Anmeldelse: Saoirse Ronan leverer en rå og rystende pragtpræstation i ’The Outrun’

Gamle, keltiske folkesagn beretter om et mystisk og smukt sælfolk. De kaldes Selkier, og når månen er fuld vader de i land og afklæder sig deres sælham. Så danser de i måneskinnet som kvinder, indtil de ved morgengry tager deres skind på igen og vender tilbage til havet.

Altså medmindre de forelsker sig i en menneskemand. Hvis han er grådig nok, gemmer han hendes sælskind, og så er hun dømt til at forblive på land. Ulykkelig, for evigt.

Det er den slags fortællinger, den unge kvinde Rona (Saoirse Ronan) genkalder sig fra sin barndom gennem følsomme voice-overs. Efter en kandidatgrad i biologi, arbejdsløshed og en turbulent start på 20'erne er hun vendt tilbage til sin vindblæste hjemstavn på en af Orkneyøerne.

Hendes vilde tilværelse i London har ikke givet meget plads til at fundere over myter og naturkræfter. Men nu strækker dagene sig i det uendelige, og pludselig begynder gamle minder og traumer at pible op til overfladen.

London calling

I flashbacks, der lader til at blive genkaldt for Rona i lidt tilfældig rækkefølge, kortlægges det langsomt, hvordan hun ufrivilligt er endt på øen.

Som de fleste af os har Rona hørt de velmenende ord fra sin mor: ”Du kan altid komme hjem, hvis du får brug for det, skat.”

Så vil man jo nærmest hellere dø. I hvert fald, hvis man er vandt til at feste non-stop i hjertet af en storby, hvor man bor med sit livs kærlighed, Daynin (Paapa Essiedu). De har haft en utrolig kemi, så da forholdet går skævt, føles det for Rona, som om hun aldrig kommer til at føle lykke igen.

Det er med sådanne dystre og grandiose tanker – der taler ind i alle de folkesagn om ulykke, hun kender – at Rona nu trasker gennem tilværelsen på Orkney.

Man skal have tålmodighed med fortællingen for at fange det større billede om Rona, som fotograf Yunus Roy Imers på mesterligvis indfanger. Heldigvis gør filmens vilde natur, som er National Geographic værdig, den kringlede historie i ’The Outrun’ en fornøjelse at optrævle.

For som en lille krølle på halen viser det sig nemlig, at Rona har et voldsomt alkoholmisbrug. Det gør hende ekstremt voldelig og til fare for sig selv. Derfor er ø-tilværelsen hendes sidste håb for at afskære sig fra sit misbrug og ikke mindst Daynin. Det har hun bare lige glemt at fortælle os andre om.

Beskidte hænder og døde lam

Baseret på Amy Liptrots prisvindende memoir har adaptationen af ’The Outrun’ været indstillet til priser ved BAFTA og Berlinalen. Instruktør Nora Fingscheidt (’System Crasher’) skaber et barsk og skamfuldt portræt af afhængighed.

I en alder af blot 30 år kan irske Saoirse Ronan allerede bryste sig med fire Oscar-nomineringer. ’The Outrun’ skriver sig klart ind i rækken blandt hendes bedste præstationer til dato. Hun kaster sig ind i rollen med en fysisk og emotionel råhed og lægger krop til nogle isnende optagelser i alt slags vejr. Og så sørger hun sågar egenhændigt for, at et lam, der har sat sig på tværs, bliver trukket ud af et får.

I interviews har skuespilleren fortalt, hvordan hun hjalp med at bringe syv lam til verden under optagelserne for at få det perfekte skud i kassen. Erfaringen skinner godt igennem, når Rona bakser med et lam og ryster det hårdt, inden hun gnubber det med hø for at få gang i systemet.

Det er tydeligt, at hun er dybt fokuseret. Og i et vidunderligt klip, der opsummerer, at livet på øen må fortsætte uanset hvad, ser vi straks bagefter, hvordan Rona – med den største ligegyldighed – smider legemet fra et andet lam, der ikke klarede den, ud i en container.

Kontrast, kaos og syretrip

Filmen skifter konstant mellem ro og kaos. Bedst som Rona tror, at hun har styr på sit misbrug, dukker det op igen. Hendes videnskabelige forståelse af kemi hjælper hende ikke med at modstå trangen.

Filmteknisk balancerer ’The Outrun’ på en knivsæg. Når Rona drømmer sig tilbage til London, bliver hendes hjemve til voldsomme hallucinationer, hvor billeder og lyd smelter sammen i vilde montager.

Lyden af havmåger lyder som trafikstøj, og The Tower of London kunne tårne højt på klippesiden i stedet for det nedlagte fyrtårn. Det føles som et vildt syretrip, hvor billede og lyd ikke matcher, og det er blændende godt klippet sammen.

Som om det ikke var nok, insisterer Rona derudover på at bombardere os med lyde fra byen gennem sit headset, der spiller overdøvende synthesizer-tracks. Ofte spiller musikken fra hendes gentagne playliste, før vi ser Rona i billedet. Det giver en vild chokeffekt, hvor man nærmest tænker, at instruktør Nora Fingscheidt er fuldstændig gal. For rolige naturbilleder af ynglende sæler, skvulpende tang og sandblæste strande, bliver sjældent akkompagneret af bragende klub-bas.

Selvhad til den helt store guldmedalje

Der går vred meditation i at se hende vandre op og ned ad kysten. Sekvenserne afbrydes en gang i mellem af flashbacks af Daynin og ølflasker, der fejer benene væk under Rona, som pludselig sidder og græder snot mellem sandbanker og skaller fra blåmuslinger.

Nogle gange går hele dagen med at finde et stykke skrald på stranden. Hun knuger det til sig, som om det er en metafor for hende selv: uønsket, forlagt, giftigt.

Fortællingens langsomme tempo kan være frustrerende. Men hvis man accepterer, at dramaet er nedtonet og til tider udramatisk, gemmer der sig en skat i ’The Outrun’.

Det er brutalt opmuntrende filmhåndværk. Filmens mystiske fortællestruktur bliver en påmindelse om, at de mest forfærdelige kapitler i ens liv kan afløses af bedre tider. Minderne forsvinder aldrig, men livet fortsætter.

Vil du lytte til Vi Elsker Serier? Så lyt til vores podcast 'Det, vi elsker', hvor vi en gang om ugen dykker ned i de største nyheder fra kulturens verden. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: