Anmeldelse: 'They Cloned Tyrone' er satire med absurd komik i højsædet

Netflix’ originalfilm har et ry for ofte at være … Lad os sige under middel. Derfor er det så dejligt forfriskende, når en film som They Cloned Tyrone titter frem på tjenesten.

They Cloned Tyrone viser på mange måder, hvad en film lavet til streaming bør være. Kvaliteten er ikke så høj, som det man ville forvente at se i biografen, men det giver mulighed for at prøve nogle ting af og have det sjovt. Det er ikke altid, det virker helt optimalt, men man er underholdt og føler ikke, man har spildt sin tid.

En gangster, en prostitueret og en alfons går ind i et laboratorie …

Vi følger den afdæmpede gangster, Fontaine (John Boyega), i løbet af en normal dagligdag, hvor han bliver affejet af sin mor, køber en alkoholiseret sodavand og et skrabelod, og så går han ellers i gang med sine kriminelle forretninger. De består primært af at samle penge ind for den narko, han sælger, og holde andre kriminelle ude af sit territorie. Efter at have indsamlet penge hos den flamboyante alfons, Slick Charles (Jamie Foxx), bliver Fontaine dræbt af en rivaliserende gangster.

Dagen efter vågner han dog op uden nogen mén og tror, at det er dagen forinden. Slick fortæller, at han så Fontaine dø, og sammen med den rapkæftede prostituerede Yo-Yo (Teyonah Parris) tager de tre ud for at finde ud af, hvad fanden der foregår. Det leder dem på sporet af en konspiration, hvor de opdager et hemmeligt laboratorie, hvor Fontaines lig ligger. Det er dog kun starten på rejsen ned i kaninhullet, der holder én gættende, selv når man tror, man har fået alle svarene.

Fremragende præstationer

Der er en tydelig homage til 70’ernes blaxploitation-film. Karaktererne er ligeledes overgjorte i deres fremstillinger. Jamie Foxx og Teyonah Parris er som taget ud af en Dolemite-film, altid ekstravagant påklædte og med en mund, der altid er i bevægelse. De har tydeligt haft det sjovt i rollerne, og de giver også anledning til en masse latter.

Fontaine har en langt mere nutidig følelse over sig, og han hører nok bedre hjemme i et HBO-krimidrama, men netop derfor er han vigtig i filmen. Han giver tyngde til fortællingen, så det ikke kun går op i morskab og absurd humor, og i et komisk henseende fungerer han godt som Jamie Foxx’ ’straight man’.

Om ikke andet bør filmen ses alene for de tre hovedrollers præstationer, for de får det hele til at spille.

Kan vi få lidt mere lys, tak!

Ligesom Jamie Foxx og Teyonah Parris’ karakterer er den visuelle stil og lydsiden også svøbt ind i 70’er-stilen. Der er lagt et grynet filter over hele filmen, der simulerer, at det er optaget med film i stedet for digitalt, der akkompagneres med et bastungt funksoundtrack.

They Cloned Tyrone går desværre gåsegang med en irriterende tendens i moderne lyssætning, hvor man ønsker et mere naturligt ’look’ til filmen. Når det meste af filmen er optaget i mørke lokationer og om natten, har det den simple effekt, at det er svært at se, hvad der foregår. Gør dig selv den tjeneste at se den i de mørkeste omstændigheder som muligt!

Absurditeten stiger og stiger

Det er ikke kun i form, men også indhold, at blaxploitation-genren er et fremtrædende element i filmen, hvor flere negative stereotyper om sorte i det urbane USA bliver opfyldt til punkt og prikke i en sådan grad, at det får en tydelig satirisk karakter og giver en afart af metafiktion. Det skaber både overdrevet komik, men tjener også en funktion i historien.

Vi starter ud meget jordnært og viser det hårde liv ’in the hood’ med få komiske input fra karaktererne, men som filmen skrider frem, bliver komikken mere og mere absurd til det punkt, at man begynder at grine over selve situationen mere end noget specifikt, karaktererne siger og gør.

Filmen behandler meget, specielt når det kommer til racerelationer, og om man primært bliver formet af samfundet eller sin biologi. Slutningen er forhastet, og når rulleteksterne annoncerer sin ankomst, står det klart, at filmen får sine points for formidlingen af budskabet mere end budskabet selv.