Anmeldelse: ’From the World of John Wick: Ballerina’ leverer masser af slagkraftig action

Det er da to personer begynder at skyde efter hinanden med flammekastere, at ’From the World of John Wick: Ballerina’ rammer de actionvanvidshøjder, som har kendetegnet den berømte slå-på-tæven-filmserie.

Den slags, hvor du sidder i biografsædet og skraldgriner over, hvor fjollet og fedt det ser ud. Af og til tager det absurde overhånd, hvilket bedst blev eksemplificeret i ’John Wick: Chapter 4’, hvor den titulære lejemorder faldt ned af de berømte Montmartre-trappetrin, som fører op til Sacré-Coeur-kirken i Paris. Bedst som man troede, at han havde nået toppen, faldt han igen ned af de knogleknusende trin.

Tonen i ’Ballerina’ er en tak mere seriøs, og det er både godt og skidt.

Handlingen foregår imellem den tredje og fjerde ’John Wick’-film, hvilket åbner muligheden for, at han kan være med. Det er dog ikke Keanu Reeves’ karakter, som er hovedpersonen.

Den navnkundige ballerina er Eve Macarro, der bliver spillet af Ana de Armas (’Knives Out’, ’No Time to Die’), og hun er under optræning i samme organisation, som John Wick er en del af, Ruska Roma.

Hun oplevede som barn sin far blive myrdet af en gruppe snigmordere under ledelse af den mystiske Kansler (Gabriel Byrne). Hun slap selv lige nøjagtig væk, og med hjælp fra hotelejeren Winston (Ian McShane) kom hun ind i Ruska Roma.

Cirka 12 år senere er hun på en mission, da hun dræber en håndlanger med samme mærke på hånden som de mænd, der myrdede hendes far. Selvom hun får strenge ordrer på ikke at forfølge sporet, gør hun det selvfølgelig.

Dermed kommer Eve i en situation, hvor hun skal finde frem til den ukendte morderflok og samtidig forsøge at undgå bøhmanden selv, John Wick, som bliver sendt efter hende af Ruska Roma.

Smæk på actiondelen

Har du set en ’John Wick’-film, vil du være nogenlunde hjemmevant i det lidt kringlede univers med snigmorderklaner, tudsegamle alliancer og særprægede traditioner.

Actiondelen er også, som vi kender den. Der er fuld smæk på kampscenerne, hvor hvert spark, slag og skududveksling går lige i maven på publikum. ’Ballerina’ lader bestemt ikke noget stå tilbage for ’John Wick’-filmene, og præcis som Reeves giver Ana de Armas alt, hvad hun har, i den fysisk krævende rolle.

Der er bare noget særligt, når man kan se, at det rent faktisk er skuespillerne selv, der udfører mange af strabadserne. Ikke mindst, at der ikke er overdreven brug af computereffekter, som virkelig kan tage en ud af filmen, når de ikke er lavet ordentligt.

I flere år har ’John Wick’- og ’Mission: Impossible’-filmene duelleret om at levere den vildeste action. Men hvor Tom Cruise mere er drejet over i spektakulære monumenter – som at hænge ud af at fly i luften – har ’John Wick-universet altid været forankret i slåskampe.

Formlen er ofte den samme: Vores hovedpersoner kommer til et sted, hvorefter anonyme håndlangere i hobetal angriber og bliver dræbt på mere eller mindre opfindsom vis. Den spilagtige formel er der ikke blevet ændret på i ’Ballerina’, og det fungerer skam også upåklageligt.

Det ’men’, som er lige rundt om hjørnet, går heller ikke på den del, men på selve historien.

Spinkel historie som altid

Manuskriptet til ’Ballerina’ er skrevet af Shay Hatten, som også står bag ’John Wick 3’ og ’4’. Men han er også leverandør til Zack Snyders Netflix-ørkenvandringer ’Army of the Dead’ (og efterfølgeren ’Army of Thieves’) og de store rum-operafiaskoer ’Rebel Moon’.

Nu er det heller ikke fordi, det er historierne, man ser ’John Wick’ for. Men når tanken er, at ’Ballerina’ skal være en ny filmserie i filmserien, burde der alligevel være kælet lidt mere for historien, end tilfældet er her.

Det er, som om al krudtet i fortællingen er blevet brugt i den her film, selvom det sagtens kunne være blevet spredt udover et par stykker. Bare fordi alt kan fyres af på en gang, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man skal gøre det.

’Ballerina’ bærer i den forstand præg af, at den er designet til at være en selvstændig film, med en stor åbning til en eventuel fortsættelse, hvis den skulle blive en succes. Spørgsmålet er bare, om det er en ny retning at gå i, eller om den ender i den trælse faldgrube, der hedder ’John Wick’, bare med en kvindelig hovedrolle.

Og det ville ærlig talt være en skam, for Ana de Armas er alt for dygtig til det. Der var i lang tid forlydender om, at Oscarvinder Emerald Fennell (’Promising Young Woman’, ’Saltburn’) var tilknyttet for at give manuskriptet et gennemskriv. Fennells navn optræder dog ikke i rulleteksterne på manus-delen, så hvad end bidrag hun er kommet med, har det ikke været udslagsgivende nok til at give en kreditering.

Der er dog en gennemgående tematik om at ’slås som en pige’, der kunne have Fennell som afsender. I betragtning af, hvor meget det fylder, er det underligt, at det i så tilfælde ikke har udmøntet sig i en kreditering.

Under alle omstændigheder er ’Ballerina’ leveringsdygtig i slagkraftig action med en række mindeværdige øjeblikke. Det er dét, samt Ana de Armas’ præstation, som bærer filmen, der historiemæssigt står på lidt tynde ben.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: