Tillykke med fødselsdagen: ’Eksorcisten’ fylder 50 år

Tilbage i oktober kårede vi The Exorcist – på dansk Eksorcisten – til den bedste gyserfilm nogensinde. Den stemningsfulde film om den unge pige Regan (Linda Blair), der bliver besat af en dæmon og de to præster Merrin (Max von Sydow) og Karras (Jason Miller) kamp for at befri hende, står som en af milepælene, når det kommer til horror i filmhistorien.

Og i år har den ikoniske film 50-års fødselsdag.

Det var nemlig 26. december 1973, at biografgængerne i USA for første gang kunne blive skræmt fra vid og sans. Det var i det hele taget en fremragende jul for cinefile, da der i samme dage, var premiere på Dirty Harry-filmen Magnum Force, Robert Redford og Paul Newman hustler-filmen The Sting og endnu en ubehagelig gyserklassiker Don’t Look Now (Rødt chok).

Tidligere på måneden kunne man hygge sig med Al Pacino i Serpico, og Steve McQueen og Dustin Hoffman i den eksotiske fængselsfilm Papillon – det var en rigtig god måned for filmelskere.

Populariteten strakte sig udover helligdagene, og Eksorcisten endte med at blive en vaskeægte publikumssucces, og til trods for de lidt lunkne anmeldelser endte filmen alligevel med at blive nomineret til 10 Oscars. Herunder for Bedste film, som den første horrorfilm nogensinde.

Det blev dog kun til to triumfer. Manuskriptforfatter William Peter Blatty – som også havde skrevet bogen, filmen er baseret på – fik statuetten for bedste manuskript baseret på materiale fra et andet medium, og duoen Robert Knudson og Chris Newman fik for bedste lyd.

Eksorcisten er i mange henseender en monumental film, og i anledning af fødselsdagen giver vi her femfoldigt leve for det epokegørende værk.

1. William Friedkin

Det første leve skal lyde for instruktør William Friedkin.

To år forinden havde han haft det store gennembrud med krimifilmen The French Connection. Et hårdkogt epos med Gene Hackman i hovedrollen som New Yorker-panseren Jimmy ’Popeye’ Doyle, der forsøger at optrævle en heroinsmuglerring.

Filmen vandt flere Oscars, inklusiv bedste film og bedste instruktør til Friedkin selv. Det var også på grund af denne succes, at han endte som instruktør for Eksorcisten. William Peter Blatty havde længe ønsket netop Friedkin til jobbet, men studiet var mere tilbageholdende, indtil de så, hvordan det gik med The French Connection.

William Friedkin havde en meget klar vision for, hvordan filmen skulle ende med at se ud, lige meget hvad prisen blev. Ikke alene gik filmen over budget, han havde også sammenstød med William Peter Blatty og skuespillerne – Friedkin affyrede f.eks. løst krudt for at fremprovokere en bestemt reaktion eller langede lussinger ud – og praktisk talt hele filmholdet. Resultatet taler ganske vist for sig selv, men den var ikke gået i dag.

Instruktøren opnåede aldrig helt samme succes, om end Friedkin lavede flere gode film. Sidste værk, inden han døde 7. august i år, blev The Caine Mutiny Court-Martial, hvor temperamentet må siges at være lidt anderledes i forhold til tidligere.

Instruktør Guillermo del Toro, der var backup-instruktør pga. Friedkins alder og var til stede under optagelserne, delte en fin anekdote på X (det hedengangne Twitter). En skuespiller kunne ikke huske en vital replik, og i stedet for at fare i flint, sådan som alle frygtede, reagerede Friedkin anderledes.

”Han spurgte ham ’Vil du prøve igen om en times tid? Eller vi kan tage den i morgen?’. Den handling var så healende, afslappende og fik hele settet tilbage på rette spor. Som 58-årig lærte jeg, at blandt de menneskelige redskaber i Billys (Friedkin, red.) værktøjskasse, var venlighed et af de mest effektive,” skrev den Oscar-vindende instruktør om sin afdøde ven og kollega.

The Caine Mutiny Court-Martial kan ses hos SkyShowtime

2. Den besatte pige, Linda Blair

Det andet leve skal naturligvis lyde for pigen i centrum for alle begivenhederne, Linda Blair.

I en tid, hvor ingen rigtig mente, at en pre-teen kunne klare de mange krævende scener, som bogforlaget og manuskriptet lagde op til – Denise Nickerson (Willy Wonka & the Chocolate Factory) sagde nej på grund af netop det, og en ung Jamie Lee Curtis fik ikke lov at komme til audition – dukkede en forholdsvis ukendt 12-årig pige op til casting med sin mor.

Linda Blair havde vitterligt ikke et navn i film- eller seriekontekst – kun en enkelt soap-operarolle prydede resumeet, udover modelarbejde. Men hendes umiddelbarhed og forståelse for materialet overbeviste Friedkin om, at hun kunne løfte opgaven.

Med en kombination af Linda Blair, stunt-doubler og stand-ins samt nogle imponerende animatroniske effekter blev illusionen om den besatte præpubertære pige fanget til uhyggelig perfektion.

Det var dog ikke uden omkostninger. Linda Blair fik en fraktur i den nedre del af rygraden efter nogle intense scener, hvor sengen bevæger sig kraftigt. Det udviklede sig med tiden til skoliose, og de mange kolde dage på set, i meget lidt tøj, havde også en mental indvirkning.

Karrieremæssigt var det uden sammenligning højdepunktet – inklusiv en nominering for bedste kvindelige birolle – hvor det sidenhen kun er blevet til roller i diverse genrefilm.

3. Den svenske ener, Max von Sydow

Bortset fra Ingmar Bergman er Max von Sydow nok den vigtigste svenske eksportvare til filmhistorien, og det kalder i sig selv på et trefoldigt leve.

Skuespilleren var fast inventar i den svenske mesterinstruktørs film, men det er rollen som eksorcisten, fader Lankester Merrin, der for alvor gav ham det store amerikanske gennembrud. De markante ansigtstræk og det milde udseende, der nemt kunne veksle mellem venligt og bestemt, tenderende til faretruende, blev op igennem 1980'erne og fremefter fast inventar i såvel store prestigeproduktioner som pudsige genreproduktioner.

Det var i høj grad takket være hans fysiske lighed med den præst, William Peter Blatty havde brugt som inspiration til Merrin, der gjorde, at William Friedkin valgte Max von Sydow. Et valg, ingen sidenhen har kunnet betvivle det rigtige i.

Endda i en sådan grad, så alle i de efterfølgende film på sin vis er blevet holdt op imod von Sydows – og til dels også Jason Millers fader Karras' – portrættering som værende den ultimative karakter til at bekæmpe ondskaben.

Med inspiration fra René Magrittes maleri Empire of Light, er fader Merrins første scene i Eksorcisten – der i øvrigt også var Max von Sydows første dag på optagelser – en af de mest mindeværdige karakterintroduktioner i filmhistorien. Kombineret med Jack Nitzsche berømte musik sættes stemningen perfekt til resten af filmens rædselsvækkende oplevelser.

4. Mareridtsagtige effekter

Selv om Eksorcisten langt hen ad vejen er båret af de mange gode skuespilpræstationer og den dragende historie, er det i høj grad også de opsigtsvækkende effekter, som har været med til at cementere filmens status som værende en af de ypperste indenfor horror og filmhistorien generelt.

Som tidligere nævnt blev der gjort brug af flere animatroniske elementer. En dukke af den besatte Megan blev brugt, da hovedet skulle dreje rundt, og al den grønne bræk kommer naturligvis ikke fra Linda Blair selv efter en heftig nat i byen.

Det var nemlig grød kombineret med ærtesuppe for at få den helt rigtige gustne, grønne farve og kvalmende tekstur.

Den mekaniske seng, der blev brugt for at simulere rystelserne, var som tidligere nævnt så kraftig, at Linda Blair brækkede ryggen, fordi hun ikke var spændt ordentligt fast. Det er faktisk den optagelse, der endte med at blive brugt i filmen.

Lyssætningen og lyddesignet fuldendte de chokerende mareridtsscenarier, hvor alt efter Merrins ankomst mere eller mindre er et filmisk kvælertag på publikum, der ikke giver slip før under rulleteksterne.

5. Arven

Det sidste leve skal komme for den effekt, Eksorcisten har haft på eftertiden. Både i en kulturel kontekst og for filmindustrien.

For det var alligevel lang tid siden, at en horrorfilm på den måde havde vundet så stor indpas hos publikum. Ganske vidst var Roman Polanskis Rosemary’s Baby fem år forinden også en pæn succes, men overhovedet ikke på samme måde som Eksorcisten.

Horror er dog stadig primært i den umiddelbare eftertid en genre, hvor man laver filmene billigt, og så kommer der måske en stor gevinst ud af det, hvis den rammer noget i biografpublikummet.

Men blåstemplingen fra akademiet med Oscar-nomineringen for bedste film hævede genren op i finere luftlag. Alligevel er der kun fem andre horrorfilm, der har opnået den ære – Dødens gab, Ondskabens øjne, Den sjette sans, Black Swan og Get Out – hvoraf kun én (Ondskabens øjne) har vundet den eftertragtede gyldne statuette.

Gennemslagskraften i popkulturen var dog ikke til at tage fejl. Selv i dag kan man jævnligt støde på referencer eller hyldester til originalen, som efterfølgende har fået en lille håndfuld efterfølgere. Seneste islæt i franchisen er dog på ingen måde at råbe hurra for.

Derfor er det bedst at sætte originalen på, når man skal fejre jubilæet. Til nøds, 3'eren The Exorcist III – instrueret af William Peter Blatty, baseret på hans egen bogefterfølger Legion – eller den fremragende serie, der både tager udgangspunkt i Eksorcisten og skaber sin egen urovækkende og overraskende rørende identitet.

Under alle omstændigheder er det på sin plads at råbe hurra og hylde verdens bedste gyserfilm.

Hurraaaaa!

Eksorcisten kan ses på HBO Max.