Anmeldelse: Man bliver nødt til at grine for ikke at græde, når man ser den formidable teaterversion af ‘POW POW POW’

Da Christina Hagens digtsamling POW POW POW udkom i begyndelsen af 2024 blev den modtaget med utallige rosende ord og topkarakterer.

Digtsamlingen tager udgangspunkt i et gammelt kulturelt fænomen om såkaldte ‘molbohistorier’, der gør grin med en specifik gruppe mennesker kaldet molboer. I Teater Republiques dramatisering af bogen er det ikke en bestemt type menneske, der er en molbo. Der kan være os alle.

Det er det, der gør det konstant ubærligt og på samme tid frustrerende dragende at være vidne til de mange fortællinger om livet som molbo. For ‘molbohistorierne’ i POW POW POW handler om noget så forfærdeligt som svigt og misbrug – og stort set ikke andet.

Julie Stawas scenografi er det første tegn på, at det man har i vente ikke er rart overhovedet. Man ser tre madrasser, der på hver sin måde er blevet ødelagt. Den ene bliver mast til jorden af et kæmpe klippestykke. Den anden er spiddet af en enorm knappenål. Den sidste står oprejst med et kæmpe hul i midten, hvor en hvid dyne nærmest flyder ud af.

De tre madrasser er et tydeligt symbol på, at der er forgået noget, man hverken ønsker at tale eller høre om. Men vi har ikke noget valg.

Publikums småsnakken afbrydes pludselig af skarpe lysglimt og musik, der både er voldsom og tranceskabende. Med ét er forestillingen i gang, og da Ida Cæcilie Rasmussen ud af ingenting sidder på det store klippestykke, der er placeret på den ene madras, er der total ro.

De skarpe lysglimt er aftaget til fordel for et mere roligt og afdæmpet lys. Det samme er den voldsomme musik, der nu blot skaber en grundstemning af ubehag.

Råt for usødet

Banke banke på. Hvem der? Den type vittighed kender alle efterhånden og kan som regel få et smil frem hos de fleste. Ofte fordi det er meningsløst og til tider direkte absurd.

Når der bliver “banket på” her, er det også meningsløst og absurd. For dem eller det, der er der, er zolpidem, vittigheden, klippen, jagtgeværet, rebet i loftet og Kalundborgfærgen. Man griner, men det er ikke sjovt, og det bliver det aldrig.

“Banke banke på. Hvad kalder man en mand, som drikker sig så fuld, at han brækker sig over tv-bordet, når han passer sin papdatter og på et tidspunkt går op i soveværelset og skyder sig selv i hovedet med et jagtgevær? Pow.”

Det er sådan Hagen har skrevet sine tekster, og det er sådan, de bliver leveret for publikum. Råt for usødet og helt uden advarsler rammer første skud lige i hjertet. Man griner, for det er man nødt til for at kunne holde det ud. Og man får ikke tid til at fordøje det, før den næste grusomme tekst rammer med samme gennemslagskraft.

Man griner for ikke at græde, når man konstant bliver overrumplet af det brutale og ubarmhjertige tekstunivers, der til tider formidles med en underlig nøgternhed, som om det ikke er så slemt for dem, der befinder sig midt i tragedien – de er jo vant til det.

En vigtig forestilling uden håb

Forestillingen er delt op i tre afsnit, hvor hver madras er en ny setting til en ny forfærdelig fortælling. Hvert afsnit byder på cirka 20 minutters intens, møgubehagelig og knivskarp monolog, og det er rigeligt. Forstået på den måde, at man har brug for at trække vejret, hvis man skal kunne holde det ud.

Den mulighed giver instruktør Emil Rostrup ganske vist. Men det betyder ikke, at man slapper af i det korte øjeblik, der er uden monolog. Det betyder, at Ida Cæcilie Rasmussen i sin karakter afslutter hvert afsnit med et fysisk udbrud, der både kan ses om en manifestation af grusomheden, men også som et desperat og forgæves flugtforsøg.

Det er også i de korte øjeblikke, at samarbejdet mellem skuespiller, instruktør, lyddesigner, lysdesigner og scenograf for alvor skinner igennem. Man sidder hypnotiseret af de voldsomme lysglimt og den tranceskabende musik, der er vendt tilbage for et kort øjeblik. Og midt i det hele fornemmer man et håb om, at det næste, der kommer, er mere opmuntrende.

Men nej.

Med ét stopper musik og lys, og vi er tilbage i det helvede, vi et kort sekund håbede, at vi var på vej væk fra.

Der er ikke meget håb i POW POW POW, og netop derfor er det så vigtig en forestilling. Den er provokerende, som ægte kunst skal være. Den minder os om de mørkeste sider af vores samfund, som vi helst fornægter. Men lige som med et pistolskud bliver man nødt til at forholde sig til det, når først det er affyret, og så er det som regel for sent – og så kommer smerten.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: