Anmeldelse: Det føles decideret privilegeret at være med på ’Den sidste rejse’

Der er virkelig grøde i den svenske dokumentarfilm i disse år! Senest er Filip Hammar og Fredrik Wikingssons Den sidste rejse blevet set af over 400.000 i biografen – et imponerende tal for en dokumentarfilm!

At det er fuldt fortjent, kan vi danskere nu konstatere ved selvsyn, når den rørende og livsbekræftende roadmovie får dansk premiere i denne uge.

Lars Hammar fra Köping, kærligt kaldet Lasse, er en helt særlig mand, der har berørt mange liv - både som gymnasielærer, ven, ægtemand og far. Han er sådan en mand, som de tidligere elever stadig taler om med lysende øjne 20 år senere. Og hvis største fortrydelse i livet er, at han for 60 år siden skældte en taxachauffør huden fuld.

Men nu er Lasse blevet gammel og har mistet livsmodet. I stedet for at springe omkring og danse stepdans, sidder han bare i sin læderlænestol og falder hen.

Genskabte minder

Det kan hans søn Filip ganske enkelt ikke bære. Han sætter sig for, at det skal være løgn. Hans far må og skal finde livsmodet igen. Derfor søsætter han en både vanvittig og vanvittigt kærlig redningsplan, sammen med sin bedste ven Fredrik.

Han vil ganske enkelt genskabe familiens mange sommerture til kystbyen Beaulieu-sur-Mer i Frankrig. Helt ned til mindste detalje: Den orange Renault 4, det brun-beige-orange lejlighedskompleks og faderens hofret, ratatouille. For nu bare at nævne et udvalg - lad os blot sige, at Filip har sans for detaljer. Godt hjulpet af Lasses egen meget detaljerede dagbog, indtalt på en gammeldags lægediktafon, der også krydrer filmens lydspor passende steder.

Rejsen starter smukt, kørende ned gennem Sydsveriges efterårsfarver, som en passende påmindelse om livets efterår. Og så går det selvfølgelig helt galt! Lasse falder på hotellet i Malmö, får en fraktur og bliver sendt til både tælling og intensiv genoptræning.

Men Filip nægter at droppe projektet. I stedet kører han og Fredrik videre til Frankrig for at gøre klar til Lasse, der, med kærlig støtte fra hans hustru Tiina, forhåbentlig snart vil kunne støde til dem.

Den svære erkendelse

Og det er sådan cirka her, at det går op for den kvikke beskuer, at hele projektet ikke kun handler om at redde Lasse, men i meget høj grad også om at redde Filip selv. Han har nemlig mere end almindeligt svært ved at acceptere, at hans livfulde far er ved at blive gammel, og at han nok på et tidspunkt inden alt for mange år er nødt til at give slip.

Som Fredrik siger til ham over en øl: “Du har altid haft en fantastisk evne til at mase på, når du vil opnå noget, og ignorere det, der ikke passer dig.”

Der er noget desperat over Filips redningsplan, og den erkendelsesrejse, han også er på, er virkelig rørende. For hvor mange af os børn i alle aldre er nogensinde helt parat til at give slip på vores forældre? Især ikke, hvis de er så formidable som Lasse-far.

Der da også viser sig stadig at være sejere end flertallet. Han klarer faktisk at komme til Frankrig i en helt fantastisk scene, hvor Filip og Fredrik triller den orange bil over grænsen med Lasse ved rattet, jublende Vive la France. Det er så ren og uforfalsket glæde, at man ikke kan undgå at blive smittet.

Et nyt blik

Det kan man heller ikke af resten af filmen, hvoraf ikke alt for meget skal afsløres her. Kun at livets skrøbelighed, kærlighedens mange facetter, Frankrigs finurligheder og skæbnens luner igen og igen kommer i spil.

Om det så er ved et hakkebræt, hvor peberfrugten ikke vil lystre de krogede fingre, et forsøg på at genskabe en af Lasses bedste anekdoter, inklusiv det perfekt timede tog, der suser forbi på det ikke så perfekt timede øjeblik eller i de fine samtaler, der opstår mellem far og søn, der, forstår vi, altid har været utroligt nære.

Og som kommer hinanden endnu nærmere på denne tur. Ikke kun som far og søn, men også i nye roller, som to mennesker, der ser hinanden med et andet blik. Mens Lasse langsomt finder gnisten igen, nærmer Filip sig fra sin side et mere ærligt syn på sin far. Ikke kun som den usårlige helt, vi mere end fornemmer, han har set ham som hele livet, men som et skrøbeligt, dødeligt menneske i sit livs efterår. Det er smukt og meget fint formidlet.

Ægte og intim

Alt i alt er Den sidste rejse en helt utroligt skøn film om familie, vedholdenhed, livsglæde og (fælles) minder. Om ikke at give op og tro på livet. Men også en meget varm og indsigtsfuld fortælling om både at nå til en alder, hvor mange af de ting, man gør, sandsynligvis er for sidste gang.

Og om at være pårørende til et menneske, der er nået til det sidste kapitel – og erkende, at alt, hvad der var engang, ikke kan vare for evigt.

Filmen er filmet og instrueret af Filip Hammar og Fredrik Wikingsson selv, der har været både nære venner og professionelle samarbejdspartnere i den svenske underholdningsbranche i over 30 år. Derfor forstår Fredrik også umiddelbart at gribe Filips til tider vilde ideer. Han ser ham - og ser også igennem ham.

Nærheden mellem de to, og nærheden mellem far og søn giver Den sidste rejse en helt utrolig intimitet og ægthed. Faktisk føles det decideret privilegeret at få lov til at være med på en så intim, smuk, kærlig - og ikke mindst underholdende - sidste rejse. Fortalt med både livsklog alvor og en solid portion lun og kærlig humor. En klar anbefaling!

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: