Min top 5: Mest inspirerende kvinder i serieland
Jeg har valgt at fokusere på de kvinder, der brænder igennem som virkelige og troværdige personer – der er masser af stærke kvinder i tv-serier, og mange af dem ligner supermodeller, optræder i lædertøj og bærer våben. Dem springer vi over i denne omgang. I stedet hylder jeg fem inspirerende kvinder, som typisk ville blive sorteret fra i lignende lister til fordel for Danaerys Targaryan og Buffy Summers. Og så får I i denne anledning nogle meget sigende citater fra dem med i købet.
The West Wing: C.J. Cregg
“One in forty American men wear women’s clothing and we have had well over forty presidents. I’m just saying, one of these guys was dancing around the Oval Office in a prom dress. Now let’s get to the bottom of that.”
C.J. Cregg (spillet af Allison Janney) er pressesekretær i Det Hvide Hus i serien The West Wing (Præsidentens Mænd), og hun er en usædvanlig og inspirerende en af slagsen. Serien giver os muligheden for at se hende klare pressens nærgående spørgsmål i næsten alle afsnit. Hun er som født til jobbet, for hun kan svare igen med en skarphed og humor, som kun få kan matche. Hun er højere end de fleste af mændene i serien, og hun er også klogere – det skjuler hun ikke, og de andre karakterer anerkender det også som en selvfølgelighed. Hun er intet mindre end den ideelle rollemodel for den moderne kvinde: Intelligent, professionel, velformuleret og så skarp, at hendes mandlige kolleger til tider har svært ved at følge med. Oplev hende i The West Wing – alle afsnit ligger på C More.
Gilmore Girls: Paris Geller
“I am not your mother or your hugger. If you need some love get a hooker. If you're having a bad day find a ledge or a way to deal. My door is not open to you ever. You have five minutes to enjoy your cookies."
Paris Geller er en pudsig karakter i Gilmore Girls – en serie, der ellers primært er befolket af personer, man hellere end gerne ville være bedste venner med. Det meste af tiden er Paris nemlig ubehøvlet og blottet for empati, og i mange andre serier ville hun nok indtage rollen som hovedpersonens nemesis. Paris er konkurrencemenneske, grænsende til det psykotiske, og hun går hårdnakket efter sine mål. I modsætning til den typiske teenage-pige i tv-serier er hendes mål næsten udelukkende akademiske. Hun arbejder hårdt og møder modgang, men det er, som om det gør hende stærkere. Hun tåler ikke idioter – og ifølge Paris er der mange af dem. Samtidig er hun sårbar, følsom og en loyal ven, som gerne slås for de få mennesker, hun holder af. Det er svært at beskrive hende med ord, fordi hun er så kompleks. Oplev hende i stedet i Gilmore Girls – alle afsnit ligger på Netflix.
Parks and Recreation: Leslie Knope
“One person’s annoying is another’s inspiring and heroic.”
Man kan ikke skrive en artikel om inspirerende kvinder i tv-serier uden at nævne Leslie Knope. For hun er nok i virkeligheden den mest inspirerende kvindelige karakter, der nogensinde har været i en komedie-serie. Hun er politiker i den lille by Pawnee i USA, og hun kæmper utrætteligt for at gøre alting bedre for sin by – hun er ukuelig optimist, og hun arbejder vanvittigt hårdt, ligesom Paris Geller er hun svær at beskrive med ord, for hun skal virkelig opleves. Se hende i Parks and Recreation på HBO Nordic.
Brothers & Sisters: Nora Walker
“Well, let me tell you, when your son is charged with embezzling from the family business, it does make you pause and rethink your parenting strategy.”
Nora Walker er nok en typisk amerikansk tv-serie-mor, hun er stærk for sine fem voksne børn, og hun blander sig konstant i deres liv – dog er hendes hensigter altid gode. Hun spilles eminent af Sally Field, som formår at få karakteren til at hæve sig over stereotypen. Hun er idealiseret, men hun er en af de karakterer, som jeg altid vender tilbage til, fordi hun er godt selskab. Man vil gerne have hende i sit liv, og man vil især gerne have hende i sit ringhjørne. Hvis man er glad for sin mor, vil hun minde om hende – sådan tror jeg, de fleste af os vil opleve Nora Walker.
Downton Abbey: Grevinde Violet Crawley
“There’s nothing simpler than avoiding people you don’t like. Avoiding one’s friends, that’s the real test.”
Dronningen af de stærke damer på tv – intet mindre. Grevinden, som spilles af ingen ringere end Maggie Smith, er en klassisk karakter. Serien tager sin begyndelse i 1912, hvor der endnu ikke er installeret telefoner i huset, og grevinden tager afstand fra den nye teknologi. Hun er heller ikke vild med elektrisk lys – noget, der giver os et par morsomme øjeblikke i starten af serien. Hun holder på sin mening og er ikke meget for nye tendenser. Det sætter hende i modsætning til mange af de andre personer i serien, og hun kan virke hård. Dog har hun også en blød side, som vi blandt ser i hendes omgang med tjenestefolkene. Hun er en klippe, de andre kan læne sig opad, når der er behov, og så er det, man ser Violet som den formidable dame, hun virkelig er. DR sender Downton Abbey for tiden, og til efteråret kan vi opleve Violet og de andre karakterer, når Downton Abbey-filmen får premiere.
Læs også: 5 serier med stærke kvinder
Læs også: Kvinder vi ikke glemmer fra serier i 90'erne