Film | Anmeldelser

Anmeldelse: 'The Exorcist: Believer' er gyseligt ringe

Af
Claus Nygaard Petersen
11. oktober 2023
The Exorcist Believer anmeldelse
De to besatte piger Angela (Lidya Jewett) og Katherine (Olivia Marcum) i 'The Exorcist: Believer' / Foto: UIP

Del artikel

Som efterfølger til den berømte horrorfilm fra 1973 er 'The Exorcist: Believer' det rene blasfemi. Et af dens helt store problemer er bl.a., at den er mindre uhyggelig end en gennemsnitlig dansk julekalender.

The Exorcist: Believer

Premieredato: 12. oktober 2023 i biograferne
Genre: Horror
Instruktør: David Gordon Green
Manuskriptforfatter: David Gordon Green, Peter Sattler
Medvirkende: Leslie Odom Jr., Lidya Jewett, Olivie O’Neill, Ann Dowd, Ellen Burstyn m.fl.
Land: USA
Spilletid: 1 time og 51 minutter

The Exorcist: Believer kunne være blevet en god film, hvis man fuldstændig havde droppet tilknytningen til den ikoniske horrorfilm og ladet resten af historien stå på egne ben.

Præcis som i filmen fra 1973 handler den om dæmonbesættelse. Selvfølgelig skal forlægget toppes, så i stedet for, at det en pige, som bliver besat, er det denne gang to!

Ikke at det rent faktisk får nogen betydning, for tilsyneladende er det samme gespenst, som har fået tag i de 13-årige veninder Angela (Lidya Jewett) og Katherine (Olivia O’Neill).

Førstnævnte er blevet moderløs efter, at moren Sorenne (Tracey Graves) er død i et jordskælv i Haiti i 2010. Vi ser i filmens åbning, hvordan den gravide kvinde hygger sig i hovedstaden Port-au-Prince sammen med sin mand, fotografen Victor (Leslie Odom Jr.), der er far til Angela.

Savnet af moderen, hun aldrig har kendt, sidder dybt i Angela. Det er da også derfor, at hun sammen med sin veninde Katherine snyder forældrene og sammen smutter ud i skoven for at tage kontakt til ånderiget. Præcis hvad der sker, får vi aldrig at vide.

Men efter at have været forsvundet i tre dage dukker de to teenagepiger op 50 kilometer derfra, nu med hukommelsestab.

Der går dog ikke lang tid, før mystiske ting begynder at ske, sår dukker op på deres kroppe, og dæmoniske røster kommer ud af deres mund.

Det lyder jo umiddelbart som et ganske okay oplæg til en horrorfilm om dæmonbesættelse. Udførslen er dog på ingen måde tilfredsstillende.

Bulder og brag

For det første er filmen på intet tidspunkt uhyggelig.

Et enkelt jumpscare fremtvinger et lille hop i sædet, men ellers er der mere uhygge i en hvilken som helst dansk julekalender. Problemet er, at instruktør David Gordon Green og medmanuskriptforfatter Peter Sattler ikke nuancerer personerne tilstrækkeligt, så man rent faktisk bryder sig om, hvad der sker med dem.

De bliver figurer, vi bliver påbudt at skulle synes om, fordi de er vores hovedpersoner, og det er synd for dem. Men til trods for at filmen er næsten to timer lang – med tryk på lang – fremstår den del, hvor vi skal komme ind på livet af dem i starten af The Exorcist: Believer underligt forjaget.

To til tre replikker fra hver person og bum, så er der gået en dæmon i dem. Derfra bliver der råbt bøh og buldret med nogle møbler, og lyset tænder og slukker på må og få.

Men filmens indiskutable største problem er den hovedløse insisteren på at lave en kobling til originalen fra 1973.

Hvor David Gordon Green og kompagni havde fin succes med at gøre det i 2018 med Halloween, er der ingen spor af samme finesse her. Den direkte kobling til The Exorcist bliver igennem Chris MacNeil (Ellen Burstyn) – moren til den besatte pige Regan (Linda Blair) i originalen – som i de mellemliggende år åbenbart har uddannet sig selv til ekspert på dæmonbesættelses-området. Dog uden rent faktisk at kunne foretage nogle selv.

Og Chris gør ikke nogen ting af betydning i filmen overhovedet, udover at klage sin nød over at datteren er skredet efter, at moren har skrevet en bog om sine oplevelser – hvilket man et eller andet sted godt kan forstå.

En, to, tre helligvand, du er helbredt!

En af de ting, William Friedkin excellerede i med The Exorcist, var at få selve eksorcismen til at fremstå som et nervepirrende skakspil om Regans sjæl. Hver gang præsterne fader Merrin (Max von Sydow) og fader Karras (Jason Miller) forsøgte at trænge dæmonen Pazuzu op i hjørnet, havde den et modtræk, og sådan fortsatte det frem og tilbage.

I Believer er der ikke noget af den slags. Alle reagerer bare på de forskellige ting, der sker, uden rigtigt at have en plan for, hvad der skal ske. Jo, der er da en plan for den store eksorcisme, men ikke ligefrem noget, hvor man bliver imponeret over de strategiske evner.

Og selv om der faktisk bliver gjort en pointe ud af, at der i alle religioner bliver talt om en eller anden form for djævleuddrivelse, er det åbenbart stadig en katolsk præst, som er det store trumfkort i denne kontekst.

I det hele taget er det pudsigt, at det kun er fire variationer af Jesus-tilbedere, der sammen med forældrene skal forsøge at uddrive den unavngivne dæmon.

Men hvad skal vi rent faktisk bruge The Exorcist: Believer til? Ikke noget. Som selvstændig film er det noget ufarligt juks, og som efterfølger til den originale film er den det rene blasfemi.

TV-serien The Exorcist fra 2016 er på alle niveauer denne film langt overlegen, fordi den både formår at skræmme livet af en og kultivere en rørende historie, så man rent faktisk frygter for karakterernes ve og vel.

Og det er måske det, som er den største fejl ved The Exorcist: Believer. Den mangler hjerte, så man føler, at filmen lever. Efter planen skal dette være starten på en trilogi, hvoraf den næste The Exorcist: Deceiver får premiere i april 2025. Vi må bede til, at de får rettet op på fejlene til den tid.

Del artikel

Andre Film | Anmeldelser

Mest læste