Anmeldelse: Kære Steven Soderbergh: Please, lav en 2'er til ’Black Bag’

”Det er længe siden, vi har haft en forræder til middag,” siger Kathryn (Cate Blanchett) til sin mand George (Michael Fassbender).

Parret er mesterspioner og arbejder for den britiske efterretningstjeneste. George har dog fået information om, at der er en forræder i tjenesten, og vedkommende er efter sigende i hans absolutte inderkreds – som jo også tæller Kathryn.

Middagen er Georges første skridt i forsøget på at finde ud af, hvem forræderen er.

Som middagen og dagene går, står det dog klart, at en større og mere kompliceret konspiration er i værk. Kan George stole på Kathryn, eller er hun en del af det? Og er der overhovedet nogen, han kan stole på?

Det er de to overordnede spørgsmål i Steven Soderberghs usædvanligt fremragende spion-thriller ’Black Bag’.

Hvad de fleste filminstruktører skal bruge på den lange side af to timer for at nå frem til, klarer Soderbergh på lige knap halvanden time.

’Black Bag’ udspiller sig over lidt over en uge, fra fredag til lørdag ugen efter. På nær et par blanke dage, der let og elegant bliver sprunget over, er Soderbergh og manuskriptforfatter David Koepp enormt dygtige til at dosere spændingen, så den bliver fastholdt fra start til slut.

Old school cool

Selvom det er spionintriger på den helt store internationale skala, er historien stadig ret intim.

Udover elitespion-ægteparret, består resten af middagsselskabet af de to kollega-par Freddie Smalls og Clarissa Dubose (Tom Burke og Marisa Abela) og James Stokes og Zoe Vaughan (Regé-Jean Page og Naomie Harris). Hver især bestrider de et job i efterretningstjenesten, som på en eller anden kommer i spil under Georges efterforskning.

Men det er middagen fra helvede i starten af ’Black Bag’, der virkelig viser, hvor dygtige skuespillerne er. Replikkerne, venlige og spydige, flyver på kryds og tværs af bordet, og viser effektivt, hvilken slags personer de forskellige karakterer er.

Det er godt filmhåndværk, som man allerede har fået en forsmag på i filmens åbningsscene.

Kameraet, som Soderbergh selv styrer i (næsten) alle sine projekter, følger George gennem Londons små stræder, mens han finder vej til en natklub, går ind i den, finder ham, han leder efter, og følger ham ud igen. Det er en ret imponerende sekvens, hvor der snirkles op og ned ad snævre trapper og indeholder masser af statister. Rendyrket underspillet blær, som også sætter tonen for resten af ’Black Bag’.

Michael Fassbender er en stoisk nydelse som George. Iført rullekrave og et par yderst fashionable hornbriller minder han mere om afdøde Michael Caines afdæmpede spion, Harry Palmer, fremfor actionbulderbassen James Bond.

Apropos Bond, har den tidligere 007-skuespiller Pierce Brosnan en glimrende birolle som en højtstående efterretningschef og boss for både George og Kathryn. Igen, nemt og overskueligt at holde styr på i forhold til persongalleriet.

Mere spionleg, tak

At afsløre for meget af handlingen ville være unødigt spoileragtigt.

Spiongenren i sig selv indbyder til twists og bedrag, og det er der så rigeligt af i ’Black Bag’. Til tider kan den slags blive lige vel overdrevet og utroværdigt (hej, hej James Bond), men Soderbergh og Koepp holder deres historie i kort snor.

Alt er troværdigt i forhold til det univers, vi får etableret i filmen. Det er formfuldendt og stærkt underholdende. Mysteriet om, hvem der er forræderen, og hvordan konspirationen hænger sammen, er ret spændende. Bedst, som man tror, man har regnet den ud, formår Soderbergh og Koepp er plante små frø af tvivl hos os og George.

For at vende tilbage til de fremragende skuespilpræstationer er det et rent overflødighedshorn.

Cate Blanchett er selvfølgelig cool som få, og Marisa Abela viser endnu en gang, hvorfor hun er en af de mest karismatiske skuespillere lige nu, som bare bliver ved med at imponere. Tom Burke gør det godt som en lidt fordrukken, men stadig kompetent lurendrejer-spion.

Samspillet mellem Abela og Burke er elektrisk, og parret er klart scenestjælerne i ’Black Bag’. Page og Harris har den lidt utaknemmelige opgave at gestalte nogle mindre fyrige personer, men de gør det overbevisende.

Det er pudsigt at sidde tilbage med en følelse af at have set en perfekt underholdende film og alligevel ønske, at der var mere af den. Selvom det indtil nu kun er Soderberghs ’Ocean’s’-film og ’Magic Mike’, der er kommet flere af, er fingrene krydsede for, at det ikke er sidste gang, vi skal være i selskab med George Woodhouse og resten af det småsuspekte efterretningsvæsen.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: