Anmeldelse: ’Baby Reindeer’ er årets hidtil bedste serie

Donny (Richard Gadd) har det lidt som et rådyr fanget i billygternes blændende lys, lige inden bilen rammer, som han står der på politistationen. Han er der for at melde sin stalker Martha (Jessica Gunning) til politiet, efter at hendes besættelse af ham nu er gået hen og har udmøntet sig i vold.

Da politimanden spørger ham om, hvorfor Donny først kommer til dem nu, selv om hun har stalket ham i seks måneder, fryser han. Det øjeblik vender vi tilbage til flere gange i løbet af Netflix’ fantastiske miniserie Baby Reindeer.

Serien af skabt hovedrolleindehaver Richard Gadd og er baseret på hans one-man-show af samme navn. Begge dele handler om hans egne oplevelser med stalking, hvor han i virkeligheden blev forfulgt af en kvinde i fire et halvt år.

Det er dét, som er udgangspunktet for miniserien, men i takt med at afsnittene af Baby Reindeer løber over skærmen, åbenbares mere foruroligende traumer fra Donnys/Richards fortid. Tonen ligger som en kombination af Phoebe Waller-Bridges eminente Fleabag og Micheala Coels uafrystelige I May Destroy You.

Gennem en til tider humoristisk voiceover fortæller Donny historien om, hvad hans bevæggrunde har været for at gøre, som han har gjort.

”Jeg havde ondt af hende,” fortæller han om det første indtryk, han fik af Martha, da hun nedtrykt gik ind på den pub, hvor Donny arbejder, mens han forsøger at forfølge drømmen som komiker. Hvad der starter ud som en venlig gestus med at byde på en kop te på husets regning, udvikler sig til en besættelse i løbet af kort tid. I starten hader han ikke opmærksomheden, hun giver ham, med masser af komplimenter, som styrker hans skadede selvværd.

Donny er nemlig blevet udsat for seksuelt overgreb af en succesfuld manuskriptforfatter på en stor tv-serie, og anden halvdel af Baby Reindeer går frygtløst i dybden med, hvordan det traume har påvirket hans liv og stadig gør.

Ubehageligt god

Miniserien er som sagt baseret på Richard Gadds egne oplevelser. Et metalag, der giver et uhyggeligt skær, jo dybere ind i Donnys traumer vi kommer.

Skellet mellem den fiktive karakter og virkelighedens person er (næsten) fuldstændig udvisket, og derfor fremstår Baby Reindeer nærmest som en dramatiseret true crime. Brugen af underlægningsmusik, kameravinkler og zooms samt spring i tid, både frem og tilbage, er med at sætte seeren ind i Donny fragmenterede sindstilstand, hvor der sjældent er hvile.

Det er meningen, at det skal føles ubehageligt at se Netflix-serien, og det gør det til tider også som ind i helvede. Afsnit fire, hvor Donny igennem et flashback forklarer, hvorfor han først gik til politiet seks måneder efter for at melde Martha for stalking.

Som afsnittet udfolder sig, er det vitterligt som at overvære et biluheld, hvor rådyret står lammet. Man kan sidde og råbe nok så meget af skærmen, men lige lidt hjælper det. Donny bliver ramt af den vederstyggelige Darrien (køligt og nøgtern spillet af Tom Goodman-Hill), en af den slags showbiz-typer, der udser sig blåøjede opkomlinge og luller dem ind i deres spin – og ja, de findes også i Danmark.

Richard Gadd er en urkraft. Både når det kommer til ”skuespil”-præstationen, og også når det kommer til modet i at udlevere så meget af sig selv i Baby Reindeer. For Donny er, selv om han er et offer, langt fra en sympatisk person hele tiden.

Han indleder et forhold til den transkønnede Teri (Nava Mau), som han tilfældigt møder på en datingside, hvor han både har oplyst falsk navn og profession. En løgn, han holder fast i i overraskende lang tid, selv om han meget klart er fuldkommen forelsket i hende.

Men traumerne og skammen sidder dybt i ham – især det med at blive voldtaget af en anden mand. Et tabu, der stadig er forholdsvis nyt i den måde, det bliver portrætteret på i film og serier.

Mesterligt touch

Der, hvor Baby Reindeer for alvor udmærker sig i forhold til andre serier, er ved at give plads til nuancerne. Verden er ikke sort og hvid, og der er også en grund til, at Martha er på den måde, som hun er.

Der er en grund til, at hun sender Donny over 40.000 e-mails og lægger flere hundrede timers voicemail-beskeder på hans telefon og alskens andre kommunikationsformer, som hendes besættelse af ham kræver.

”Nogen gjorde dig fortræd, ikke?,” siger Martha i et overraskende ømt øjeblik, hvor den traumatiserede mand føler sig set som det offer, han er. Dog uden at hun er vidende om, hvor meget ret hun rent faktisk har.

At hun så stadig er splitterravende vanvittig og ekstremt grænseoverskridende i sin adfærd, det er en anden side af sagen. Men efter alt, hvad hun har gjort, sidder man, når Baby Reindeer er slut, med en følelse af, at Donny ikke hader hende. Den følelse er reserveret til en anden person – f**k Darrien, seriøst.

Hvis man skal forsøge at koge Baby Reindeer ned til, hvad serien handler om, er det klart traumebearbejdning. Både mens man går igennem det ubehagelige og især efter, hvor følgerne ofte har mange usynlige konsekvenser, man først sent får øjnene op for.

Baby Reindeer er en overvældende oplevelse, hvor man kommer igennem hele følelsesregisteret. Slutningen, hvor vi får forklaringen på titlen, som er Marthas kælenavn for Donny, er hjerteskærende. En i det hele taget meget rammende beskrivelse af miniserien.

Det her er årets hidtil bedste serie og også en af de mest krævende. For det er en hård omgang at komme igennem de mange alvorlige emner, samtidig med at der er solid dosis humor. Både af den lårklaskende sjove slags og den kulsorte, hvor det til tider kan føles ubehageligt at grine.

Skuespillet er exceptionelt, og i Gadds tilfælde kan man nærmere kan tale om en optræden fremfor decideret skuespil. Jessica Gunning er fremragende som stalker-Martha, og Nava Mau formidler flot det at være det potentielle lys i et evigt mørke.

Der er så mange detaljer i Baby Reindeer – Donnys forhold til forældrene, og især en tårefremkaldende scene med faren Gerry (Mark Lewis Jones) kommer først sent, men kraftfuldt på banen – og tankevækkende øjeblikke, at man snildt kan se den flere gange og stadig finde nye, spændende elementer.

Baby Reindeer er april, ja forårets, hvis ikke årets must-see serie på Netflix og en klar kandidat til årets bedste.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: