Anmeldelse: Amerikanerne har kopieret ’Speak No Evil’ – men var det nu nødvendigt?

”Nå. Lad os se, hvor meget amerikanerne har fucked denne her op,” tænker jeg, da jeg sætter mig i biografsædet for at se genindspilningen af Christian og Mads Tafdrups helt igennem genialt rædsomme gyser Speak No Evil fra 2022.

Og amerikanerne fucker op. På præcis den uoriginale, klichéfyldte måde, man kunne forestille sig. De to udgaver af Speak No Evil er prima eksempler på hver sin ende af det spektrum, film skabes ud fra.

Som cinema. Den kreative, nyskabende, i dette tilfælde ekstremt provokerende instruktørs (eller auteur, som det jo hedder på ”filmisk”) eget bidrag til filmhistorien, kulturen og samfundsdebatten. Sådan et værk er Tafdrup-brødrenes.

Og så er der det filmiske værk som masseprodukt. Det nydes med popcorn eller måske med en telefon i hånden. Filmen stiller sig på skuldrene på alt det, der er kommet før den, som en træls afglans fra den cinema, der bærer udviklingen fremad.

Sådan et værk er den amerikanske genindspilning af Speak No Evil. Det er instruktøren James Watkins, der står bag denne kedsommelighed. Også forringelsen af manuskriptet. Han har tidligere lavet andre ”nå”-gyserfilm.

Brutalt kedelig James McAvoy

Denne udgave af Speak No Evil handler om en lille kernefamilie på tre amerikanere, der er flyttet til Storbritannien, fordi far har fået nyt, fint job. Det er ikke helt gået som planlagt, så nu keder de sig, arbejds- og sexløse i det engelske regnvejr.

På en ferie i Italien møder de et par, der er alt det modsatte af, hvad de er. De larmer, snaver, kører scooter uden hjelm og drikker fadøl om formiddagen.

Moren (Aisling Franciosi) er meget ung (som de jo er i Hollywood-film, men denne her gang giver de det en årsag), og faren er James McAvoy, der suger opmærksomheden til sig med sin stjerneglitren, men spiller mere en brutal psykopat end en beregnende, hvilket er langt mindre uhyggeligt.

Inden længe er vores amerikanere taget på ferie hos briterne på deres lidt klamme landsted, hvor alle billederne på væggene er uhyggelige. Børnene leger med hinanden, de spiser lækker mad sammen og sludrer høfligt. Men drengen afslører med et kig ned i hans tungeløse gab, at noget ondt ulmer.

James McAvoy og hans lækre kone er ubehøvlede, de serverer kød for vegetaren og lader, som om de udveksler et blowjob foran parret ved middagsbordet. Generelt er hele seancen med deres grænseoverskridelser, der jo skal vise, at det amerikanske par ikke tør sige fra, overgjort og overtydelig og derfor slet ikke uhyggeligt genkendeligt.

Uoriginalt gys

James Watkins’ Speak No Evil er uden charme og overraskelser, og den mangler totalt den afsindigt kloge og nuancerede samfundskommentar fra danskernes udgave om høfligheden som en grundlæggende handlingslammende uærlighed, at vi vil gå i med vores kernefamilie i døden for ikke at skabe dårlig stemning.

Åh, eller Christian Tafdrups vidunderlige Bergman-inspirerede instruktion! Hans helt fantastiske evne til at fange og mime hverdagen i skuespillernes spil, de små detaljer og usagte frustrationer, så hele værket kalder på at blive genkendt som publikums eget levede liv.

Denne Speak No Evil er omtrent lige så subtil og begavet at høre på som et tågehorn.

I Tafdrupbrødrenes film kunne mor og far ikke beskytte barnet, selv om de lovede det. Det var en grundlæggende misantropisk film uden skyggen af håb. Her er poderne små detektiver, der leder forældrene til at indse, at de hellere må få benene på nakken.

Filmens sidste tredjedel, der i den danske udgave var et veritabelt helvede af kernefamiliekollaps og total sadistisk rædsel, er her generisk jagtgys i et gammelt hus med et oversavet jagtgevær.

Hvor originalt.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: