Anmeldelse: ’Scoop’ er en filmisk sensation om et af de vildeste interviews nogensinde

At det britiske kongehus er verdensmester i dårlig kommunikation – skarpt forfulgt af det danske – fik vi for nylig et flot eksempel på i forbindelse med hele palaveret omkring prinsesse Kates kræftsygdom.

Igennem årerne har de foretaget det ene mere dumme valg efter det andet ud fra et forældet synspunkt om, at pøblen bliver tilfreds med, hvad end hoffet giver dem af kommunikative godbidder. Men verden har unægtelig ændret sig, og dyrkelsen af kongehuse som institutioner er på retræte overalt på kloden.

Ikke mindst efter prins Andrews mildest sagt katastrofale interview i 2019, hvor han fumlende forsøgte at redegøre for sin relation til finansmanden og sexforbryderen Jeffrey Epstein.

Har man mod på at se hele interviewet i al dets tåkrummende herlighed, ligger det frit tilgængeligt på YouTube. Inden da, kan man passende give sig i kast med Netflix-filmen Scoop.

Filmen er baseret på produceren Sam McAlisters bog Scoops: Behind the Scenes of BBC’s Most Shocking Interviews og er et kig ind bag scenen på, hvordan det berømte og berygtede interview kom i stand.

Hovedpersonen er netop Sam (Billie Piper), som har ansvaret for at booke gæster til nyhedsprogrammet Newsnight. BBC har netop annonceret, at der skal skæres voldsomt ned, og selv om hendes program ikke direkte bliver berørt, er alle lidt nervøse for fremtiden.

Da muligheden for at få et interview med prins Andrew (Rufus Sewell under en god portion proteser og makeup), netop som skandalen omkring hans relation til Jeffrey Epstein tager til efter rigmandens anholdelse og efterfølgende død, lugter alle på redaktionen et potentielt scoop.

Magnetisk skuespil

Scoop arbejder på to fronter. Inde i redaktionsrummet hos Newsnight, hvor alle de journalistiske værktøjer bliver brugt for at sikre, at intervieweren Emily Maitlis (Gillian Anderson) har alle oplysninger klar, så hun kan udfritte prinsebassen.

Derudover er vi også inde hos Andrews presseteam, der ikke ligefrem er i harmoni. Chefen Amanda Thirsk (Keeley Hawes) undergraver konstant den nyansatte kommunikationsspecialist, der til sidst også siger op i frustration, og prinsen selv tror, at han har styr på det hele og er verdens mest charmerende menneske. Efter kongehus-standarder er han da også dygtig, men sammenlignet med alle andre professionelle kommunikatorer er han mere håbløs end Bambi på glatis.

Rufus Sewell har gennem hele karrieren været god til at spille den her slags pompøse aristokrat-typer, der med selvfed selvsikkerhed mener, at de er bedre end alle andre. Andrew er bestemt ingen undtagelse, og skuespilleren har fat i hver eneste fiber af den royale klaphat.

Billie Piper, som har været en urkraft af blændende præstationer siden gennembruddet i Doctor Who-serien i 2005, er et energibundt uden lige. Især måden hun bruger sine øjne på er rigtig flot. Begejstring, overraskelse, frustration, alle følelser bliver fremvist der, før resten af kroppen kommer med.

Det er da også derfor, som alle ved, at en film- og serieskuespillers vigtigste værktøj er øjnene. Som det fortærskede ordsprog siger, så er de portalen til sjælen. Hvis ikke skuespilleren er fuldstændig investeret i plottets handling, er det oftest der, det bliver afsløret først.

Ned med de rige

Med en spilletid på lidt over 100 minutter bevæger handlingen i Scoop sig afsted i et hurtigt tempo. Selv med diverse tidsspring mister man aldrig overblikket over, hvor i handlingen vi befinder os.

De tre serieveteraner, instruktør Phillip Martin (Mistænkt: Sidste akt med Helen Mirren, The Crown) og manuskriptforfatterne Peter Moffat (Criminal Justice, Your Honor) og Geoff Bussetil (Skins, The English Game) har slebet filmen til, så den er så skarp og uden overflødigt pjat som overhovedet muligt.

Den britiske galgenhumor og kvikke replikker er med til at tage det værste ubehag af det alvorlige emne. Grinene kommer på bekostning af de kriminelle og dem højere oppe i hierarkiet, så der indirekte laves en form for klassekamp mellem de almindelige mennesker/journalisterne og den kongelige institution/rigmænd/magthavere, der tror, de kan gøre, hvad der passer dem uden konsekvenser.

Det er nogle ordentlige svirp med halen, tenderende til implicit sønderrivende samfundskritik. Og så er den en foruroligende reminder om, hvor lang tid Epstein kunne få lov til at operere, uden at nogen greb ind.

Scoop starter med, at en paparazzo i 2010 tager et billede af den kriminelle rigmand og prins Andrew, da de går tur i New York. Forinden har fotografen ligget på lur ude foran Epsteins lejlighed og taget billede af nogle af de mange unge piger, som blev hentet ind til at underholde hans gæster og ham selv.

Især et billede går igen igennem filmen, og vi hører også senere fra paparazzoen, hvordan han har hørt og set, hvordan alle kom og gik fra Epsteins domicil. Det er den her slags små reminders, som elegant bliver drysset ud igennem Scoop, samtidig med at der bliver holdt et klart fokus på interviewet med Andrew.

Gillian Anderson ligner her nærmest en dobbeltgænger af intervieweren Emily Maitlis, samtidig med at skuespilleren har den velkendte evne til konstant at være den sejeste person i lokalet. Det er en perfekt kombination af stjerneskuespiller-karisma og karakteren, som også har en larger than life-personlighed, der bliver understreget af hunden Moody, en mynde, som færdes utroligt hjemmevant i mediebygningen.

Scoop er noget så sjældent som en Netflix-film, der rent faktisk er god, og som man har lyst til at se igen. Ikke mindst takket være det fremragende skuespil og den skarpskårne historie, så selv om man kender historien, sidder man stadig klinet til skærmen – helt ude på kanten af sofaen af spænding.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: