Anmeldelse: 'The Continental' oser af 70'er-stil og vellykket action

Spin-offs til populære film og serier har altid været en ting, og når en filmserie som John Wick har efterladt så stort et aftryk, som den har, så giver det kun mening at malke universet for alt, hvad det har at byde på.

Når dette spin-off omhandler en allerede eksisterende karakters baggrundshistorie, i dette tilfælde Ian McShanes Winston Scott, bestyreren for lejemorderhotellet The Continental, så skal man også tage stilling til, om serien overhovedet har et eksistensgrundlag.

The Continental gør ikke det store for at udforske universet eller give den store introduktion til Winston Scotts karakter og baggrund, men den er bestemt seværdig.

I 70’ernes New York

Vi åbner ballet nytårsaften en gang i 70’ernes New York på det berygtede hotel. New York City er ramt af en skraldestrejke. Affald flyder, hvor end man bevæger sig hen, men The Continental er nærmest en verden for sig selv. Francis ’Frankie’ Scott (Ben Robson) bruger de buldrende festligheder som dække til at stjæle en gammel møntpresse (kendere af John Wick-filmene vil forstå betydningen af møntpressen med det samme).

Den hæmningsløse bestyrer af hotellet, Cormac (Mel Gibson), kidnapper således Frankies veltalende bror Winston (Colin Woodell) fra sit luksuriøse svindlerliv i London og sætter ham til at finde Frankie og møntpressen, såfremt han har nogle forhåbninger om at fortsætte det, man kalder livet.

Hvad der starter med Winstons søgen efter sin bror, udvikler sig hurtigt til en kamp på liv og død, da han øjner en mulighed for at overtage hotellet og magten, der hører med, fra Cormac.

Til et lydbillede, der er så fyldt med 70’er-sange, at man begynder at overveje, om en komponist nogensinde har været inde over til blot at skrive én original tone, begynder Winston at samle et hold, der kan vælte Cormac og alle de excentriske gæster, hotellet huser, som kunne stå i vejen for deres planer.

Mere action, tak!

Vi skal ikke mere end 15 minutter ind i første afsnit, før vi får en af de actionsekvenser, som filmserien har markeret sig på. Lange sekvenser uden klip, en koreografi, der sidder lige i skabet, og man kan ikke undgå at lade sig rive med. Inden sidste afsnit skal man dog lede lidt langt mellem actionsekvenserne, som man ellers kunne forvente ville fylde en god del, når man ser på seriens ophav.

De tre afsnit er delt op næsten efter en skabelon i ’begyndelse, midte og slutning’, hvor den lider af det, man med fordel kan kalde en langsom anden akt. Her går det meste af tiden på at få samlet holdet, og serier tager minimale skridt i de forskellige plottråde.

Problemet ville være mindre, hvis alle afsnit blev udgivet på samme tid, men med en uges mellemrum rammer andet afsnit lidt som et vejbump, hvor man har lyst til at trykke speederen i bund. The Continental kunne med fordel kortes ned til en time pr. afsnit og blive mere fokuseret i sin historiefortælling.

Når ragnarok endelig begynder, og kampen om hotellet skal stå, så kan man næsten heller ikke ønske sig mere, og her mere end noget andet nærmer man sig følelsen af at se en John Wick-film. Der er action for alle pengene, som det burde være.

Altid inden for skiven

Karakterernes motiver er til tider flyvske, og det er en serie, hvor man har lidt svært med virkelig at kere sig om den lille gruppe, vi følger. Serien prøver at give de fleste karakterer deres egen lille fortællebue over de fire en halv timer, som serien i sin helhed varer. Men ofte behandles de på en måde, de ikke helt har gjort sig fortjent til.

Det bliver desværre mest tydeligt ved Winston, der først ikke vil have noget med sin bror at gøre, men så får man lige et skud Fast and Furious ’Family’ til at rette op på det. Så vil han overtage holdet på grund af magt, hævn eller fred fra Cormac. Det skifter lidt undervejs, men uanset motivet, er gøremålet det samme. Det gør det ikke godt, men dog mere håndgribeligt.

Foruden de herlige actionscener, er Mel Gibson det helt store trækplaster. Han er den magtsyge Cormac, og måske fordi det er Mel Gibson, føles han allerede i starten som en mand på randen. For hver scene mister han mere og mere grebet om sin besindelse, indtil han til sidst er som en frådende hund, der fræser rundt i raseri. Det er ligeså overdrevet, som det er underholdende.

The Continental er ikke banebrydende som dens filmiske forgængere, men byder på nok veludført action og retro-70’er-stil til, at man er godt underholdt undervejs. Den rammer aldrig bullseye, men er altid indenfor skiven.