Film | Anmeldelser

Anmeldelse: Er du klar til at blive væltet omkuld af ’The Whale’?

AfMaria Månson
1. marts 2023
The Whale anmeldelse
Brendan Fraser som den overvægtige lærer Charlie i Darren Aronofskys 'The Whale' / Foto: Nordisk Film Distribution /

Del artikel

En tsunami af empati fra biografaktuelle ’The Whale’ sender vores nye anmelder Maria Månson i gulvet.

- ”Du kan bare feje mig op sammen med popcorn-resterne. Jeg ligger lige her og er gået i opløsning”. Den stakkels biografmedarbejder kigger på mit ansigt og forstår.

Der er en særlig plads i Himlen (eller måske Helvede) for de film, der river dig rundt følelsesmæssigt. Dem, hvor du må blive siddende i salen, til alle er gået, i skam over dit hævede, forgrædte ansigt.

Få flere film anmeldelser her!

Med denne film stopper det ikke engang, når man går ud i virkeligheden igen. Hele resten af dagen efter at have set Darren Aronofskys The Whale går jeg rundt som fanget i en gople af stivnede tårer. Helt skrøbelig og parat til at blive punkteret ved den mindste bemærkning.

Et far/datter-drama

The Whale er baseret på et teaterstykke og fungerer som et kammerspil med hovedkarakteren Charlies dagligstue som epicentret og enkelte andre rum som afstikkere.

Vi følger Brendan Fraser som den stærkt overvægtige og sky online-engelsklærer Charlie, der trods venners insisteren, nægter at lade sig indlægge for hjerteproblemer. Derfor står han nu over for sit livs yderste dage. Øverst på hans ønskeliste står en genetablering af forholdet til datteren Ellie (spillet af Stranger Things-stjernen Sadie Sink). Hende og hendes mor forlod han, da hun var otte for at forfølge en stormende forelskelse i Alan.

Men forsoningen er ikke sådan lige til. Far/datter-dramaet kompliceres af den sorg og depression, Charlie har slæbt rundt på siden kæresten Alans selvmord og Ellies raseri mod sin far og verden generelt.

Læs også: ’Underverden 2’ er tilbage, men Dar Salim er ugenkendelig

Mesterligt skuespil

Der er ekstremt stærke skuespil-præstationer hele vejen rundt, men især Brendan Frasers uudholdeligt menneskelige portrættering gav mig åndenød. Jeg havde på én gang lyst til at kramme og ruske ham.

Charlie-figurens insisteren på menneskets godhed er både ubærlig og smuk. For hele verden (ham selv og seeren inkluderet) kigger på ham med afsky. Det er en stemningsmæssig balancegang mellem et uudgrundeligt mørke og skønhed, som livet nogle gange er.

Kontroversielt blik på overvægt

Instruktøren Aronofsky har mødt en del kritik for sin portrættering af den overvægtige Charlie og især af dennes spiseforstyrrelse. Jeg kan til dels godt følge kritikken. Der er på den ene side ingen tvivl om, at både Fraser og Aronofsky har gjort sig umage med at skabe en figur, der føles som et helt menneske – og som ikke har et gram ondskab i sig.

Men kameraets dvælen ved dellerne, smasken, spyt, fedt og sovs har med al tydelighed den hensigt at skabe væmmelse, både hos figurerne omkring Charlie og hos os, der ser filmen. Og dén del gav mig ondt i maven. I mine øjne kunne man sagtens have haft en anden tilgang og vinkel på Charlies krop og spisning uden at miste filmens nerve.

En flod af empati

Overvægt og bulimi er langt fra de eneste tematikker, der kastes ind i denne bouillonterning af sprængfarlige følelser. Vi kommer nænsomt rundt om både homoseksualitet, religion, selvmord, depression og online mobning.

Det lyder af meget, og det er det også. Men på tværs af alle disse tunge emner strømmer en genuin kærlighed til mennesket og en tro på, at vi i bund og grund vil hinanden det godt. Og denne flod af empati vælter ud af Charlie – og hverken datter, veninde, dør til dør-missionæren eller os på den anden side af lærredet kan vægre os mod den.

Læs også: Anmeldelse: Mød forældrene fra helvede i ‘Den, der lever stille’

Dobbelt-op på klaustrofobi

The Whale er en klaustrofobisk film. Helt fysisk er Charlie fanget i sin egen krop. Stort set alle filmens karakterer er fanget af deres egne forestillinger og fordomme om verden og deres medmennesker. Fortællingen er forankret og afgrænset til Charlies hus.

Og visuelt har Aronofsky valgt at ændre filmens aspect ratio (selve rammen af det billede, vi ser). Den er i The Whale næsten kvadratisk, frem for det normale bredere biograf-format. Selve filmens udtryk er simpelthen klemt sammen i siderne, så vi som tilskuere ikke får den sædvanlige plads til at trække vejret frit og overskue en scene.

Spejlingen af klaustrofobien i så mange af filmens elementer, er medvirkende til, at filmen sætter sig, som den gør, i sit publikum. Som en tung dyne af indespærrede følelser, der lægger sig om os.

Knolden fuld af tanker

The Whale er en rå film, og dine kinder ender med stor sandsynlighed også med at være rå af salte tårer. I hvert fald, hvis du lader filmens empatiske tsunami skylle gennem dig.

Og er du tilnærmelsesvis som mig, skal du ikke blive forbavset, hvis du skal bæres ud af biffen af en venlig biografmedarbejder. Jeg endte i hvert fald i gulvet som en blævrende vandmand med knolden fuld af tanker om mine egne familierelationer.

Læs også: Anmeldelse: ‘The Power of the Dog’ er en sanselig western med et hint af paranoia

Fakta om 'The Whale'
Premieredato: 2. marts 2023
Genre: Drama
Instruktør: Darren Aronofsky
Manuskriptforfatter: Samuel D. Hunter
Land: USA
Spilletid: 117 min.

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser