Kultur | Guides

Fik du læst? Her er de vigtigste historier fra uge 35

Af
Signe Bjørg Granberg
30. august 2024
Sofie Gråbøl i 'Huset'
Vi begynder allerede nu at glæde os til 2. sæson af 'Huset', som ifølge DR er i støbeskeen / Foto: Adam Wallensten, DR

Del artikel

Det vrimlede med gode serienyheder fra både DR, TV 2 og de store udenlandske spillere i denne uge, samtidig med at en række stærke titler fik premiere på streaming.

I denne uge bødn Producentforeningen indenfor til årets Copenhagen TV Festival, og vanen tro betød det, at vi fik en masse nyt at vide om, hvad vi kan glæde os til på tv- og seriefronten det kommende år.

DR's og TV 2's fiktionschefer, Henriette Marienlund og Mette Nelund, havde hver især nogle stærke serienyheder med, blandt andet at den populære fængselsserie Huset vender tilbage med en ny sæson, og at vi allerede til oktober kan glæde os til, at Thomas Vinterbergs Familier som vores får premiere.

Også Netflix spillede med musklerne på årets TV Festival og afslørede tre nye, danske titler for 2025, nemlig den romantiske komedie Mango, dokumentaren A Beautiful Real Life om sangeren Christopher og spændingsserien Legenden.

Streaminggiganten løftede også sløret for, hvem der skal spille hovedrollerne i Per Flys næste store dramaserie, Reservatet, og så fik de sneget en nyhed ind om, at selveste Sofie Gråbøl skal medvirke i den nye sæson af Kastanjemanden.

Prime Video kunne fortælle, at de også vil lege med, når det kommer til danske krimiserier, og foruden den næste sæson af Den som dræber fanget af mørket, barsler de med en helt ny serie med Pilou Asbæk i hovedrollen.

Der var naturligvis også en række film, serier og tv-programmer, der havde premiere i ugens løb, og vores anmeldere var både helt oppe at ringe og helt nede i kulkælderen.

Således skal man åbenbart gøre sig selv den tjeneste at kaste sig over både Demenskoret og Colin from Accounts på DRTV samt Netflix-serien Kaos, imens man til gengæld bør gå en stor bue uden om The Crow i biografen og Venner igen på DRTV.

Sidst, men ikke mindst, fik vi endnu et afsnit af realitybaskeren Gift ved første blik, og så blev sløret løftet for, hvem de 10 nye par i årets Vild med dans er.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Del artikel

Andre Kultur | Guides