Film | Anmeldelser

Anmeldelse: De første 20 minutter af ’Bird Box Barcelona’ er fremragende

Af
Claus Nygaard Petersen
10. juli 2023
Bird Box Barcelona anmeldelse
Det er tid til igen at lukke øjnene ellers begår man selvmord i 'Bird Box Barcelona', som er opfølgeren til Susanne Biers Netflix-hit. / Foto: Andreas Remini/Netflix

Del artikel

Det spanske spin-off til den populære film fra 2018 starter godt, men bumler og tumler sig frem resten af tiden.

Bird Box Barcelona

Streamingtjeneste: Netflix
Premieredato: 14. juli
Genre: Thriller, action
Instruktør: Álex- og David Pastor
Manuskriptforfatter: Álex- og David Pastor
Medvirkende: Mario Casas, Alejandra Howard, Georgina Campbell, Naila Schuberth, Diego Calva, Leonardo Sbaraglia mfl.
Land: Spanien
Spilletid: 1 time og 51 minutter

Susanne Biers Netflix-film Bird Box blev en kæmpe succes hos streamingtjenesten i 2018, selv om den måske ikke ligefrem var et mesterværk. At filmen udkom et halvt år efter, at den langt overlegne A Quiet Place havde taget verden med storm, stillede den næppe mere gunstigt hos feinschmeckerne blandt publikum.

Og når noget bliver en succes nu til dags, skynder man sig at kigge på, hvordan man får kapitaliseret mest muligt på det. Men vi skulle helt frem til 2020, før der var nyt i fuglekasse-franchisen.

En efterfølger blev annonceret som værende på vej, og et år senere blev det gjort klart, at der var tale om en spin-off, som foregår i det samme univers. Og at det ville være den første af en række lokale spin-offs, der skulle foregå rundt omkring i verden.

Findes der er en bedre måde at sikre en masse folk foran skærmen end at lade en berømt franchise foregå i deres land? De er snu, de Netflix-folk.

Men holder Bird Box Barcelona så som film? Svaret er både og. For der er rigtig mange gode og interessante idéer i filmen, som dog aldrig rigtig får indløst deres store potentiale til fordel for triviel og forudsigelig overlevelsesaction-pladder.

Turen går til

Bird Box Barcelona handler om Sebastián (Mario Casas). Vi er ni måneder inde i den verdensomspændende katastrofe, hvor ukendte væsner får folk til at begå selvmord. Sammen med datteren Anna (Alejandra Howard) forsøger han at overleve i Barcelonas øde gader.

Bander af blinde personer trives bedre end de fleste, da de ikke skal bekymre sig om at komme til at se væsnerne. For det er som bekendt kun, hvis man ser dem, at de sender en ud i suicidal-psykose.

Og det er ikke bare sådan lige at undgå. For nogle mennesker bliver påvirket på en anden måde end de fleste. Hvis man er psykisk ustabil, eller på en eller anden måde har fået et så massivt trauma, at man er blevet psykisk syg, begår man ikke selvmord.

I stedet bliver man en allieret for væsnerne. Man prøver at åbne andre folks øjne eller sørge for, at de ser dem. Især en gruppe under ledelse af en desillusioneret katolsk præst, fader Esteban (Leonardo Sbaraglia), hærger de postapokalyptiske gader.

Bird Box Barcelona dvæler meget ved netop dette aspekt, og det er herligt. For i originalen var de seende bare nogle vanvittige skurke, man skulle undgå. Kedeligt endimensionelle.

Her kommer vi et spadestik dybere, så vi får mere at vide om, hvad det er, de ser.

Instruktør- og manuskriptduoen, brødene Álex- og David Pastor, får fornemt viklet en masse katolicisme-karakteristika ind. Skyld, helgener og befrielse af den evige sjæl – alt sammen godt og interessant formidlet.

De første 20 minutter af Bird Box Barcelona lover så godt for resten af filmen, at man bliver decideret skuffet, da den falder mere i tråd med originalen.

Toppen af fuglebjerget

For præcis som i Bird Box, er der i Barcelona et sted, hvor man kan være i sikkerhed.

Der er lige den aber dabei, at det er på toppen af Montjuïc-bjerget, som tårner over byen. Og den eneste vej derop er ved at tage en lift, der ligger i den modsatte ende af byen. Hvor der både er væsner og deres allierede som forhindring.

Den del er rimelig uinteressant. Har man set bare én af den her slags film eller serier – The Last of Us ligger stadig meget friskt i erindringen f.eks. – så ved man, hvem der er vigtige personer, og hvem der kommer til at dø ved et makabert selvmord.

Men det spændende, hvor man dvæler ved, hvordan ”de onde” i den her verden klarer sig, er, med al ære og respekt, på for højt et kunstnerisk niveau for, hvad man kan forvente af en Netflix actionthriller.

For det handler om at favne bredt, så alle får lyst til at se med. Der skal skaffes nye abonnenter, folk skal forlænge deres medlemskab, og der skal også gerne sættes en eller anden rekord opfundet til lejligheden.

Bird Box Barcelona ser godt ud. Der er bare noget, der fungerer bedre, når man sætter en apokalypse i Europa fremfor USA, hvor man ser det så tit. Sebastiáns færd er også ret spændende, og det er nærmere alle andre omkring ham, der trækker niveauet ned.

Dødsfaldene har også lige fået et nøk op, takket være den mindre europæiske blufærdighed, når det kommer til blod og gore.

Til gengæld, kunne man med fordel have skåret 20 minutter fra, så vi ramte skarpe 90 minutter fremfor halvsløje 111.

Bird Box Barcelona kan noget, men tumler og bumler sig frem for meget af tiden i stedet for at holde fokus på sine styrker. Og så er der ikke engang en af de titulære fuglekasser med i filmen!

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser