Anmeldelse: ‘The Zone of Interest’ er en stærk og uafrystelig oplevelse

At dele for mange hjerter ud til film skal man være forsigtig med. Hvis der først går inflation i dem, er de i princippet ligegyldige. Det er min holdning, og derfor er jeg temmelig karrig med at dele topkarakteren 6 hjerter ud. Den er forbeholdt det absolutte mesterværk, der kan holde til tidens tand, og som rummer en helt særlig personlig kunstnerisk vision fra instruktøren.

Netop ud fra de kriterier, er jeg, på trods af at året knapt nok er begyndt, nødt til at give fuld plade til Jonathan Glazers enestående film, The Zone of Interest, som blæste mig bagover, da jeg så den første gang ved sidste års Cannes Film Festival. Dér måtte jeg lige trække afsides efter filmen for at komme til mig selv igen.

Film om 2. verdenskrig

Film om 2. verdenskrig, om nazister, koncentrationslejre og jødeforfølgelse er der mange af. I alle tænkelige genrer. I nyere tid, fra Sophies Choice (hvor Rudolf Höss optræder som en karakter) over Inglorious Basterds til László Nemes’ fremragende Son of Saul. For bare at nævne nogle få.

Af samme grund kan det også være svært for filmskabere at komme op ‘med en ny vinkel’. Men præcis dét er lykkedes den britiske instruktør Jonathan Glazer med The Zone of Interest, der følger familien Höss i deres dagligdag.

Det lyder jo tilforladeligt nok at følge far Rudolf, der går på arbejde hver dag, mor Hedwig, der passer huset og haven og deres fem børn. Hvis det ikke lige var fordi, at Rudolf var kommandant for Auschwitz-lejren og en af de store bagmænd bag den effektive udryddelsesmaskine, Auschwitz-lejrens tre komplekser blev til under ‘Endlösung’, og at familien Höss’ villa lå klos op ad lejren. Som i lige på den anden side af muren.

Et lille paradis i helvede

I en total blindhed og døvhed overfor de rædsler, der foregår på den anden side af villa-muren, går Hedwig og hygger sig. Jævnligt kommer der pakker fra lejren, der har pænt dametøj, som hun lader sit husholdningspersonale vælge beklædningsstykker fra. Indimellem sågar en pels eller smykker, som hun selv snupper. Uden en tanke på hvor eller hvem det kommer fra.

Og ellers er hendes store passion den meget smukke blomsterrige have. Hedwig har med andre ord fået det hjem og den familie, som hun end aldrig havde turdet drømme om. Og så må man tage den evige aske fra lejrens skorstene, der lægger sig overalt som beskidt støv, med i købet. Eller den infame lugt, der gør, at man må tage vasketøjet ind.

Eminent lyddesign

Sammensætningen, eller modsætningen om man vil, mellem de to kontraster, idyllen på den ene side og rædslen på den anden, er en del af Glazers mesterlige træk i denne film. For selv om billederne viser skønhed og hygge, får vi på lydsiden aldrig fred. En konstant brummen fra de evigt brændende krematorier, skud og skrig fra fangerne og den bastonede score, der ligger som en ørestresser, der aldrig lader os glemme.

Det er særligt i filmens lyddesign, at Glazer i samarbejde med Mica Levi på score og Johnnie Burn på lyddesign, udøver sin stærkeste kunst. Den gør, at man vedvarende holdes i en anspændt tilstand, på trods af at billederne, vi ser, som sådan ikke er ubehagelige eller uhyggelige. Tværtimod.

Vi lukker alle øjnene

Og heri ligger et andet genialt træk fra Glazer. De banale hverdagssituationer viser, at ondskab ikke nødvendigvis kommer i uhyrlige indpakninger, men kan være til stede i liv og mennesker, der egentlig ligner os. Der er en forblændende normalitet, der dog hurtigt får et gustent lys, der bliver endnu mere grotesk, efterhånden som omstændighederne trænger ind.

En normalitet, der samtidig viser, at vi er i stand til det mest vanvittige. Også at lukke øjne og ører for unævnelige rædsler og forbrydelser. Ikke et heroisk eller sympatisk træk, men et menneskeligt og på den måde handler The Zone of Interest som sådan ikke om nazister eller kz-fanger, men om os alle.

Tysk grundighed

I den utaknemmelige opgave at spille Rudolf og Hedwig ser vi to af Tysklands stærke kræfter. Christian Friedel, der spiller Rudolf Höss, kender vi fra serien Babylon Berlin og Michael Hanekes Det hvide bånd.

Og Sandra Hüller, der spiller Hedwig, er i gang med et rent triumftog i øjeblikket. Udover denne film er hun også aktuel i den franske film af Justine Triet, Anatomy of a Fall, som hun har vundet European Film Award for og just været Golden Globe-nomineret for. At hendes talent spænder bredt, ved de, der så komedien Min far Toni Erdmann, som hun fik sit internationale gennembrud med.

Med de to aktuelle roller nu, der ligger milevidt fra hinanden i udtryk, understreger hun sin vidtfavnende kapacitet som skuespiller. Som Hedwig er hendes tunge kropssprog alene bemærkelsesværdigt, og også Friedel gestalter den nærmest apatiske distance, Höss havde til sit job.

Lug ukrudtet

Ved fælles kræfter gør Glazer, Hüller, Friedel og lydfolkene The Zone of Interest til en af de stærkeste film, jeg har set i mange år. En film, der på langsommelig og diskret vis borer sig dybt ind og bliver siddende som en burre, der ikke vil slippe. Et kunstnerisk kompromisløst mesterværk, der gør sig fortjent til en plads i kanonen over film om nazismen.

Med en vigtig påmindelse om, at fortiden ikke er langt væk, når det kommer til ansigtsløse fjendebilleder, og at det onde ligger som en evig spire i os alle, hvis vi ikke luger i vores egen have.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: