at netop denne nat vil være en af dem, hvor døren til hendes kammer står åben.

Eugenie for sin del er en stærk kvinde, der ikke ønsker at ligge under for nogen mand, hvor højt hun end måtte elske ham. Hun bestemmer selv, om nøglen er drejet om, eller om døren står på klem. Det kan godt være, at Eugenie på papiret er ansat af Dodin, men det er på alle måder hende, der har bukserne på i deres forhold. Juliette Binoche og Benoît Magimel har en fin og ubesværet intim kemi – måske fordi de i den virkelige verden dannede par fra 1998 til 2003 og har en datter sammen.

Sanselig køkkendans

Men hvor smuk, sanselig og rørende kærlighedshistorien end måtte være, er det tydeligt, at det ikke er den, der er vigtigst for fransk-vietnamesiske Tran Anh Hung, der allerede viste sin forkærlighed for kulinariske finesser i gennembrudsfilmen Duften af den grønne papaya fra 1994.

De første 45 minutter tilbringer vi ganske enkelt i køkkenet, hvor Eugenie tilbereder et ekstraordinært og mundvandsfremkaldende måltid til Dodin og hans venner. Der bliver kogt, stegt, braiseret, sauteret og tilsmagt i et væk i det imponerende veludstyrede køkken.

Kalv, fisk, grøntsager, indbagte lækkerier og delikate supper. For slet ikke at tale om desserterne. Alt sammen styret med sikker hånd af Eugenie, der bevæger sig mellem køkkenets forskellige stationer i en roligt koreograferet dans. Det er sanseligt og overraskende medrivende. Man får lyst til at placere sig lige der i det dampende køkken, bare for at trække vejret dybt ind og få del i alle de duftnoter, vi kun kan fornemme gennem lærredet. At den lange scene lykkes så utroligt godt, skyldes først og fremmest Juliette Binoche, der er sanselighed, integritet og hjertevarme i en appetitlig pakke. Det er en fornøjelse at overvære hende håndtere en fiskesuppe eller en tærte, som var det selve essensen af livet. Hvad det måske også er – i hvert fald i den korte stund, smagsindtrykkene eksploderer i munden.

Hjerter i takt

Så tilgiver man, at scenerne blandt herrerne i spisestuen er lige så stive som skjorteflipper til sammenligning og irriterende fyldt med lange monologer og forklaringer, som alle omkring bordet må formodes at kende til hudløshed. Og som derfor kun har fundet plads i manuskriptet af hensyn til os ude i biografmørket, der skal lære lidt om mesterkokken Auguste Escoffier eller historien bag den ene og den anden franske delikatesse.

Sandsynligvis er de kluntede passager et levn fra den bog, filmen er baseret på, La Vie et la Passion de Dodin Bouffant, gourmet af Marcel Rouff. Men der burde have været mere elegante måder at flette den nødvendige baggrundsinformation ind i fortællingen.

For selvfølgelig er det vigtigt, at vi får historien bag den enkle bonderet Pot-au-feu, der har lagt navn til filmen. En enkel ret af kogt kød og grøntsager, der ikke gør noget særligt væsen af sig, men som smager himmelsk, hvis den er lavet med kærlighed.

Og det er netop en af filmens væsentligste pointer: Hvis bare man tager sig tid til at nyde øjeblikket, til at vælge de rette ingredienser, til at tage livets dufte ind, så behøver hverken livet, lykken eller kærligheden at være så kompliceret. Ofte ligger livets egentlige skønhed i det enkle. I smag, duft og hjerter, der banker i takt. Om det så bare er for en stund.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: