
Anmeldelse: ’The Notebook’-instruktørens nye film er megadårlig ... og klart anbefalelsesværdig!

Marked Men
Marked Men
Premieredato: 13. marts 2025 i biograferne
Genre: Romance, drama
Instruktør: Nick Cassavetes
Medvirkende: Chase Stokes, Sydney Taylor, Alexander Ludwig, Ella Balinska, Natalie Alyn Lind, Evan Mock, Matthew Noszka
Land: USA
Spilletid: 1 time og 33 minutter
Er der noget mere hjerteskærende end at vokse op med en, du er håbløst forelsket i, men som aldrig vil se dig som andet end en ven?
Præmissen for ’Marked Men’ lyder måske som et vidunderligt klassisk ’venskab til kærlighed’-drama. Men vi skal ikke mere end 10 minutter ind i det nyeste YA (young adult) skud på stammen, før det står klart, at det er lidt mere dirty, end vi er vant til.
Vores ene hovedperson, den unge tatovør, Rule (Chase Stokes), kommer fra fattige kår. Efter at hans enæggede tvilling døde for tre år siden, har hans familie været plaget af alkoholmisbrug og vold. For at takle sorgen har Rule lavet nogle seje, punkede tatoveringer og begravet sig i sex. Begge aktiviteter nogle, der helst skal involvere lækre, blonde motorcykel-damer som kan lide smerte, let bondage, fornedrelse og den Prins Albert-piercing, Rule har på sine ædlere dele.
Hans milde, kvindelige modspil er den velhavende nabopige, Shawn (Sydney Taylor). Siden barnsben har hun været ven af familien og var bedste venner med Rules tvilling. Ved hver eneste legeaftale har Shawn i al hemmelighed kastet lange, uigengældte blikke efter Rule.
Da hendes fødselsdag nærmer sig, drikker Shawn sig stjerne-stiv og beslutter, at hun vil miste sin mødom til den indebrændte tatovør. Ikke lige ligefrem dét, man havde regnet med fra en romantisk komedie til unge, med en censurgrænse for børn over 7 år.

Man glemmer aldrig sin første kærlighed
For rigtig at få krogen i håbefulde, romance-hungrende biografgængere er det ingen ringere end Nick Cassavetes, der har besat instruktørstolen.
Hans adaptation af ’The Notebook’ vil altid have en særlig plads i mit hjerte. Historien om den fattige underdog (Ryan Gosling), der må kæmpe for en rigmands datters (Rachel McAdams) hjerte, fik mig i midten af 00’erne til at sværge, at min førstefødte søn skulle opkaldes efter karakteren Noah.
Trods Cassavetes’ tidligere homerun er der dog ikke skyggen af misundelsesværdig romance i ’Marked Men’. Instruktøren kender sin formel, der gentager over-/underklassefortællingen – men denne gang uden en eneste rørende kærlighedserklæring. Til gengæld er den proppet med graffitimalende emo-drenge, giftige skænderier, overdramatiske mødre og hed sex.
Et kvindeligt touch
Det lyder måske ikke så ringe endda. Men tro mig, det er det virkelig.
’Marked Men’ føles nemlig nærmere som en række gode one-night stands, end den følelsesmæssige forbindelse man sukker efter i klassikere som ’The Notebook’. For man tror ikke et øjeblik på, at følelserne mellem Shawn og Rule er gengældte.
Sharon Soboil, der stod bag de udskældte YA-film i After-franchisen, har haft fornøjelsen af at adaptere den første bog i Jay Crownovers bestsellerforlæg, ’Marked Men’.
Hver bog i serien har fokus på en ny badboy, som skal finde kærligheden. Fortællingen giver mening i bogformat. Men i filmen virker fokus til at være udelukkende på Rule fremfor også at inkludere Shawn, nærmest som om den kvindelige side af sagen er komplet ligegyldig.
Fra start er Shawn afklaret med sine følelser, er sød og forstående og klar på et smæk i måsen, hvis det er dét, Rule vil have. At påpege, at det giver en skævvridning i forholdet og i værste fald en ulige magtfordeling mellem de to, burde være overflødig.

Anmeldelse: Netflix-krimien ’Adolescence’ er på alle punkter den perfekte miniserie
Du fortjener bedre
’Marked Men’ refererer både til Rules profession og kropsudsmykning, men også de mange ar, han har på sjælen. Chase Stokes (kendt fra Netflix-serien ’Outer Banks’) gør, hvad han kan for at give rollen nuancer. Men Rule er så indebrændt og kort for hovedet, at han ikke har mange følelser at gøre godt med.
Hans forsvar mod at opleve mere smerte giver mening efter tabet af hans tvillingebror, men det bliver i længden ekstremt ensformigt og forudsigeligt at se den unge mand skubbe sine nærmeste væk.
Sydney Taylor som Shawn kæmper ellers en brav kamp for, at det ikke skal ende sådan. Den forholdsvis ukendte skuespiller leverer en boblende strøm af sjov mimik, eftertænksomme refleksioner og en afslappet ro, der får en til at falde pladask for hende. Shawn har, trods manglende seksuel erfaring, langt bedre styr på sine følelser og krop og kan – modsat Rule – faktisk formulere nogenlunde sammenhængende sætninger, der med mere end ét tillægsord beskriver, hvad hun oplever og føler.
Shawns åbenhed gør, at man ærlig talt får ondt i maven og får lyst til at tage en alvorssnak med hende under temaet ”Girl, du fortjener bedre”.

Anmeldelse: ‘100 års ensomhed’ er en fuldstændig bizar og ubehagelig blanding af magi, blod og sex
Instagram-porno
’Marked Men’ går nærmere grænsen for det pornografiske end forgængere som ’Beautiful Disaster’ og ’After’-filmene. Det skyldes klart, at Shawn er mere med på ”legen” fra start og ikke først skal have løsnet sine spændte, stædige skuldre, inden hun skal have trukket en tætstrikket, lyserød cardigan over hovedet.
På overfladen er den en lækkerbisken af en softcore-pornofilm. Badet i lyset af tatovørsalonens pink og lilla neonrør har sexscenerne et smukt skær, der ligner noget, man lige akkurat kan slippe afsted med at poste på Instagram, uden at internet-politiet fjerner det. Der bliver gået lige til strengen, inden der klippes væk til ”næste morgen”, hvor søde smil udveksles på bløde puder.
De unge skuespillere i filmen er – i mangel af et bedre ord – pisselækre. Mændene har sixpacks og vedligeholder på magisk vis cool, korte skægstubbe, der aldrig gror til den der irriterende, kradsende længde. Samtidig har kvinderne altid stiletter og bare ben – selv i den værste vinterkulde – og flasher flere gange det mest uopnåelige statussymbol på ”det perfekte knald”: Matchende blondetrusser og bh.
Som med opslag på sociale medier bliver man dog også hurtigt træt af de overfladiske, tomme kalorier. Det er fedt i starten, men er ikke ligefrem noget, man bliver mæt af.
Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: